Tomme tribuner: Et nyt blik på fodbolden?

Fodbolden er på vej tilbage, men ikke i sin vante form. Den 28. maj kan fans igen se Superliga, og allerede i denne weekend sparkes den tyske Bundesliga atter i gang. Indtil videre kommer det dog til at foregå på tomme stadioner. Hvad der tidligere har været en sanktionsmulighed for klubber med særligt uartige fans er blevet den nye virkelighed for hele ligaer. Kommer det til at betyde noget?

Allerede inden den professionelle fodbold blev lagt i dvale af COVID-19, fik vi et glimt af, hvad topkampe for tømte stadions reelt indebærer. I den italienske Serie A tørnede mesterskabsduellanterne Juventus og Inter sammen uden publikum, og i den prestigiøse Champions League skulle Dortmund og Paris Saint-Germain spille om en kvartfinaleplads for tilsvarende tomme tribuner. Begge dele viste sig at være gennemført flade oplevelser. Gnisten hos mange af spillerne syntes helt fraværende. Alting rungede tomt og hult. Det var, som om fodboldens grundlæggende meningsløshed pludselig blev udstillet for rullende kameraer.

Fortabte fans

I det lille sportsfilosofiske hovedværk In Praise of Athletic Beauty beskriver den litterære teoretiker Hans Ulrich Gumbrecht to mulige publikumstilgange: Den analytiske og den samhørige. Man kan vælge at betragte en kamp med et overvejende taktisk blik, hvilket typisk vil ske, hvis man selv udøver sporten. Eller også kan man søge at lade sig opløse i fællesskabet og investere sig emotionelt i kampen – og herigennem nyde øjeblikkets drama og intensitet. Den ene tilgang udelukker ikke nødvendigvis den anden, de er snarere to yderpoler på ét langt spektrum. Men Gumbrecht mener alligevel, at tv-transmissionen fremmer et mere analytisk blik på spillet. Kommentatorer er en ringe erstatning for stadionets buldrende fællesskab. Så meget står klart.

En klub er intet uden sine fanfællesskaber, og fans er intet uden en klub, de kan kaste deres kærlighed på. I bogen Hjemme – ude, der er én lang brevudveksling mellem forfatterne Karl Ove Knausgård og Fredrik Ekelund, beskriver Knausgård, hvordan han har en særlig forkærlighed for Italiens og Argentinas landshold, da han i dem synes at genkende noget i sig selv. Begge hold er traditionelt dybt kyniske i deres spil, selvom spillernes kvaliteter er tydelige for enhver. ”Og at de kan, men holder tilbage, appellerer til noget dybt i mig,” skriver Knausgård.

Når fodboldelskere taber fodbolden, taber de også en del af sig selv. I den forstand er der ikke så meget at sige til, at fans verden over har sukket efter dramaet på grønsværen. Gamle kampe er blevet genudsendt, og hviderussiske klubber har på usandsynlig vis opnået kultstatus. Den hviderussiske liga valgte som den eneste i Europa at fortsætte spillet i coronaens skygge – utvivlsomt som en kærkommen propaganda-mulighed for landets diktator Aleksandr Lukasjenko. Folk har kort fortalt været ved at tabe sutten. Vi bør prise os lykkelige for, at de mere velkendte ligaer nu genoptages.

Zoom på lægterne

En ny erkendelse hviler dog over vandene: Alle er klar over, at man ikke bare kan vende ubesværet tilbage til det tabte. Opfindsomheden kender nu ingen grænser. AGF står klar til at lancere verdens første såkaldt virtuelle tribuner. Ideen er, at fans får adgang til digitale stadionsektioner i form af forskellige Zoom-grupper. De enkelte videokonferencer bliver så vist på en række storskærme på det faktiske, fysiske stadion, så spillerne kan både se og høre, at deres fans fortsat er med dem.

