Tag pengene fra politiet

I weekenden blev endnu en stort mand i USA skudt og dræbt af en politibetjent.

Den 27-årige Rayshard Brooks var faldet i søvn i sin bil, der stod og blokerede indkørslen til fastfoodrestauranten Wendy’s i Atlanta, Georgia. Han var angiveligt påvirket af alkohol. Personalet i restauranten havde forsøgt at vække manden, og da det ikke kunne lade sig gøre, valgte de at tilkalde politiet. Da en betjent forsøgte at lægge den nu vågne mand i håndjern, forsøgte Brooks at flygte. Under flugten fik Brooks fat i betjentens strømpistol, som han tilsyneladende på et tidspunkt vendte mod politiet. Det fik betjenten til at affyre sin pistol mod Brooks, der faldt død om på parkeringspladsen.

Episoden har fungeret som yderligere brændsel på et allerede brændende amerikansk bål. Demonstranter har siden slutningen af maj været på gaden i protest mod racisme og politibrutalitet, efter den sorte amerikaner George Floyd døde under en brutal anholdelse. Brooks’ død satte gang i en række nye store demonstrationer, Wendy’s-restauranten blev sat i brand, politichefen i Atlanta har trukket sig, og betjenten, der skød Brooks, er blevet sendt hjem, mens sagen undersøges.

Demonstranterne ser Brooks død som endnu et bevis på en indgroet racisme hos det amerikanske politikorps. For var det virkelig nødvendigt at skyde og dræbe Brooks? Og var Brooks også blevet slået ihjel, hvis han havde været en hvid mand? Det har nok engang fået demonstranterne til at gentage et af deres mest anvendte slogans: ”Defund the police” – definansier politiet.

De underliggende faktorer

Idéen om at tage pengene fra politiet er ikke ny. Aktivister, græsrodsbevægelser og kritikere af det juridiske system i USA har i årtier krævet, at der bliver trukket penge ud af politistyrken. Men hvor parolen tidligere er blevet affejet som en venstreorienteret utopi, så har den med de nuværende demonstrationer fået en helt anden klangbund.

Fortalerne for at definansiere politiet mener, at forsøget på at reformere politiet har fejlet. De mener, det er en forfejlet strategi blot at slå ned på kriminaliteten, efter den er sket. I stadet skal man forsøge at forebygge kriminaliteten. I USA bruges der gigantiske beløb på politi (især i byerne), og definansierings-bevægelsen ønsker, at en del af disse midler skal flyttes, således at pengene i stedet bruges på at bekæmpe nogle af de underliggende faktorer, der fører til kriminalitet i første omgang – fx fattigdom og hjemløshed, psykisk sygdom, osv.

Definansierings-bevægelsen mener i virkeligheden, at man beder politiet tage for mange opgaver på sig. En undersøgelse viser fx, at det amerikanske politi bruger 21 pct. af deres tid på at håndtere personer med psykisk sygdom. Men når politiet rykker ud i den slags situationer, kan det ofte føre til optrapning, og man kan derfor spørge, om det overhovedet er en oplagt politiopgave. Selv politiet er bekymrede for den byrde, der bliver lagt på dem. I et interview tilbage i 2016 sagde tidligere politichef i Dallas David Brown: ”Vi beder politiet om at løse hver eneste samfundsmæssig fiasko. Det er for meget at bede om. Det har aldrig været politiets formål at løse den slags opgaver.” Washington Post skrev tilbage i 2015, at en ud af fire personer, der bliver slået ihjel af politiet i USA, har en psykisk lidelse.

Aktivisterne mener derfor, at der skal øget støtte til det sociale arbejde. Således skal det ikke alene være politiet, der rykker ud, når der er anmeldelser om en mand med psykisk sygdom. Det skal i stedet være specialtrænede folk fra sundhedsvæsnet, der ved, hvordan man håndterer en person med en lidelse. Ligeledes mener aktivisterne ikke, det er politiet, som skal rykke ud, når en hjemløs bliver anmeldt. Det skal i stedet være specialuddannede personer, der måske kan tilbyde en plads på et herberg til den hjemløse. Og måske vil aktivisterne sige, at det ikke politiet, der alene skulle være taget ud til den berusede Brooks. Måske var det hele endt anderledes, hvis nogle medarbejdere fra et socialt korps først havde taget en snak med Brooks for herefter at overgive ham til betjentene. /Andreas T. Kønig