Damir Sagolj/Scanpix
Da Hongkong i 1997 overgik fra at være en britisk koloni til igen at være en del af Kina, skete det under sloganet ”ét land, to systemer.” Hongkong fik lov til at beholde en del af den autonomi og de frihedsrettigheder, byen havde nydt som en del af Storbritanniens territorium, og selvom demokratiforkæmperne løbende har frygtet indflydelsen fra det kommunistiske parti på fastlandet, så har de fået lukket munden med beskeden om, at der bestemt ikke var noget at være nervøs for.
Men det var der. For i disse dage går udviklingen hastigt imod ”et land, et system.” Måneder og atter måneder med massive pro-demokratiske demonstrationer i Hongkong har gjort meget lidt for at at stoppe de kinesiske planer om at stramme magtgrebet om byen, og i denne uge stemte det kinesiske parlament for at arbejde videre med en lov, der skal indføre en række ”nationale sikkerhedsforanstaltninger” i Hongkong, hvilket ifølge kritikere i praksis er det samme som at ophæve regionens allerede hårdt pressede selvstændighed.
Onsdag var den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo da også ude og sige, at USA ikke længere betragter Hongkong som en autonom region. Samtidig truer den amerikanske administration Kina med sanktioner på grund af deres ageren i Hongkong-spørgsmålet.
Den pludselige aggression fra kinesisk side kan undre. Umiddelbart skulle man tro, at styret i Beijing havde brændt nallerne i deres forsøg på at indføre en nu tilbagetrukket udleveringslov mellem Kina og Hongkong. Det førte til revolutionslignende tilstande i byen, og det lignede et nederlag for den kinesiske bestræbelse på at gøre Kina helt igen. Som Pompeos udtalelse også afslører, har det ikke skortet på international fordømmelse af Hongkong, og Kina kan ende med at stille sig i en rigtig dårlig situation, hvis de overtager byen med vold og magt. Det kan fx ødelægge Hongkongs status som finanscentrum, hvilket vil skade kineserne, og man må i så fald spørge sig selv, om byen da overhovedet er det værd for Kina?
Ulvekrigerne
Sagen er, at spørgsmålet om Hongkong handler om andet og mere end penge. Kinas pludselige forsøg på at overtage byen er alt andet end pragmatisk, og det skyldes, at det kommunistiske regime er ved at udvikle sig tilbage i en Mao-retning, hvor nationalistiske principper trumfer gode diplomatiske forbindelser og international stabilitet.
Kina er begyndt at føre det, der af nogle bliver kaldt ”ulvekriger”-diplomati. Ordet ulvekriger er hentet fra to populære kinesiske actionfilm, og i diplomatisk sammenhæng henviser det til en egenrådig og aggressiv strategi.
Et eksempel herpå er Kinas nye strategi på de sociale medier. Siden 2019 har en række kinesiske ambassadører, ambassader og konsulater rundt om i verden oprettet Twitter-konti, der i vid udstrækning bruges til at angribe, fornærme og true andre nationer. Fx har talsperson fra det kinesiske udenrigsministerium Zhao Lijian været særdeles bombastisk på Twitter, og han har spredt en konspirationsteori om, at coronavirussen faktisk kom til Kina fra amerikansk militærpersonale.
Kina har også åbent truet Australien, efter landet foreslog at lave en uafhængig undersøgelse af coronaudbruddet i Kina. Ligeledes har Nederlandene, Frankrig og New Zealand for nylig fået ørerne i kommunisternes retoriske maskine, fordi de på den ene eller anden måde har stukket en lillefinger frem til Taiwan.
Men det er ikke kun retorisk snik-snak fra kinesernes side. Fx er kineserne på nippet til en militær konflikt med Indien. Kina påstår, at en del af det indiske territorium i virkeligheden tilhører Kina, og der er blandt andet opstået håndgemæng mellem indiske og kinesiske soldater på grænsen. De seneste dage har begge lande oprustet kraftigt på hver deres respektive side af grænsen.
På samme måde er kineserne massivt til stede militært i det Sydkinesiske Hav, hvor der også er en række territorielle uenigheder, og der er stadig en del af den kinesiske elite, der mener, at en invasion af Taiwan er det eneste rigtige.
Det er i dette lys, man skal se den nye lov, som kommunistpartiet vil have indført i Hongkong. Præsident Xi Jinping har gentændt den kinesiske nationalisme, og landets strategi ser lige nu ud til at være, at de er klar til at brænde diplomatiske broer, hvis det fører til et større og stærkere Kina. På samme måde lader det til, at man er klar til at ofre Hongkongs finansielle status til fordel for et billede af kinesisk dominans. Også selvom det vil kræve, at der ryger nogle demonstrationer i svinget. /Andreas T. Kønig