Som du nok allerede har opdaget, så er 2020 et fuldstændig vanvittigt år. Da vi klamrede os til en dørkarm i en boblende brus-rus omkring midnat ved årsskiftet, havde vi ikke regnet med, at året skulle byde på pandemi, verdensomspændende racismeprotester og udpegningen af Olof Palmes morder. Men vi havde bestemt heller ikke regnet med, at vi en dag i juni skulle komme til at se Inger Støjbergs karakteristiske røde hestehale flyve rundt på den smukke blå sommerhimmel. For det kan nok være, at højrefløjen kalder hende Superwoman, men flyve det kan hun altså ikke …
Men det kan Støjberg måske alligevel godt. I hvert fald med hjælp fra Nye Borgerliges leder Pernille Vermund. Vermund vil nemlig samle ind til at få et fly i luften, der skal have en støttevimpel for Støjberg i halen.
Støjberg har da også brug for at føle sig flyvende. I disse dage forsøger hun at overbevise Instrukskommissionen om, at hun ikke bevidst brød loven, da hun som udlændinge- og integrationsminister udsendte en pressemeddelelse, hvori der stod, at alle asylpar med en mindreårig part skulle adskilles. En sådan kategorisk instruks er nemlig ulovlig, men Støjberg fastholder, at det på de indre linjer i ministeriet stod klart, at der kunne være undtagelser. Og pressemeddelelsen? Det var ifølge Støjberg ikke en instruks, men et stykke politisk kommunikation.
Det er lidt af en suppedas at havne i som tidligere minister, for det kan ende i en rigsret. Og når man potentielt er på vej i rigsret, så forestiller vi os, at en personlig flyvetur til en leder af et konkurrerende parti føles som en relativt latterlig form for støtte. Ligesom den her kommentar på Nye Borgerliges Facebook-side også må føles relativt vredesvækkende:
”Lille henrivende Inger og Pernille (i er kønnere og klogere end skrigeskinken). Flyv i bare højt, men hvis i ser barnebrude deroppefra, så sig det ikke til venstrefløjen. De elsker den slags. I har min stemme!” Det er næsten imponerende så meget sexisme, man kan proppe ind i en støtteerklæring til to kvinder.
Den største forbrydelse
Men selvom flyet er latterligt, og selvom beskeden er provokerende, så er Inger Støjberg nok glad for begge dele alligevel. For de viser, at selvom hun potentielt har dårlige kort på hånden, så nyder hun stadig stor opbakning i befolkningen. Støjberg har da også selv arbejdet hårdt for, at sagen føres som en politisk tvist i offentligheden og ikke som et juridisk spørgsmål i Retten på Fredriksberg. Hun har nemlig gang på gang sørget for at få det til at handle om, hvorvidt man er for eller imod barnebrude, selvom det i virkeligheden handler om, hvorvidt en minister må bryde loven eller ej.
Altinget skrev i går om en meningsmåling, hvor vælgerne var blevet spurgt om følgende: ”Da Inger Støjberg var minister, besluttede hun i 2016 at adskille alle nyankomne asylpar, hvor den ene part var under 18 år. Beslutningen var i strid med lovgivningen, der siger, at hvert asylpar skal behandles individuelt. Mener du, at Inger Støjbergs beslutning var i orden, selv om den var i strid med loven?” Hertil har 39 pct. af vælgerne svaret, at Støjbergs beslutning var i orden, og når man kun måler blandt de blå vælgerne, er der et stort flertal, der støtter Støjberg.
Altinget har senere rettet artiklen, fordi det jo ikke er afgjort, om daværende minister Inger Støjberg personligt har besluttet, at alle parrene skulle adskilles uden undtagelse. Men undersøgelsen er interessant alligevel. For den fortæller, at selv hvis det viser sig, at Støjberg har handlet ulovligt, så har hun en stor del af vælgerne i ryggen.
Støjberg kan uden tvivl takke sin egen spinindsats for den opbakning. Og faktisk er det her, vi finder Støjbergs største forbrydelse. For selv hvis det viser sig, at hun ikke har gjort noget galt som minister, så har hun manipuleret en stor bevægelse frem, der er klar til at tilsidesætte retsstat for at støtte en politiker. Det kan vise sig at være en uoprettelig skade, for det er i den slags muld, at der gror populistiske autokratier.
Dermed har Støjberg med sit forsvar potentielt begået en forbrydelse, der er langt værre end den, hun anklages for. /Andreas T. Kønig