Mette Frederiksens grundlovstale: Ilt afløst af åndenød

Noget fadt. Hvis man er dansker, er og bliver d. 5. juni en  særlig dag. Det er jo for fanden årsdagen for, at Danmark fik sin demokratiske grundlov i 1849! Grundloven kan ikke besynges ofte nok. Uden den var danskerne ilde stedt, ja, mange af os ville formentlig ikke engang være danskere, for der ville ikke være nogen ”grundlovssikrede rettigheder” at henvise til, når ‘systemet’ begynder at skubbe rundt med os. Af samme grund må man godt kunne forlange af vores politikeres grundlovstaler, at de har en vis flyvehøjde og bevingethed – at man er i stand til at sætte sig ud over dagligdagens ævl og kævl. Grundlovsdag er det en af de fine flasker, der skal åbnes. Går man ind i Nudansk Ordbog på nettet og slår adjektivet fad op, støder man på dette eksempel fra Sam Fleischers roman Nat og dag fra 1986: ”Spis! råbte han. Det var et stykke rå fisk. Rødspætte. Finnerne var umulige at tygge, og det smagte fadt af tran og tang.” Bortset fra at tang synes at have fået en kulinarisk renæssance, er det i høj grad følelsen af noget, der er svært at tygge, noget fadt, som statsminister Mette Frederiksens (S) grundlovstale lod tilhøreren sidde tilbage med.

Godt start. Den begyndte ellers godt. Rigtig fint endda. For nylig var en af Mette Frederiksens tidligere taleskrivere, Villads Andersen, gæst i DR-podcasten Genstart. Her fortalte han frejdigt, hvordan hendes taler bliver til (han var ansat af Socialdemokratiet og stoppede, da Mette Frederiksen blev statsminister): Man lytter til hendes egen tone, og så forsøger man at ramme den i talen. Når taleskriveren er færdig, ryger hans kladde videre til spindoktoren Martin Justesen, som er nummer to i Socialdemokratiets spinhierarki. Justesen fjerner ifølge Villads Andersen alt, der er storladent og smider typisk en Shu-Bi-Dua-reference ind (”Når arbejdslivet slutter, og livets skjorte bliver for kort”), så talen bliver relatérbar for menigmand. Derefter ryger den helt op forbi Martin Rossen, Mette Frederiksens personlige spindoktor, også kendt som Danmarks mest magtfulde mand. Rossen tager så talen og løfter den, så den taler ind i den store socialdemokratiske fortællings (efterhånden lettere nussede) drejebog. At Mette Frederiksens er mest tryg ved sætninger, der er kortere end korte, og at der er flere punktummer end kommaer i hendes taler, skyldes ifølge hende selv, at hun ikke lærte at sætte komma i skolen. Det er egentlig en sympatisk forklaring. Det ser bare ejendommeligt ud på skrift, som man vel med en vis ret kan kalde den skrevne tales hjemmebane.

Mette Frederiksen lagde i sin grundlovstale ud med at tale om tid som ”en underlig størrelse”, der er ”klichefyldt”, og hun får lige nævnt Benny Andersen (Martin Justesen?) i syvende sætning. Derefter går hun ret elegant ind i et metalag, da hun et øjeblik sætter sig i læseren/lytterens/seerens sted og spørger, hvor lang tid hendes grundlovstale, mon varer: ”Den her tale for eksempel. Den varer nok lidt mere end ti minutter. Og til de af jer, måske især journalisterne, der synes, det er alt for lang tid, for hvad siger jeg egentlig? Hvad er nyheden? Så kan jeg trøste jer med, at talen i hvert fald har taget det dobbelte at holde. Den er nemlig optaget på forhånd. Når jeg lige om lidt kløjes i et ord eller bytter rundt på to sætninger. Glemmer en vigtig pointe eller noget helt fjerde. Så stopper vi og tager den om igen. Med andre ord: Det, du ser, det er den færdige tale. Hvor fejlene er klippet ud – måske. Det har der været tid til.” Hvad hun naturligvis vil frem til er, at tiden under coronakrisen har været mærkelig for os alle. Men også, at mange af de beslutninger, hun har måttet træffe som statsleder, er truffet i en helvedes fart, fordi der ikke var tid til andet – navnlig dem om samfundsnedlukningen midt i marts. Hun skruer op for menneske-Mette, da hun tilstår, at hun ”aldrig nogensinde” i sit liv ”har været så meget i tvivl som i det her forår”. Hun siger også, at ”der skete noget helt særligt med os danskere i de dage”, fordi ”vi rykkede tæt sammen”, og ”du opgav noget af din hverdag for at hjælpe andre, der var mere udsatte”. Coronakrisen blev med andre ord ”sådan et forstørrelsesglas på vores samfundsmodel. Et lille land, men et stort fællesskab (Martin Rossen?).

