Uvidenhedens velsignelse

Hvis der er noget, som er svært at se i øjnene, så er det realiteterne.

Faktisk kan det nogle gange være så vanskeligt, at vi vil karakterisere det som en brist i menneskets evolutionære udvikling – i en sådan grad at det af og til er til fare for vores fysiske såvel som psykiske velbefindende.

Tænk bare på den der ”lille ting”, du har rendt rundt med i månedsvis. Måske er det en smerte i maven, du vælger at slå hen som en mindre krampe, selvom det bare bliver værre og værre for hver dag, der går. Hvorfor går du ikke til lægen og får det tjekket? Er det, fordi du er bange for, hvad lægen siger?

Eller hvad med den parfume, som din kæreste pludselig er begyndt at dufte af. Det er da ikke din. Hvorfor spørger du ikke din elskede, hvor den duft kommer fra. Er det fordi, du er bange for svaret?

På lang sigt ville det være bedre at få taget snakken med læge såvel som kæreste. Det kan faktisk være særdeles farligt for dig at lade være. Men mennesket er indrettet sådan, at hvis vi får muligheden for at leve i lyksalig uvidenhed i fem minutter endnu, så tager vi den. Uvidenhed er i sandhed en velsignelse – også selvom det er en subtil form for selvskade.

Orange veste

Dette mystiske syndrom findes ikke kun i enkeltindivider. Ulykkeligvis ser man hele politiske bevægelser, der bygger på at nægte at se realiteterne i øjnene. Sandsynligvis fordi de frygter, hvad sandheden byder på. Faktisk vil vi vove at påstå, at denne psykologiske mekanisme er en essentiel ingrediens i populismen. Måske er det derfor, populismen er blevet så populær. Fordi det er et ganske grundlæggende træk hos mennesket, at vi hellere vil bilde os selv falske lette løsninger ind, end vi vil indse, at verden består af vanskelige fakta.

Se nu bare på Italien. Det europæiske epicenter for coronavirussen. Få andre lande har været ramt lige så hårdt af sygdommen, som det har været tilfældet for støvlelandet. Det burde være evident for enhver, der har fulgt situationen i Italien, at coronavirus ikke ”bare er en influenza”, som nogle ellers har ment.

Alligevel er der opstået en bevægelse i Italien, der mener netop det. De kalder sig ”de orange veste”, og som navnet antyder, er de svært inspireret af de franske ”gule veste”, der inden corona var ved at starte en mindre revolution i Frankrig.

Anført af den karismatiske leder Antonio Pappalardo, der i bevægelsen blot går under navnet ”generalen”, mødtes de orange veste d. 2. juni til en slags vælgermøde, hvor de på generalens opfordring begyndte at give hinanden knus og kram. Generalen fortalte nemlig, at Covid-19 ikke er en rigtig trussel, men blot er blevet kørt op af regeringen for at kunne fratage befolkningen dens frihed. Generalen fortalte også, at der ikke var nogen grund til at have mundbind på. Især fordi det skjuler en kvindes ansigt. ”Jeg kan ikke se en kvinde i øjnene uden at vide, om hun er smuk eller grim,” konkluderede Pappalardo i den sag.

De vrede tilråb mod coronahysteriet blandede sig med slagord som ”nej til Bill Gates’ vacciner”, ”5G slår os alle ihjel,” og fordømmelser af EU samt den italienske regering, som de mener har låst folk inde i deres hjem i månedsvis ”uden grund”.

”De orange veste” nægter at se problemerne i øjnene, selvom de er lige foran næsen på dem, og selvom de problemer kommer til at ramme dem hårdt før eller siden. Hvorfor gør de det? Måske fordi det er problemer, der er svære at løse. Derfor vælger de uvidenheden. De vælger en anden virkelighed, hvor problemerne er nogle, der er mindre komplekse, og som har klare løsninger.

Man forstår dem godt, for det er det, vi alle gør, når vi lader være med at gå til lægen med smerten i maven. Men ligesom den gode ven tvinger dig til doktoren, så er det også vores alles opgave at hjælpe folk med at se de svære problemer i øjnene. Om ikke andet for vores egen skyld. For hvis nok mennesker vælger den nemme og lyksalige uvidenhed, så er det, at smerten i maven viser sig at være kræft. /Andreas T. Kønig