I Herning vil bilejere kunne opleve FC Midtjyllands kampe i drive-in format rundt om stadion. Hos Borussia Mönchengladbach i Tyskland kan fans købe et alter ego i pap, som så sættes op på stadion, når holdet spiller. Allerede i slutningen af april var stadionet blevet fyldt op med 3.000 papudskæringer. I den engelske Premier League overvejes det, om man skal afspille fabrikerede fanlyde til kampene. Dåselatterens renæssance er over os, denne gang blot i fodboldens verden. Tiden har gjort komedien til tragedie, omend det nok også afhænger af øjet, der ser.

Tilskuer til livet

I det 20. århundrede har blikket, på engelsk betegnet som the gaze, spillet en særligt prominent rolle i filosofien. Kort fortalt ligger der i forholdet mellem beskuer og det beskuede, subjekt og objekt, et særligt magtspil. Blikket afgør, hvem der har lov til at definere tingenes orden. Blikket kan skabe en virkelighed, men også afsløre, at virkeligheden ikke er, hvad den synes. Noget får lov til at blive set, andet ikke, og deri ligger en særlig form for sandhed.

Den franske filosof Jean-Paul Sartre fortæller, at vi først bliver bevidste om os selv som værende subjekter, når vi konfronteres med den andens blik. Landsmanden Lacan er inde på noget af det samme, når han beskriver selvbevidstheden, der opnås, idet man indser, at andre kan kigge på en. Filmteoretikeren Laura Mulvey går skridtet videre, når hun med begrebet ”male gaze”, altså det mandlige blik, beskriver det ulige magtforhold der findes mellem kønnene. Mulvey fokuserer på, hvordan man i filmens verden ser, at det mandligt styrede kamera gør kvinden til et objekt. Litteraturprofessoren Edward Said beskriver de samme magtmekanismer i en såkaldt postkolonial kontekst: Det vestlige blik, det gør Orienten til en både mystisk og undertrykt genstand.

Blikkets sande mester kan dog siges at være idéhistorikeren Michel Foucault. Mest oplagt i hans beskrivelse af det såkaldte panoptikon, det af 1700-tals-filosoffen Jeremy Benthams foreslåede fængsel, der skulle indrettes på en sådan vis, at fangevogteren kunne se fangen, men ikke omvendt. Overvågningen som permanent tilstand fører til en såkaldt selvdisciplinering: Fangen agerer, som om fangevogteren altid er til stede – også selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet. Lidt mindre dramatisk foretager Foucault i Ordene og tingene en billedanalyse af Diego Velázquez’ berømte maleri Las Meninas. Her lyder det blandt andet, at ”[i]ntet blik er stabilt, eller subjektet og objektet, tilskueren og modellen, bytter snarere roller i det uendelige”.

Øjnene på bolden

Når fodboldkampe afvikles med publikum på stadion, ser vi en evig vekselvirkning mellem spillere og fans. Der gives og tages, spillerne begærer publikums gunst, og publikum ønsker at se spillerne yde deres bedste. Tilstedeværelsen af begge parter muliggør det uendelige rollebytte, som Foucault taler om. Med de tomme stadions bliver magtforholdet imidlertid mere ulige (særligt hvis vi ser bort fra, at de fleste spillere nu engang er mangemillionærer). Nye roller skal defineres, spillerne må tage til takke med kameraets evige overvågning og fjernsynets objektiviserende kraft. Blikket bliver kort sagt et andet.

På et dybere plan er det netop det, som de forskellige klubber forsøger afværge med deres kreative forsøg på at fylde stadionets tomhed. Borussia Mönchengladbachs kommunikationschef Markus Aretz jubler eksempelvis over påfundet med papfigurerne af den grund, at det giver spillerne ”en fornemmelse af, at nogen kigger på dem”. Den andens blik sikrer, at den professionelle fodbold bliver mere og andet end et fjollet spil. Ja, den muliggør endog, at sporten til tider kan løfte sig til stor kunst. I den forstand er papfigurer og videoskærme langt fra det værste, der kan hænde for fodbolden. Men det kommer unægteligt til at se lidt dystopisk ud. /David Dragsted