Irrationelt, ubrugeligt og ... helt fantastisk

Indpakning, der vil noget. Der er det pudseløjerlige (og vidunderlige) ved meget konceptkunst, at enhver i princippet ville kunne lave det. Ideen om værket er lige så vigtig som selve udførelsen af det – hvis ikke vigtigere. Kan du godt lide kunstnerparret Christo og Jeanne-Claudes storstilede indpakningsprojekter? Jamen, du kan selv pakke ting ind; ring fx til den danske folkekirke og spørg, om ikke I skal pakke de kirker ind, som ingen kommer i. Alle kan pakke noget ind. Alt kan pakkes ind. Det handler bare om at finde indpakningspapir, der er stort nok. Jeanne-Claude Denat de Guillebon døde i 2009, 74 år gammel, og her forleden døde så hendes mand, Christo Vladimirov Javacheff. Han blev 84 år, og meget mere tid på Jorden kan ingen rigtig forlange. Det kommer formentlig ikke til at betyde noget for afviklingen af hans livslange drøm om at pakke Triumfbuen i Paris ind (i 25.000 kvadratmeter blåt og sølvfarvet genanvendeligt polypropylen og 7.000 meter reb), som efter planen skulle ske fra d. 18. september til d. 3. oktober 2021. Alligevel er det ærgerligt, at han – eller bare én af de to – ikke er her mere. Ingen i verden har deres anciennitet, når det gælder indpakningsprojekter i den størrelsesorden.

Wrapped Reichstag. Da Christo og Jean-Claude pakkede den tyske Rigsdagsbygning i Berlin ind i 1995 – Wrapped Reichstag, hed værket – rejste jeg til Berlin for at se det. Jeg boede på et vandrehjem og kørte flere dage i træk hen for at kigge på det. Græsplænen på den store Platz der Republik foran bygningen var fyldt med mennesker, som var kommet fra nær og fjern, og hver dag på forskellige tidspunkter af døgnet kunne man pludselig få øje på Christo og Jeanne-Claude i mængden. Hendes hår var farvet ildrødt, og han havde en grå vindjakke på, som virkede alt for stor på hans benede torso. Man fornemmede, at de ikke var der for modtage folkets hyldest eller noget i den retning, men først og fremmest for at tage det fysiske udtryk af deres værk ind fra alle vinkler og i alle forhåndenværende vejrlig. Først da jeg var der, gik det op for mig, at værket ikke ‘bare’ var selve indpakningen af den historiske rigsdagsbygning (der havde ligget ubrugt og beskadiget hen siden en påsat brand i 1933 og nu stod til at blive restaureret af den britiske arkitekt Norman Foster), men hele processen med at få indpakningen ført ud i livet, som havde stået på siden 1971. Brevvekslinger med skiftende regeringer, debatindlæg i den tyske presse, skitser og arbejdstegninger gennem årene – alt var det en del af værket Wrapped Reichstag. Og det mest utrolige: Christo og Jeanne-Claude havde ikke taget imod sponsorater af nogen art, de havde betalt det hele selv. Jeg skulle til at skrive, at der var noget metafysisk over synet af den indpakkede Rigsdagsbygning. Men det var der ikke. Det var bare en midlertidig indpakning af et kæmpestort hus. Publikum opførte sig heller ikke mærkeligt, som om de var vidne til noget okkult, hvilket eksempelvis var tilfældet for en hel del af de besøgende, som kom og så Olafur Eliassons store sol-installation The Weather Project på kunstmuseet Tate Modern i London i 2003-04. Hvis man kunne tale om en besættelse, så gjaldt den kun Christo og Jeanne-Claude.

Illegale indvandrere. Der ligger en håndfuld forelæsninger af Christo inde på YouTube, hvor han indledningsvis fortæller den samme historie: Han og Jeanne-Claude blev født den samme dag (13. juni) på det samme tidspunkt i 1935, han i Gabrova i Bulgarien, hun i Casablanca i Marokko. Gemt i en lastbil flygtede han fra det kommunistiske Bulgarien til Paris i 1957, hvor han mødte Jeanne-Claude i 1958. I 1964 rejste de sammen til New York City på turistvisum, hvorefter de ”forsvandt” og levede som illegale indvandrere i en periode. Derefter siger Christo, at publikum kan spørge om hvad som helst, men at han ikke vil svare på spørgsmål om religion, politik eller andre kunstnere. Apolitisk er han nu ikke. I et interview hos Artnet News i marts fortalte han, at han er uddannet marxist, og at han ”bruger det kapitalistiske system to the very end,” fordi det ville være ”tåbeligt ikke at gøre det”. Så kan man lægge i det, hvad man vil. Han sagde også, at alle hans og Jeanne-Claudes projekter er ”totalt irrationelle, totalt ubrugelige. Ingen har brug for dem. Verden kan leve uden dem. De eksisterer i deres tid, er umulige at gentage”. Og, tilføjede han: ”Det er deres styrke, for de kan ikke købes, de kan ikke ejes … De kan ikke blive set igen.” /Oliver Stilling