Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix
Boris Johnson ligner altid en, der netop er ankommet fra en gåtur i stiv kuling.
Som om en voldsom brise har grebet fat i hans hår og omdannet det til en uglet høstak. Hans forpjuskede smil synes at fungere som undskyldning for vejret, der har ødelagt hans mundering, og han trasker altid akavet afsted som en mand i stærk modvind. Det er måske ikke så mærkeligt, for den britiske premierminister synes faktisk at befinde sig i en tilstand af kronisk politisk stormvejr.
Derfor er det heller ikke verdens største overraskelse, at Johnson nu har en større skandale på ærmet, der kan ende med at koste ham dyrt som leder af landet. Der var kun et spørgsmål om tid, før lynet ville slå ned. Hvad der derimod er bemærkelsesværdigt er, at det hverken er brexit eller den udskældte sene coronanedlukning, der nu truer Johnson på sit politiske liv. Det er ikke engang Johnson selv, der har lavet en fejl denne gang. Det er hans politiske rådgiver, en sølle embedsmand, der har begået helligbrøde.
Johnson kunne bare fyre ham, og så ville det hele være overstået. Sådan plejer man at gøre. Men det kan Johnson ikke, for han skylder rådgiveren alt, og nu risikerer de at gå til grunde sammen.
En dyr tur
Sagen er, at der ikke bare er tale om en sølle embedsmand. Der er tale om Dominic Cummings, som er Johnsons tætteste allierede. Cummings er om nogen hjernen bag brexit. Det er ham, der fandt på slogans som ”take back control” og ”get Brexit done,” ligesom det er Cummings, der under brexit-valgkampen sørgede for, at Leave-kampagnen skulle være datadrevet og tæppebombe folk på de sociale medier. Cummings er altså en kontroversiel mand, men hans forbrydelse i denne forbindelse er noget så tilsyneladende ukontroversielt som at besøge sine forældres hjem.
Problemet er tidspunktet for besøget. Cummings rejste nemlig fra London til Durham i Nordengland i marts midt under udgangsforbuddet i Storbritannien. Med sig havde han sin søn og kone, der begge udviste symptomer på coronavirus. Cummings beskyldes også for derefter at have forladt forældrenes hus i Durham.
Alt dette skal være sket, mens den britiske regering havde travlt med at beordre borgerne til at blive derhjemme, og her har vi årsagen til, at det er blevet en skandale. For gælder reglerne ikke for regeringen selv?
Mukken i krogene
Cummings angivelige lovbrud har fået dele af det britiske mediebillede og dele af den britiske befolkning til at kræve Cummings afgang. Det har Johnson hidtil afvist, og på et pressemøde søndag valgte premierministeren at give sin uforbeholdne støtte til rådgiveren. Her sagde Johnson, at Cummings har ”handlet ansvarligt, lovligt og med integritet.”
Johnson påstod, at Cummings havde rejst i et forsøg på at finde den rette hjælp til sin søn, at han ikke havde noget alternativ, og at han dermed ”fulgte sit instinkt, som enhver far og forælder ville have gjort det.” Premierministeren sagde også, at visse af beskyldningerne mod Cummings er falske, men behændigt nok valgte han ikke at fortælle, hvilke beskyldninger der er tale om.
Også internt i Johnsons parti er oprøret mod Cummings begyndt at ulme. Ni konservative parlamentsmedlemmer har offentligt krævet rådgiverens adgang.
En unavngiven minister siger til The Sun: ”Han kan ikke blive. Der bliver også nødt til at være noget anger fra Boris, ellers vil han bruge de næste ti uger på at svare på spørgsmål om sagen. Det er ikke en boblehistorie. Ægte mennesker er rasende, fordi de har gjort den rette ting.”
Et andet anonymt konservativt parlamentsmedlem siger således til avisen: ”Dominic Cummings har en tendens til ikke at tro, reglerne gælder for ham … Regeringen ville være bedre uden ham.”
Ligeledes har tre medlemmer af regeringens videnskabelige rådgivningskomite kritiseret regeringen for ikke at overholde retningslinjerne og på den måde ødelægge tilliden til den britiske befolkning. Frygten er, at færre nu vil overholde reglerne. For hvis det ikke gælder for dem, hvorfor så for os?
Hvorfor holde på ham?
Søndagens pressemøde viser med al tydelighed, hvor central en del af Johnsons stab Cummings er. Alle andre rådgivere var røget ud med det samme. Det er en rådgivers lod. Deres dumheder må aldrig blive et problem for chefen. Men for Cummings er det anderledes.
Det er i høj grad Cummings’ strategiske evner, der har landet Johnson i Downing Street, og det ved Johnson godt. Derfor står han (indtil videre) også loyalt ved Cummings side.
Men det siges jo, at hvis man vil have en ven i politik, må man købe sig en hund, og det er ikke kun for de blå øjnes skyld, at Cummings endnu ikke er røget ud på røv og albuer. Johnson har uden tvivl sat sig ned og lavet en kalkule. Hvad er værst? At risikere at blive smidt ud af Downing Street på grund af Cummings, eller at blive i Downing Street uden Cummings. Indtil videre frygter han det sidste mest, for hvad er Johnson egentlig uden sin chefstrateg? /Andreas T. Kønig