Konkurrencestaten versus historien. Slotsholmen er en udmærket radioudsendelse på DR’s P1, som hver uge tager dansk politik under behandling i et højt tempo. Torsdag havde udsendelsen besøg af, hvad man måske nok kan kalde en surprise-gæst: billedhuggeren Bjørn Nørgaard. Han indledte med en monolog af en beskaffenhed og længde, som giver studieværter svedige håndflader: ”Det, der gør, at vi er et demokrati og en nationalstat, er historien,” sagde Nørgaard. ”Historien er det, der kom ud af oplysningstiden. Det er derfor, at Oehlenschläger skriver i [Guldhornene], at det er bondepigen, der hiver guldhornene op af den danske muld. Det er simpelthen folket, der bliver legitimeret ved hjælp af historien. Hvor kongen fik magten af Gud, så får folket legitimiteten fra den historie, som gør, at vi er blevet danskere i Danmark. Og det, vi har, er jo en lang række monumenter, genstande og andre ting, der gør, at vi dag kan se og forstå – og fremtidige generationer kan se og forstå – hvorfor vi er dem, vi er. Så er der jo sket det de sidste 25-30 år, at vi ikke længere lever i nationalstaten. Vi lever i en konkurrencestat, og konkurrencestaten, den har altså hverken brug for historien, museerne eller folket. Konkurrencestaten har brug for kapital, produktion og arbejdskraft.” Da der endelig opstod en pause i billedhuggerens talestrøm, satte værten ind med sit konkrete spørgsmål: ”Men hvad mister vi ved at sælge det her hus?”
Genial gips. Huset – det er Vestindisk Pakhus i Toldbodgade i København. Det har siden 1984 været hjemsted for Den Kgl. Afstøbningssamling, der varetages af Statens Museum for Kunst og ejes af Kulturministeriet. Den smukke, fredede bygning på 6.850 kvadratmeter fordelt på syv etager er fra 1780-81 og trænger til at blive brandsikret og renoveret. Det vil formentlig løbe op i mere end 100 mio. kr., og da Kulturministeriet ikke har pengene og efter alt at dømme heller ikke ønsker at gøre en indsats for at skaffe dem, vil ministeriet hellere sælge huset på den prominente adresse. Det har de pønset på i årevis. Vestindisk Pakhus vil muligvis kunne sælges for 300 mio. kr., hvilket på papiret vil skæppe godt i den slunkne kasse. Men hvad med afstøbningssamlingen? Samlingen består af ca. 2.150 små, større og store gipsskulpturer og fylder tre af bygningens etager. Der er tale om gipskopier af helt forrygende værker, hovedsageligt fra det gamle Rom og Grækenland og i nogen grad fra den europæiske middelalder og renæssance. Afstøbningssamlingen, der har en næsten komplet samling gipskopier af Michelangelos skulpturer, er en af verdens fineste og bedst bevarede og kan måle sig med, hvad man ligger inde med i Moskva, Berlin og London. Såfremt Vestindisk Pakhus (hvis øverste i etage i øvrigt huser Det Vestindiske Handelsselskabs oprindelige bestyrelseslokale) bliver solgt, vil afstøbningssamlingen formentlig blive flyttet til Brede Værk. Her vil der dog ifølge den lille standhaftige private lobbyorganisation Afstøbningssamlingens Venner (som tæller Bjørn Nørgaard) opstå et alvorligt pladsproblem; Brede Værks bruttogulvareal er langt mindre end det, som afstøbningssamlingen har til rådighed i Vestindisk Pakhus, og her står figurerne i forvejen meget tæt. Prisen for at flytte de mange gipsafstøbninger – altså selve den fysiske flytning – vurderer Afstøbningssamlingens Venner vil løbe op i 40-50 mio. kr. Så for at staten kan tjene lidt håndører på salget af en smukt beliggende historisk bygning, skal der et betydeligt beløb op af lommerne. Kan det svare sig?
Bryggerens skyld. Det er næsten alt sammen brygger Carl Jacobsens (1842-1914) skyld. Han var besat af gipsskulpturer og foreslog i 1883 Kultusministeriet at oprette et nationalt museum for gipsafstøbninger med et pædagogisk-formidlende sigte, og da Den Kgl. Afstøbningssamling årtiet senere bliver realiseret, er det med Carl Jacobsen som direktør. På det tidspunkt er kopier ikke længere hot shit, folk vil se originaler, men Jacobsen har ikke fornemmelse for tidsånden lige før århundredeskiftet; han shopper bare amok. Og hvis Kulturministeriets midler ikke rækker, betaler han af egen lomme. Samlingen bliver stor og udstilles på Statens Museum for Kunst. Den gængse opfattelse af kopier som andenrangskunst fortager sig dog ikke, og i 1966 sendes hele samlingen til opmagasinering i en lade i den nordjyske landsby Ledøje. Da samlingens værdi i begyndelsen af 80’erne anslås til et betydeligt millionbeløb, beslutter daværende kulturminister Mimi Stilling Jakobsen at skabe plads til den i Vestindisk Pakhus. Men adgangen for publikum bliver mere og mere begrænset, og når Statens Museum for Kunst er tvunget til at skære i budgettet, er Den Kgl. Afstøbningssamling et bekvemt sted at spare. Nobody cares – næsten! I sidste uge fik Afstøbningssamlingens Venner foretræde for Folketingets Kulturudvalg. De ønsker at beholde afstøbningssamlingen i Vestindisk Pakhus og skabe ordentlige økonomiske vilkår, så den ”kan blive en aktiv del af Københavns kulturliv”. Foreningen foreslår også, at der etableres et ‘Kolonihistorisk Center’ på de øvrige etager i pakhuset. Kulturudvalget har kaldt kulturminister Joy Mogensen (S) i samråd om sagen. Det er lidt af en gyser. Fortsættelse følger. /Oliver Stilling