Still fra Betty.
Skateboardingen har de sidste par år fået en mindre renæssance på det store lærred. Den ekstremt anbefalelsesværdige dokumentarfilm Minding the Gap tog i 2018 filmfestivalen Sundance med storm. Skuespiller Jonah Hill debuterede som instruktør med det rørende coming-of-age-drama Mid90s, der var et lige dele kærlighedsbrev til skateboardet og 90’ernes musik og slacker-livsstil (og instruktør Larry Clarks Kids fra 1995). Og i Skate Kitchen blev sportens kønsstereotyper udfordret, da instruktør Crystal Moselle valgte at basere en fiktiv fortælling på et ægte kvinde-skate-kollektiv fra New York. Sidstnævnte har nu dannet ramme for spin-off-serien Betty på HBO – og vi er slemt begejstrede for resultatet.
Betty, der normalt bruges som et nedsættende slangudtryk for skateboardende piger, er som skabt til lyse, bekymringsfri sommernætter. Ja, den kan næsten agere substitut, hvis nu det giver sig til at regne. Vi følger en gruppe kvinder i begyndelsen af 20’erne, der alle har skateboardingen som fællesnævner. Venskaber dannes, mens tricks perfektioneres, men det hele foregår i et dejligt afdæmpet tempo. Der er både tid til hashtågede samtaler og formålsløse køreture. Plottet udvikler sig løst og organisk. Konflikter er løbende til stede, men tingene forceres ikke mere end højst nødvendigt. At se Betty føles som at hænge ud med et hold gode venner, og det skyldes ikke mindst seriens autenticitet.
De bærende karakterer, Janay, Honeybear, Kirt, Indigo og Camille, spilles alle af skuespillere fra Skate Kitchen, og alle er de en del af det ægte skate-kollektiv af samme navn. Serieskaber Crystal Moselle opdagede oprindeligt kvinderne i metroen i New York og blev draget af deres stil, samvær og skateboards. For hvor ofte så man egentlig lige kvinder på skateboards? Hun besluttede sig for at følge dem, og resultatet blev først en kortfilm og siden Skate Kitchen og Betty. Den gensidige tillid og respekt, der med tiden er opstået mellem medvirkende og instruktør, skinner klart igennem.
På papiret kan Betty godt ligne et produktionsselskabs overgearede forsøg på at skabe en ovenud politisk korrekt serie. Ud over de klare feministiske tematikker er mange af hovedpersonerne både sorte og queer. Men Betty er altså ikke en gruppe pengemænds påfund efter et spil woke-bingo. Det er levet liv med fødderne solidt plantet på brættet. Af samme grund føles serien befriende universel, selvom problemstillingerne måske ikke er lige genkendelige for alle – og også selvom man aldrig selv har landet et kickflip eller en ollie. /David Dragsted