Manuel Silvestri/Reuters/Ritzau Scanpix. Laundry hangs on clothes lines strung above street between apartment buildings as Italy's lockdown measures continue to prevent the spread of coronavirus disease (COVID-19) in Venice, Italy, April 22, 2020. REUTERS/Manuel Silvestri
Coronakrisen har holdt kvindelige forskere tilbage. I en analyse foretaget af tidsskriftet Nature fremgår det, at kvinders såkaldte publiceringsrate er faldet relativt til mændenes ditto i perioden mellem 15. marts og 15. april. De kvindelige forskere har simpelthen haft travlt med at passe hus og børn, mens deres mandlige kollegaer snarere har jublet over al den tid, de pludselig har haft til at arbejde.
Det var lige godt utroligt …
Som man kan læse ovre hos Information, risikerer krisens skævvridning at gå ud over forskernes fremtidige karrierer. At blive publiceret i videnskabelige tidsskrifter er i dag alfa og omega, hvorfor kvindernes påtvungne tavshed kan ses som en mindre katastrofe. Som Jens Peter Andersen, der er seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet, fortæller: ”Dermed kan den midlertidige nedgang i kvindernes forskningsaktivitet føre til, at de vil have sværere ved det næste skridt i deres karrierer. Slutresultatet er, at coronakrisen kan få varige virkninger for kønsfordelingen inden for forskning”.
Det er fortsat kvinderne, der tager det tungeste læs i hjemmet, og det er altså lidt af et problem. Stor tænkning har altid stået på skuldrene af praktisk arbejde, der er blevet enten ignoreret eller glemt. Når økonomen Adam Smith skrev om markedets usynlige hånd, undlod han på belejlig vis at nævne de hænder, der opvartede ham hver eneste dag: Hans mors. Vanemennesket Immanuel Kant havde næppe været det samme uden sin tjener, og det samme kan siges om kommunismens fader Karl Marx. I et brev til kammeraten Friedrich Engels dateret 15. juli 1858 tigger Marx desperat om penge, så han kan slippe for at fyre ”the maids”. Ja, Marx havde simpelthen tjenestepiger i flertal.
Kostbar overseelse
Kommunistens rod med privatøkonomien rummer egentlig en god pointe: Husarbejde er på ingen måde gratis. For nogle år siden frigav The Office for National Statistics – den britiske pendant til Danmarks Statistik – en lidt chokerende opgørelse, der viste, hvor meget alt det ubetalte, huslige arbejde såsom rengøring, børnepasning og madlavning i Storbritannien egentlig er værd: I 2016 ca. 1,24 billioner britiske pund, svarende til omtrent 63 pct. af landets BNP samme år. Måske er der ikke så meget at sige til, at mange økonomer længe har plæderet for at medtage ubetalt arbejde i beregningerne af netop BNP. Vi vil ikke påstå at have udpræget forstand på teknikaliteterne, men 1,24 billioner lyder umiddelbart som en ret stor blind vinkel.
Alle verdens problemer med diskrimination og ulighed kan ikke løses på én gang. Men at få flere dygtige kvinder skubbet frem i forskningen virker som det, man med et lidt misvisende ord kunne kalde en no-brainer. Det kræver sådan set bare, at mændene giver en ekstra tørn med i børnepasningen, rengøringen, og hvad der ellers måtte være af ikke-værdsat arbejde – coronakrise eller ej. Andet kan vist ikke betale sig. /David Dragsted