Lykkepartiet – et umenneskeligt parti

René Gades nye parti er umenneskeligt.

Ja, det er en hård anklage at komme med, det er vi klar over. Især fordi det tidligere Folketingsmedlem for Alternativet virker som en flink fyr, og vi er da også helt sikre på, at der ligger nogle sympatiske tanker bag Lykkepartiet, som René Gade i går præsenterede for pressen og andre interesserede. Men vi holder fast. For nok siger Lykkepartiet, at de vil sikre mennesker mere demokratisk indflydelse, men i virkeligheden skriver partiet mennesket helt ud af ligningen. Vi lover, der kommer en forklaring, men først tilbage til lanceringen.

Som udgangspunkt var det en ret kedsommelig præsentation. Lykkepartiet vil kæmpe for at give folketingsvalg en fast dato, hvilket ærligt talt virker som en løsning på lidt af et ikke-problem. Derudover vil de indsætte en statsminister, der ikke kommer fra partierne eller det politiske system, hvilket lyder som et gammelt nummer fra den efterhånden ret sløve populistiske jukeboks. Hvad ér i øvrigt ”det politiske system”, og hvorfor er det så forfærdeligt, at landets øverste politiker netop er, ja, politiker?

Men det var noget andet, der for alvor fangede vores opmærksomhed. Partiet har nemlig ingen ideologi, som de også skriver i deres eget ”partifundament.” Hold nu fast for et filosofisk nyreslag at sende afsted på en almindelig fredag formiddag.

For hvad er ideologi egentlig? Ofte bliver ideologi i dagligdagstale reduceret til at betyde bestemte politiske holdninger, men hos den franske filosof Louis Althusser betyder det noget helt andet. Han beskriver ideologi som en slags usynlig og evig kulturel urkraft i verden. Ideologi er familien, det er skolen, det er bøger, det er moral, det er den politiske sfære, osv. Vi bliver alle påvirket af ideologi, og det er den ideologiske påvirkning, der bestemmer, hvad vi overhovedet kan tænke og gøre.

Mennesket og ideologi eksisterer i en form for vekselvirkning. Vi skaber ideologi, men ifølge Althusser skaber ideologi også mennesket. Eller som han skriver det på lidt mere filosofagtig vis: Ideologien konstituerer subjektet.

Lykkepartiets afvisning af ideologi er derfor i bedste fald umulig og i værste fald en ophævelse af subjektet. Altså bogstaveligt talt umenneskeligt. Men det ér nyskabende og ambitiøst, det må vi give det.

Del jer efter anskuelser

Ok, måske skulle vi lade være med at læse Lykkepartiets fundament, som fanden læser biblen, eller som banker læser hvidvasklovgivningen.

For vi ved jo godt, hvad René Gade mener med ideologi. Nemlig at Lykkepartiet hverken er liberalistisk, socialistisk eller konservativt. Det handler om, at partiet ikke som sådan har en partilinje. Folketingsmedlemmer for Lykkepartiet må stemme frit, medlemmerne må mene, hvad de har lyst til og René Gade siger, at de vil gå til opgaverne ”nysgerrigt og uden frygt for at ændre mening og blive klogere.”

Da DR spørger ham, hvordan vælgerne så ved, hvad de stemmer på, svarer han: ”Hvis du stemmer på Lykkepartiet, så siger du på én gang for alle ja til det repræsentative demokrati, som vi har i Danmark. Du stemmer ikke på en holdning men på at systemet virker. Så får vi forskellige personer ind med forskellige overbevisninger, der er gode til at være ærlige og søge viden.” Gade siger samtidig, at Lykkepartiet vil repræsentere ikke bare én gruppe danskere men hele Danmark.

Forskellige personer med forskellige overbevisninger, der tilsammen repræsenterer hele Danmark. Hmm … Er det os der er helt fra den, eller er det ikke netop sådan det fungerer i Folketinget lige nu? Og er det ikke den værste idé i verden at stemme på systemet i stedet for en holdning? Stadig i dag virker medgrundlæggeren af Dagbladet Politiken, Viggo Hørups, princip om ”del jer efter anskuelser” som en relativt god idé.

Vi undrer os desuden over, hvordan partiet kan have holdninger som fx at indføre af en fast valgdato, når partiet netop er kendetegnet ved ikke at have en fast holdning. Det giver René Gade dog svar på. Det er således, at en kandidat for Lykkepartiet skal kunne nikke billigende til partiets demokratiske program, der rigtig nok mest indeholder nogle helt grundlæggende principper og spilleregler, og så kan medlemmerne med udgangspunkt i programmet have deres egne holdninger.

Tænk sig, det lyder fuldstændig som den funktion ideologi har for andre politikere. /Andreas T. Kønig