I morgen bliver en god dag

Når man går tur på kirkegården og kigger på gravsten, ser man, at mange af de begravede har fundet det hensigtsmæssigt lige at få deres jordiske titel mejslet ind i granitten. Man kan godt spørge sig selv: hvorfor? Gør det nogen forskel i det hinsidige, at man sluttede sit arbejdsliv som regionsdirektør? Får man en lempeligere behandling, hvis man har været sognerådsformand og overlærer?

Man kan til nød forstå, at afdøde gerne vil have, at der står noget flot og slagkraftigt som fx lokomotivfører eller hestehvisker, men med de titler, der er dukket frem i de senere år, er vi ved at være ude i noget uføre. Community manager? Frontrow consultant? ”Her hviler webmaster Arly Kylling – hvil i fred”. Nej, vel?

På Vestre Kirkegård i København er der et meget smukt sted ved en sø, hvor en række store socialdemokrater ligger side om side. Thorvald Stauning, Jens Otto Krag, H.C. Hansen, Anker Jørgensen, Hans Hedtoft, Per Hækkerup. På deres gravsten står der ikke, at de var statsministre eller ministre, men bare deres navne og årstal og så: Socialdemokratiet. Det virker egentlig meget stærkt. (Sidebemærkning: Det bliver svært at klemme flere socialdemokrater ind på pladsen, uden at det begynder at virke akavet.)

Cirka 50 meter fra dette dynasti af ægte gamle socialdemokrater er der dog en gravsten, der slår dem alle: Den er middelstor, men er gravet ned på en måde, så det ligner toppen af en gigantisk sten, som har ligget der i 200.000 år. KNUD RASMUSSEN, står der bare på den. Ikke noget med ”polarforsker”, ”grønlandsfarer” eller ”superstjerne”. Navnet er nok, og hvis man er i tvivl, kan man jo google det.

Tom Moores 100 runder

Måske nærer vi her på Føljeton en vis afsmag for titler, ordener og anden afstivende staffage. Men vi er nu alligevel villige til at gøre en undtagelse i tilfældet Tom Moore, der nu står til at blive adlet af den britiske dronning efter en underskriftsindsamling og en indstilling fra Storbritanniens premierminister Boris Johnson. Tom Moore, der fyldte 100 år d. 30. april, har i sit arbejdsliv været salgschef i et firma, der solgte tagmaterialer i Yorkshire, og som direktør for en betonvirksomhed ved Englands østlige kystslette. Han er også veteran fra Anden Verdenskrig, hvor han i 1940 blev indkaldt til Duke of Wellington’s Regiment og senere gjorde tjeneste i det daværende Bombay og Calcutta og senere også lidt på Sumatra og i Burma. Han nåede at få titel af midlertidig kaptajn.

Men det har Tom Moore aldrig gjort et stort nummer ud af. Næ, hans claim to fame er, at han i begyndelsen af april satte sig for at rejse 1.000 britiske pund til sundhedsvæsenet NHS (National Health Service) ved at gå 100 runder à 25 meter i sin have med sit gangstativ fordelt på 10 dage. 100 som hans 100. fødselsdag. Men briterne hørte om det gennem medierne, og i løbet af kort tid blev Tom Moore mere og mere kendt, og folk kunne lide ham, og de begyndte at skæppe i kassen som vanvittige. Han var på tv, og han indspillede ”You’ll Never Walk Alone”, og det blev et kæmpe hit, og om morgenen på hans 100 års fødselsdag havde han fået indsamlet 30 mio. pund (275 mio. kr.).

Men ikke nok med det. Nu kommer bogen også: Tom Moores selvbiografi, Tomorrow will be a good day, ligger klar hos boghandlerne til september. Og som forlaget Waterstones formulerer det i foromtalen: ”Fra en sand moderne helt kommer historien om et utroligt og eventyrligt liv i tjeneste fra den ukuelige Kaptajn Tom Moore. Fra Burmas slagmarker til den sidste ufattelige runde i hans have som 100-årig for at rejse penge til sundhedsvæsenet – Tomorrow wil be a Good Day er pakket med fortællinger, anekdoter og inspiration.”

Det, vi vel forsøger at sige her, er, at det aldrig er for sent. Men vi er lidt spændte på at se, hvilke ord Tom Moore vælger til sin gravsten. ”I morgen bliver en god dag” ville være oplagt. /Oliver Stilling