Ørerne fri og kort i nakken

Jeg har været en smule urolig for min frisør, siden samfundet lukkede ned d. 18. marts kl. 10. Ikke for at han skulle dreje nøglen om; det scenario har på en eller anden måde virket helt utænkeligt, eller også har jeg ikke haft fantasi til at forestille mig det. Næ, han har bare aldrig nogensinde i sine 43 år som frisørmester med et selvstændigt liberalt erhverv, som det hedder, været længere tid væk fra sin salon end 14 dage. Mig har han klippet i næsten 40 år. Min bror og jeg begyndte at komme hos ham, da jeg var cirka syv i begyndelsen af 1980’erne. Dengang sad vi oven på en telefonbog i frisørstolen, og han havde fuldskæg og brun kittel, og den lille salon havde et look, der var forankret i 60’erne, fordi han havde overtaget den fra en ældre frisørmester, der var gået på pension. En af de første gange jeg var der, havde han en yngre kvindelig medarbejder. En dag var hun væk, og de næste 15-20 år undrede jeg mig af og til over, hvor hun var blevet af. Indtil det gik op for mig, at hun nok bare havde været en frisøraspirant, der skulle videre og sikkert havde fået sin egen salon et andet sted i landet. Jeg vekslede ikke mange ord med min frisør i de år. En dag kaldte han mig pludselig Stilling, da jeg ringede for at bestille en tid samme dag: ”Det er godt, Stilling.” Så vidste jeg, at vi var rykket ind i en ny æra, og at jeg nok var at regne for en voksen. Efterhånden blev min frisør en slags anker i min tilværelse, sådan som det sikkert er tilfældet for mange andre. Hvis jeg havde været ude at rejse i længere tid og havde brug for at blive akklimatiseret og synkroniseret til danske forhold, gik jeg til frisøren, hvor alting altid var, som det plejede (hvilket ikke skal forveksles med, at tiden stod stille). Engang lige før årtusindskiftet begyndte jeg at spørge lidt ind til min frisørs privatsfære. Ikke meget, bare en lille smule.

Fredag d. 16. marts 2020 kl. 11. Den lille frisørsalon er genåbnet, og jeg sidder i en af sofastolene med blåt kunstlæder og venter, mens min frisør klipper min søn. Jeg kigger rundt. Næsten intet er forandret, siden salonen fik en æstetisk overhaling i i begyndelsen af 1990’erne og helt sikkert blev mere ham, min frisør. Men bladene, magasinerne og BT har han fjernet siden lukningen. Jeg har ellers læst Playboy hos min frisør, siden det første gang virkede naturligt for mig at gribe ud efter det i 1985. 11-12 år senere gik det op for mig, at Playboy også er fuld af gode artikler. På sofabordet står der nu en beholder med håndsprit. ”Hvad har du lavet i de sidste to måneder,” spørger jeg. Det har irriteret mig, at hans frisørsalon, ja, alle menneskers frisørsaloner, har skullet slås i hartkorn med solcentre, tatovører og fysioterapeuter. En frisørsalon er noget andet. ”Jeg har cyklet,” siger han. Hans svar overrasker mig. Men dét er fornøjelsen ved kun at vide lidt om nogen, man kender godt. Han beder om mit telefonnummer – det er nyt. Et par steder inden for de fire vægge har han hængt et A4-papir op: ”Kære kunder. Bliver du syg af CORONA inden for 14 dage Må i gerne ringe”. Han har 400 stamkunder. Jeg spørger, om han var rusten, da han begyndte at svinge saksen igen efter genåbningen. Ude på gaden kører en bus tæt forbi. ”Om jeg var hvad,” spørger han og læner sig over mod mig, så hans ene hæl slipper gulvet. Rusten! ”Nej,” siger han, ”det er ligesom at cykle”. Den eneste lille ting er, at han føler, at han klipper mere hår af folk end sædvanligt. Men kunderne har jo også længere hår, tilføjer han. Da jeg selv sidder i frisørstolen, er alt, som det plejer. Jeg giver ham de samme instrukser, som jeg har givet ham i hen ved 40 år: ørerne fri, kort i nakken. Pludselig træder en mand ind ad døren. Det besynderlige er – og jeg mærker et sug i maven, da jeg ser ham i spejlet – at han ligner min frisør på en prik. Måske er han lidt mindre adræt (det er al den cykling), men ellers: vitterlig på en prik. Min søn ser det også. Enten er de brødre (min frisør har aldrig omtalte nogen søskende, men jeg har jo heller ikke spurgt), eller også har den abrupte og uforudsete nedlukning af samfundet skabt en revne i tiden; et jordisk ormehul, en åbning til en parallel dimension, en passage mellem det, der er, og det, der kunne have været. Min frisør som kunde hos sig selv! Perspektiverne er uoverskuelige. Jeg afventer en forløsning med tilbageholdt åndedræt. Men uden palaver af nogen art eller synlig familiær gensynsglæde beder min frisør sin dobbeltgænger tage plads ved det lille bord. Ingen løfter et øjenbryn, og skal vi ikke bare lade det blive ved det? /Oliver Stilling