Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det var de små øjeblikke, der gjorde folkeskolens ørkenvandring det hele værd. skønt var det, når forårets første solstråler fik læreren til at overgive sig og give klassen fri til rundbold. Endnu bedre var det, når en uforberedt, ung vikar indså, at vedkommendes didaktiske evner ikke slog til og derfor kørte fjernsynet ind og lod klassen se film resten af dagen. Men allerbedst var det, når hele klasseflokken blev gelejdet ind i en bus og kørt mod svømmehallen …
For selvfølgelig var der de sædvanlige problemer med Mads, der havde glemt sit svømmetøj, og Anders ville helt sikkert blive rasende, når han så sikkert som ammen i kirken blev kædet fast til en plastikstol ved bassinkanten, fordi han absolut altid skulle løbe over det våde gulv. Men den slags småkonflikter gjorde intet, når der stod svømmeundervisning på skemaet. For efter undervisning var der fri leg i morskabsbassinet og mulighed for at bruge dagen med at suse ned af vandrutsjebanen. De tyve kroner medbragt hjemmefra slog akkurat til i cafeteriet, og pomfritter smager bare bedre, når de blandes med klor fra fingrene. Det er sådan, en skoledag skal se ud.
Svømmeundervisning i folkeskolen var det bedste. Indtil det ikke var det mere. Indtil det udviklede sig til det værste.
Få ting er mere traumatiserende end at ligge trygt i vandet som en flodhest med kun øjnene over overfladen for pludselig at se en pølle vippe forbi en næselængde fra panden. Illusionen brast. Svømmebassinet har ingen magisk evne, der får menneskets uhumskheder og fækalier til at forsvinde, og fra den dag man ser den første lort i det klare klorvand, vil svømmehal, pools og andre fælles badeområder ikke mere være en fornøjelse.
Det siges, at Lars Løkke Rasmussen tabte statsministerposten i 2019, fordi Socialdemokraterne hev de indvandrerkritiske vælgere over midten. Forkert. Lars Løkke Rasmussen tabte valget, fordi han fortalte danskerne, at han har et sommerhus i Lalandia, og når voksne mennesker hører ordet Lalandia, tænker de på en traumatisk oplevelse med lort i vandet. Det er ikke en god association at have siddende på sig som statsminister. Lars havde ikke en chance.
Intet sted er sikkert
For personer med klort-fobi [sic] har havet længe været det eneste sikre badested. Men nu viser det sig grangiveligt, at man også her er i overhængende fare for at møde en af de små aflange uhumskheder. I sidste uge gik der en heftig debat i gang, fordi et nybyggeri i Nordhavn medførte, at Københavns spildevand i fem dage skulle ledes direkte ud i Øresund. I den forbindelse advarede en svensk biolog imod ”faste partikler” i svensk badevand. Forsyningsselskabet HOFOR forsikrede svenskerne om, at det i så fald bare ville være meget små faste partikler. Som om det skulle være en trøst.
Heldigvis ledte spildevandsbeslutningen til en mindre folkelig opstand, og udledningen af det klamme vand blev udsat til oktober. Håbet er, at der på dette tidspunkt er færre badegæster.
Det har dog ikke beroliget vor broderfolk på den anden side af Øresund. Faktisk er selveste Greta Thunberg i går gået i rette med Danmark i denne sande lortesag. For det er ikke en enlig svale, at Danmark leder klamt vand ud i havet. Ifølge en international artikel skrevet af The Associated Press (ja, hele verden interesserer sig for Danmarks spildevand) har Danmark siden 2014 pumpet 35 mia. liter ufiltreret kloakvand ud mellem Danmark og Sverige. ”Ja, det er det samme Danmark, der påstår, de vil være ‘klimaneutrale’ i 2025,” skriver Thunberg med den slet skjulte vrede, som kun en svensker kan føle mod en dansker og vice versa.
Thunberg er jo kendt for at få verdens skolebørn til at strejke for klimaet. Måske børnene også skulle strejke (især fra svømmeundervisningen), indtil alt badevand i denne verden er fri for ”faste partikler.” Det er en sag vi, som traumatiserede svømmehalsofre, gerne vil kæmpe for. /Andreas T. Kønig