Et monument af følelser og ophidselse

Når man først har set det, er det et af de pressefotos fra klodens Black Lives Matter-relaterede begivenheder, som nok vil blive siddende på nethinden: En skarptskåret sort mand kommer gående med en hvid mand på skulderen. Den sorte mand er muskuløs, blikket er koncentreret. Som en anden Batman bærer han sorte handsker i et kraftigt syntetisk materiale med beskyttende hulrum til knoerne. Hans hud skinner gyldent.

Vægten på skulderen synes ikke at påvirke ham fysisk – for ham er det bare en sæk kartofler. Bag ham er der trængsel. Der er politibetjente med hjelme og glasskærme, og blandt de sorte demonstranter er der én i bar overkrop med ansigtet formummet bag mundbind og solbriller med spejlglas, og man kan se i spejlingen, at ham med den hvide mand på skulderen er på vej hen et roligere sted. Jo, det er en redningsaktion. Den hvide mands blik er desorienteret, der er et blodspor på tværs af næsens ryg, den er muligvis brækket.

Manden på skulderen holder sin venstre hånd op til sit kortklippede hoved, sikkert for at beskytte det mod flere slag. Reptilhjernen har overtaget. Der er dybe furer i panden, og der er rynker om øjnene. Han er ikke ung, måske er han tættere på de 50? Han har en ring på ringfingeren. Er han gift? Han bæer korte jeans, og T-shirten er gledet op, så man kan se en lille blegfed vom, der flyder ud over bæltespændet. Hans højre hånd er knyttet, og bag knoerne er der små røde mærker – givetvis efter slag. Splitsekundet på pressefotoet er et helt monument af følelser og ophidselse.

Pas på

Lørdag havde nogle tusinde tosser fra Englands ekstreme højrefløj reageret på en opfordring på sociale medier om at ”beskytte monumenterne”, blandt andet efter at en statue af Winston Churchill havde fået graffiti på sig – og så havde man hørt det med: Skinhead-typer, der går på gaden for at ‘passe på’ statuer af længst afdøde mandlige britiske honoratiores, som altså også var slavehandlere og racistiske kolonialister.

Premierminister Boris Johnson kaldte om aftenen deres forehavende for ”racist thuggery”, og The Guardian beskrev, hvordan der allerede klokken 11 om formiddagen havde samlet sig adskillige tusinde ”hovedsageligt hvide” demonstranter, ”hvoraf mange drak”. Da de også begyndte at råbe navnet på den højreekstreme leder Tommy Robinson og det lidt primitive hooliganøse fodboldslagord ”Eng-ger-land”, var der ingen tvivl om, hvilke typer man havde med at gøre.

Selvfølgelig måtte det føre til voldelige sammenstød. Ifølge politiet blev 113 personer anholdt i løbet af lørdagen, hvor også disse hvide racister tørnede sammen med en som udgangspunkt fredelig anti-racistisk Black Lives Matter-demonstration. På et tidspunkt midt i karambolagen kommer den hvide fyr på pressefotoet angiveligt lidt væk fra sine venner, og da han ligger ned og tager imod slag og spark, går Patrick Hutchinson, der af medierne beskrives som personlig træner, kampsportsekspert og bedstefar, ind for at hjælpe ham. Hutchinsons venner fik skabt en cirkel omkring manden, så Hutchinson kunne tage ham op på skulderen i et godt gammeldags brandmandsgreb.

Bagefter sagde Hutchinson, at han bare gjorde, hvad der skulle gøres. ”Der var totalt kaos rundt om denne mand. Man kunne ikke engang se ham. Hvis man ikke gør noget for at stoppe det, er man nærmest medskyldig ved at stå og se på det. Vi ville ikke være med til det. Det var instinkt, jeg så ikke nogen farve, jeg så bare et menneske på jorden, som måske var ved at miste livet.”

Patrick Hutchinson sagde også: Jeg vil bare have lighed, lighed for os alle. Lige nu er tingene ikke fair, som de er, og det ønsker jeg, at de skal være for mine børn og mine børnebørn.”

Lad os tænke på dette pressefoto som et monument. Opfør det i bronze om nødvendigt eller gem det i baghovedet. Indtil det modsatte er bevist, har vi kun ét liv, så det mest meningsfyldte, vi kan gøre, er at passe på hinanden, mens vi er her. Og hvis svi så kommer i det mere filosofiske hjørne, kan vi prøve at tænke lidt mere langsigtet – som fx Bob Dylan.

I et interview i The New York Times forleden blev han spurgt, om han tit tænker på døden (altså sin egen). ”Jeg tænker på menneskeracens endeligt,” svarede han. ”Den nøgne abes lange, mærkelige rejse. Ikke for at tage let på det, men alles liv er så forbigående. Hvert eneste menneske – lige meget hvor stærk og mægtig vedkommende er – er skrøbelig, når det handler om døden. Så jeg tænker på døden i generelle termer, ikke på en personlig måde.”

Og så blev det mandag! /Oliver Stilling