Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Her på stedet elsker vi en god skattejagt, og den inklination deler vi med det meste af det danske mediebillede. Noget, vi ikke deler med resten af det danske mediebillede, kunne så være vores sløvhed. Således kom vi alt for sent ud af starthullerne til at deltage i ugens størst anlagte jagt på den mest hårdtslående kritik af Black Lives Matter Denmark og den demonstration, de i sidste weekend afholdt. Det er aldrig sjovt at komme for sent, for så tvinges man til at stå på sidelinjen, mens løjerne udspiller sig et helt andet sted. Til gengæld kan man fra denne tilskuerposition danne sig et overblik over slagets gang.
Vi skal ikke kede jer med alle detaljerne, men blot nøjes med at sige, at grundigheden i afdækkelsen af problemerne med Black Lives Matter Denmark, søndagens store demonstration og deres talsperson Bwalya Sørensen har været imponerende. Således er det blevet kritiseret, at Black Lives Matter fik lov at afholde en demonstration med mindst 15.000 deltagere, når nu landets konfirmander i løbet af foråret blev nægtet deres gudsfejringer. Ligesom organisationen har skullet forsvare deres valg om at lade sorte mennesker gå forrest i demonstrationen, at afholde en ikke-registreret indsamling til finansiering af demonstrationen, og deres uvilje imod at samarbejde med Amnesty International om at arrangere en demonstration i Nordens Paris, Aalborg.
Sørensen er blevet beskyldt for at skabe splid snarere end sammenhold, for ikke at formå at give klarhed over, hvor penge, der doneres til Black Lives Matter Denmark, ender og for at have en tone, der ikke sømmer sig i den danske debat. Er det kritikpunkter, man kan rette? Muligvis. Vi er som udgangspunkt tilhængere af, at organisationer og enkeltpersoner, der pludselig nyder stor tilslutning, kigges efter i sømmene. Men når man i Weekendavisen kan læse, at ”Kvinden er ude af kontrol” og i Altinget må forstå, at Sørensen er en katastrofe for sin egen sag med sin ”hysteriske retorik”, så er det – også med øje for begge mediers rimelig kønsstereotype sprogbrug – en indikation af, at fokus har flyttet sig fra bolden.
Lidt dårlig stemning til din lørdagskaffe
Det er desværre her, stemningen går fra dårlig til værre, for spørger man den amerikanske sociolog Robin DiAngelo, hvorfor samtalen om racisme så let kører af sporet, så er hendes svar, at hvide mennesker er notorisk dårlige til at tale om racisme, fordi det støder os på vores ”hvide skrøbelighed”. Av. Især, skriver DiAngelo i sit hovedværk White Fragility (2018), er det svært for os, der egentlig ser os selv som progressive. Det er det, fordi vi lever i en falsk forestilling om, at samtalen om og kampen for lighed er kommet længere, end den egentlig er. Når de i Information påpeger, at hvide mennesker altså også kan afholde solidaritetsprotester for sorte mennesker, så er det jo sådan set ikke forkert. Men i den ligning mangler en erkendelse af, at det stadig er sprit nyt, at sorte mennesker nyder opbakning til selv at afholde demonstrationer. At lade sig fornærme, hvis tilbuddet om en sådan solidaritet afslås, er det, som DiAngelo ville betegne som hvid skrøbelighed.
Den samme skrøbelighed er på spil, når vi kritiserer Bwalya Sørensen for at lade sorte mennesker gå forrest i Black Lives Matter demonstrationer eller for at være grov i sin tone. For DiAngelo peger på, at vi som hvide mennesker har tendens til at føle os angrebet og offergjort, når vi trues på vores position. Derfor kunne man fristes til at påstå, at det er derfor, samtalen lynhurtigt flyttede sig fra den egentlige kerne: organisationens påstand om, at der også i det danske samfund findes strukturel racisme til det massive fokus på enkeltpersonen bag budskabet. Men det ville godt nok være groft, og det er heldigvis i hvert fald ikke rigtigt!!! /Asta Kongsted