Mislyde. En fyr, der også fungerer godt som referencepunkt i en grundlovstale, er H.C. Andersen. Hvis vi nu forestillede os, at Mette Frederiksens grundlovstale var en historie fra den gode, gamle eventyrdigters hånd – vi kunne jo kalde den Talen – så ville omdrejningspunktet for fortællingen være den tiltagende splittelse, som grundlovstalen føler, efterhånden som forskellige hænder fumler med den inde i Statsministeriet. Med første sætning, ”Tid er en underlig størrelse”, bliver Talen født, og da den får øjne og begynder at læse med, mærker den med det samme livet strømme ud i alle lemmer. Ligesom taleholderen er Talen jo socialdemokrat, den knusæælsker fællesskabet. For Talen er det den allerbrillanteste vederkvægelse at få lov at lovprise det uegennyttige kammeratskab og evnen til at stå sammen og passe på hinanden og samfundets svage i svære tider. Og da Talen begynder at forstå sammenhængen, den er født ind i, tænker den, at der er så meget vidunderligt at bygge på – så meget, der kan bruges fremadrettet til udbygningen og konsolideringen af sammenholdet i dette lille land. Men så begynder der ret hurtigt at melde sig nogle mislyde i teksten, føler Talen. Først er der Frederiksens lille jab til alle, der kigger med, ”måske især journalisterne”, som synes, at hendes tale er for lang, og hun lægger et bevidst åndet spørgsmål i munden på dem: ”Hvad er nyheden?”. Frederiksen er med rette blevet klandret for at have misbrugt undtagelsestilstanden til at holde alt for lange selvcelebrerende taler på tv-transmitterede pressemøder, hvor det, hun havde at sige, egentlig godt kunne have været afhandlet i en pressemeddelelse. Den kritik er tilsyneladende ikke faldet i god jord, og i Socialdemokratiets øvre lag opfattes grundlovsdag åbenbart som rette sted at få afløb for sådan en irritation. Og Talen? Talen må løsne øverste knap i skjorten, da dens små øjne når ned til tekstens anden halvdel. Den begynder at gispe efter vejret. Statsministeren har snakket om, hvor hårdt og svært det har været at træffe de rigtige beslutninger, og hun minder om, at andre lande (læs: Sverige), der ”kom for sent” i gang, ”nu betaler en høj pris – markant overdødelighed”. Hun bruger ikke lige det udtryk, men antyder, at de spørgsmål, som blandt andet pressen stiller herhjemme, har karakter af hår i suppen. ”Reagerede vi for hurtigt? Hvem vidste hvad og hvornår? Det kræves, at myndighederne må stå til regnskab. At der politisk skal gives svar.” Og hun nævner for gud ved hvilken gang, at der ikke var en brugsanvisning – coronapandemien var ”tværtimod et ubetrådt land”. Da Mette Frederiksen kommer ind på, at hun har deltaget i hundredvis af møder om det her, stikker Talen sin lille tunge ud af munden. Og da statsministeren roser Folketingets ”ti vidt forskellige partier” for at have lagt det politiske småfnidder til side og siger, at hun ”altså endnu [har] til gode at møde en dansker uden for Christiansborg, der savner de sædvanlige politiske skænderier”, er Talen blevet voksen og kan godt mærke, hvor det bærer henad. Talens mor, hvis det er det, hun er, emmer ikke ligefrem af overskud. I Socialdemokratiets øvre lag er kritik en ubuden gæst, selvom den er grundlaget for det åbne, frie samfund, som grundlovsdagen er en hyldest til. Fællesskabet er åbenbart bedst, tænker Talen, hvis der er blind tillid til regeringen. Talen gransker teksten endnu engang. Næ, der bliver dog ikke refereret til Kjeld Abells sætning: ”Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt.” Det er både godt og skidt, tænker Talen – og lægger sig til at sove. /Oliver Stilling