Det er, som om nogle tatoveringer bliver lavet med det ene formål, at de på et tidspunkt skal fortrydes. Det kan være et kinesisk tegn fra rejsen til Asien, en gigantisk drage på lænden eller en stregtegning af den svenske statsepidemolog Anders Tegnell.
Det sidste er ikke et tænkt eksempel i øvrigt. Sveriges teknokratiske corona-commander in chief, der bedst kan sammenlignes med den danske Søren Brostrøm, er blevet et kultsymbol af en helt i Sverige, hvilket har ført til, at minimum én svensker har foreviget Tegnells ansigt på sin krop. Når han meget vel kunne ende med at fortryde det igen, så skyldes det, at den svenske håndtering af pandemien i disse dage møder hård kritik.
Tegnell var i sidste uge selv ude og indrømme fejl i den svenske strategi, der har beroet på en langt blødere nedlukning end andre lande. ”Hvis vi stødte ind i den samme sygdom igen med den viden, vi har i dag, så havde vores strategi nok været midt imellem det, vi har gjort i Sverige, og det, de har gjort i resten af verden,” udtalte han.
Årsagen til Tegnells forsigtige retræte er, at Sverige ser langt flere dødsfald, end vi fx gør i Danmark. Vores nabolande har ifølge Berlingske registreret mere end 4.600 coronarelaterede dødsfald, og hvis man måler det i forhold til indbyggertal, så er antallet af bekræftede dødsfald 4,6 gange højere i Sverige end i Danmark.
Det er også derfor, at de politiske modstandere pludselig har kunnet lugte blod og er gået i struben på den svenske regering såvel som Tegnell, og det blev også tydeligt, da de svenske partiledere i går mødtes til partilederdebat. Men kritikken og dødstallene til trods, så ser det faktisk ud til, at regeringen, Tegnell og manden med statsepidemologen kan ånde lettet ud. For befolkningen er stadig på deres side.
Hård kritik
Det var ellers ikke så få skældsord, den svenske socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven skulle lægge øre til under gårsdagens debat. Ligesom i Danmark har der som følge af coronakrisen længe været borgfred i Riksdagen, men det er åbenlyst slut nu.
”Vi har en dysfunktionel regering,” lød det fx fra Kristdemokraternas leder, Ebba Busch, der fortsatte: ”Det store antal, der nu sørger over, at de har mistet nogen i løbet af dette forår, er et resultat af, at Sveriges regering med overlæg har tilladt stor smittespredning i Sverige.” Hun kunne næsten lige så godt have sagt, at Stefan Löfven og Anders Tegnell har blod på hænderne.
Partilederen for de stærkt højreorienterede sverigedemokrater, Jimmie Åkesson, sagde ligeud, at tiden var til at bryde borgfreden og i stedet kræve politisk ansvar. Også han beskyldte regeringen for at have taget flere dårlige beslutninger, der i sidste ende har tvunget dødsraten i vejret. Åkesson havde dog brudt borgfreden allerede inden gårsdagens debat. Lørdag skrev han nemlig et indlæg i avisen Dagens Nyheter, hvor han krævede Anders Tegnell fyret for inkompetence, og samtidig langede han ud efter regeringen.
Også Moderaternas leder, Ulf Kristersson, kritiserede i går regeringen, da han satte spørgsmålstegn ved, om regeringen overhovedet har en coronastrategi. Det har regeringen, lød det fra statsministeren, og selvom Löfven erkendte, at der var begået fejl, fx at for mange i ældreplejen er omkommet, så konkluderede han, at ”strategien har grundlæggende været rigtig.”
Socialdemokratisk fremgang
Spørgsmålet er så, om den hårde kritik tynger Löfven og hans regering. Noget tyder på, at det ikke er tilfældet. Ifølge en ny måling, der her til morgen er blevet offentliggjort af statistiska centralbyrån (SCB), som er den svenske pendant til Danmarks Statistik, støtter en stor del af vælgerne tilsyneladende den socialdemokratiske kurs, som Löfven har sat under krisen.
I målingen står socialdemokraterne til 33,7 pct. af stemmerne. Det er en stigning på 8,7 procentpoint sammenliget med SCB’s seneste måling tilbage i november. Oppositionspartiet Moderaterna står til at blive det andetstørste parti med 20,1 pct. af stemmerne, mens Sverigedemokraterna får 17,1 pct. af stemmerne. Det er en markant tilbagegang for det indvandrerkritiske parti, der i november stod til 22,6 pct. af stemmerne, og som på et tidspunkt i målingerne stod til at blive Sveriges største parti.
Således er rygterne om Löfvens og Tegnells krise tilsyneladende stærkt overdrevne. Mange svenskere støtter stadig den mere liberale coronastrategi, som Sverige har lagt, og den unge mand med Tegnell-tatoveringen kan vente lidt endnu med at skamme sig. /Andreas T. Kønig