Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Kulturminister Mette Bock. Dronning Margrethe og Zoos nye protektor kronprinsesse Mary åbner Pandaanlægget i Zoologisk Have København, onsdag den 10. april 2019. Dermed lanceres også det fælles dansk-kinesiske pandaforskningsprojekt, hvis officielle betegnelse er Sino-Denmark Giant Panda joint research cooperation. Pandaerne Xing Er og Mao Sun ankom den 4. april, men indtil nu har det kun været Zoos fagpersonale, som har haft adgang til pandaerne. Pandaanlægget er tegnet af arkitekt Bjarke Ingels og BIG. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019)
Én ting kan man sige til coronavirussens forsvar: Den synes ikke at skelne mellem verdens store monoteistiske religioner. Påske, pesach og ramadan, alle de vigtige højtider har været tvunget til at omstille sig til en ny, socialt distanceret virkelighed. Og det har måske ikke været så slemt endda. Som man kan læse i Financial Times (betalingsmur) her til morgen, har pandemien faktisk gjort flere mennesker spirituelt anlagte, tro det eller ej.
Hos kirken Holy Trinity Brompton i London har et onlinekursus, der skal lære folk om kristnendommen, haft dobbelt så mange deltagere som normalt. I USA har coronakrisen styrket troen hos hver fjerde. Det har øjensynligt hjulpet på tilmeldingen, at det ikke har været fysisk muligt for folk at troppe op i kirken, synagogen eller moskéen. Vi tænker, det må være lidt ligesom med øksemorderen Raskolnikov i Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og straf: Han synes fint at kunne finde Gud, selvom Det Ny Testamente ligger begravet under hovedpuden.
Også herhjemme har der været gang i gudssøgningen. Måske mest prominent hos tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock, der nu har sat sig for at læse til præst. Som man kan læse hos Radio4, har Bock været kirkegænger hele livet. Hun synes derfor, det virker nærliggende at dæmme op for den kommende præstemangel ved selv at give en hånd med. ”Det giver meget dyb mening for mig at forbinde de her gamle tekster, som evangelierne jo er, som rummer en kæmpestor livsvisdom, og få dem fortalt på en måde, som bygger bro”, udtaler Bock blandt andet.
Og det må man jo sådan set give Mette Bock: Hun mangler helt sikkert ikke troen på gamle tekster, der har svært ved at vinde appel i nutiden. Ellers havde man nok ikke sat i omegnen af 26 mio. kr. over styr i et sats på telefonbøger som chef hos Syddanske Medier tilbage i 00’erne. Ja, overhovedet at satse nogen penge på telefonbøger i internettets tidsalder kræver vist det, Søren Kierkegaard ville kalde for et trosspring.
Håbet i Hongkong
Også i Hongkong bevarer pro-demokratiske demonstranter indtil nu håbet på bedre tider, selvom tingene begynder at se aldeles sorte ud. På den årlige Folkekongres i Beijing, der begynder i dag, forventes Kina at diskutere indførslen af en række nye sikkerhedsregler i Hongkong. Reglerne vil blandt andet kunne forbyde oprør, forræderi og løsrivelse og herudover gøre det muligt for Kina at indsætte nye sikkerhedsorganer i den særlige administrative region. Ligesom med helligåndsdoktrinen skal der vist også en teolog til at tyde, hvordan parolen om ”ét land, to systemer” efterhånden kan give mening.
Da Hongkong tilbage i 1997 igen kom på kinesiske hænder, skete det ellers under aftalen om, at regionen skulle have særlige rettigheder sammenlignet med resten af Kina. Ét land, to systemer-modellen gjorde Hongkong til et demokratisk åndehul – og demonstranterne i Hongkong har kæmpet i mere end et år for at bevare retten til at trække vejret uden omsiggribende kinesisk indflydelse. Alligevel ser Kina nu ud til at blæse på tidligere løfter og stramme grebet om Hongkong i hidtil uhørt grad. Hvis man er sådan anlagt, ville en bøn om guddommelig indgriben nok ikke være af vejen. Det er i hvert fald svært at tro, at Kina med de nye regler vil lade demokratiet i Hongkong gå fri. /David Dragsted