Kløgtig etapepolitik eller absurd teater?

Vendt og drejet. Statsminister Mette Frederiksens (S) beslutning om også lige at lukke grænserne, da det danske samfund blev sat i bero midt i marts, virkede umiddelbart på mange opskræmte danskere som en klog ekstra forholdsregel; en fornuftig helgardering i kampen mod coronavirussen. For det er jo altid godt at være ‘på den sikre side’ – eller at ‘gå med livrem og seler’, hvis man foretrækker sådan et udtryk. Den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell blev straks citeret for, at tiltaget var ”meningsløst”, idet virussen allerede fandtes i Danmark. Og ugen efter kom det frem, at grænselukningen såmænd heller ikke havde været på paletten af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. På det tidspunkt virkede det som en relativt lille, lettere overflødig ekstra ting, som i værste fald var et irritationsmoment for udlændinge, der gerne ville ind i Danmark, men ikke kunne dokumentere, at de havde et ”anerkendelsesværdigt formål”. Men nu, hvor man begynder at kunne se følgerne, tyder meget, at beslutningen og det rationale, der måtte ligge til grund for den, vil blive vendt og drejet i lang tid fremover. Det kan blive en sten i skoen for regeringen.

Grænsen til Sverige forbliver lukket. På endnu et af sine meget lange pressemøder med mange gentagelser og patosfyldte formuleringer om danskernes ”dejlige lille land” fremlagde Mette Frederiksen en plan for genåbningen af grænserne, som sådan set virkede saglig og fintmasket på en betryggende måde. Men hvis man nu laver det tankeeksperiment, at Anders Tegnell (og andre) havde ret, og at grænselukningen vitterlig  ingen nævneværdig effekt har haft i kampen mod coronavirussen, så ligner det den største opsætning af absurd teater på dansk grund, siden genren kom frem i 1950’erne. Fra d. 15. juni vil tyskere, nordmænd og islændinge (?) kunne krydse grænsen til Danmark uden problemer – næsten. De skal bare fremvise dokumentation for, at de har booket et ophold uden for København (og Frederiksberg), og at de har mindst seks overnatninger i landet. Grænsen til Sverige forbliver imidlertid lukket, så svenskere ikke kan rejse ind i Danmark uden et ”anerkendelsesværdigt formål”. Mette Frederiksen sagde ellers, at ”vi har fra den danske regerings side et stærkt ønske om at finde en løsning med vores svenske naboer”. Men stærkere er ønsket så åbenbart heller ikke.

Støt vores forsigtigsprincip! Som bekendt har Sveriges statsminister Stefan Löfven undladt at lukke det svenske samfund ned, og svenskernes pendant til Sundhedsstyrelsen, Folkhälsomyndigheten, har blot bedt befolkningen selv tage et ansvar og udvise forsigtighed. Procentuelt har dødeligheden som følge af Covid-19 været noget højere i Sverige end i de andre nordiske lande. Til gengæld har samfundet ikke været helt forkrøblet. I lyset af det er det ikke umuligt, at Mette Frederiksen ser sig nødsaget til at behandle Sverige, som om det er et land i undtagelsestilstand. Ellers ser hendes egen regerings coronavirus-tiltag tilbage i marts ud som en ekstremt dyr overreaktion, som var politisk funderet snarere end sundhedsfagligt. Sveriges minister for nordisk samarbejde Anna Hallberg har tidligere kaldt det en diskriminering af Sverige, hvis Danmark åbner grænsen til Norge og Tyskland, men ikke til Sverige. På pressemødet fredag blev statsministeren flere gange afkrævet et svar på, hvilke beslutninger, der har været sundhedsfagligt funderet, og hvilke, der har været politiske. Forleden kom det nemlig frem (betalingsmur), at Sundhedsministeriets departementschef tibage i marts havde bedt Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, om at nedtone ‘proportionalitetsprincippet’ og i stedet stå last og brast med regeringens forsigtighedsprincip. Men statsministeren gled igen og igen af på spørgsmålet med en henvisning til, at alle beslutninger er truffet på baggrund af råd fra ”en bred myndighedsgruppe”. Det kommer til at forfølge denne regering længe. /Oliver Stilling