Nævekamp. Den 5. maj begyndte næverne pludselig at flyve i mere end 4.000 kilometers højde. I Himalayabjergene, på grænsen mellem Kina og Indien, stødte to militærpatruljer ind i hinanden, og det kom til håndgemæng mellem de indiske og kinesiske soldater. Der blev samlet sten op fra den hårde bjergjord, og som primitive projektiler blev de slynget mod fjenden. Få dage efter skete det igen. Den 9. maj udbrød der kampe flere steder på grænsen, hvor soldaterne sloges med sten, næver og kæppe. Ingen skud blev løsnet, men det endte alligevel med, at nogle soldater blev tilpas såret til, at de måtte evakueres i helikopter. Begivenhederne har påbegyndt en anspændt situation i det højtliggende grænsedrag. Begge sider har flyttet flere tusinde soldater til grænseområdet, og der er blevet gravet skyttegrave – bogstaveligt såvel som billedligt talt. Indien påstår, at urolighederne opstod, da kineserne bevægede sig ind på indisk kontrolleret territorium, mens kineserne på den anden side mener, at det hele er er startet som følge af indiske provokationer. Imens holder verden vejret og håber på, at det ikke ender med krig mellem verdens mest folkerige nationer.
Gammelt ondt blod. At Kina og Indien er uenige om, hvor grænsen egentlig går, er langt fra nogen ny historie. Faktisk trækker den nuværende konflikt tråde helt tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor den britiske kolonimagt besluttede sig for at tegne en streg ned mellem de to lande for at formalisere grænsen. Men Kina modsagde sig grænseforslaget, og således forblev det et åbent spørgsmål, præcis hvor Kina blev til Indien. Da Indien blev selvstændigt i 1947, ønskede det at beholde den britiske grænse, og det gjorde ligeledes krav på en del af det omdiskuterede territorium. Det førte de følgende år til øgede spændinger mellem de to lande, og i oktober 1962 eskalerede det, da kinesiske soldater trængte ind i Indien som følge af grænseuenighederne. En måneds krig mellem de to lande fulgte, og Indien tabte en del af sit territorium. Efter krigen blev landene enige om at indføre en ”kontrollinje” mellem de to lande, men de er aldrig rigtig blevet enige om, hvad denne linje indebærer, og således er der stadig stor uenighed om grænsen.
Pirrelige kinesere. Det står ikke helt klart, hvilke konkrete begivenheder der har ført til, at konflikten nu igen er blusset op. Nogle peger på, at Kina har ladet sig provokere af en række nye veje, som Indien enten har bygget eller er gået i gang med at bygge i området. Vejene skal bruges til at sikre yderligere indisk kontrol ved kontrollinjen, og det er kineserne ikke glade for. Men der kan også være andre mere storpolitiske årsager til, at konflikten dukker op nu. Kina synes lige nu at være i gang med at understrege sin magt i Asien. Over en relativt kort periode har de strammet grebet om Hongkong, sænket et vietnamesisk skib i Sydkinesiske Hav, hvor grænserne også er omdiskuterede, og så har kineserne været mere end almindeligt pirrelige, når det kommer til Taiwan, der ifølge det kinesiske kommunistparti også tilhører dem. Kina har vist svaghed som følge af coronakrisen. Deres økonomi er svækket, og de er kommet i diplomatiske problemer, fordi lande beskylder dem for at være årsag til pandemien. Når Kina spiller med de militære muskler, kan det derfor være for at vise styrke. Og det kan ende galt. For selvom hverken Kina eller Indien er interesseret i en krig, så skal der kun en menneskelig fejl til før, at håndgemæng bliver til skududvekslinger ved grænsen. /Andreas T. Kønig