Søren Pape Poulsen og Mette Frederiksen under partilederdebatten på Christiansborg i København under Folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Onsdag aften holder alle partier valgfest i København i forbindelse med, at der er folketingsvalg, hvor der skal vælges i alt 179 medlemmer til Folketinget. Aftenen afsluttes med en partilederdebat.
”Biiib! Biiib! KRUSJ, GRONK … Biib! Biib!”
Du ser forsigtigt rundt i den blinkende skrotbunke af et transportmiddel, du befinder dig i. Over for dig står din tidsrejsekaptajn og klamrer sig til det komisk store urværk, som han netop har skruet på for at sende maskinen og jer ud på en rejse i tid og rum. Han smiler forlegent. ”Hun ser ikke ud af meget, men hun får dig fra A til B,” siger han og er ved at få overbalance, da fartøjet pludselig rammer jorden med et ordentligt ”GADONK!”
”Så er vi fremme,” siger kaptajnen og gnubber sit fedtede overskæg, som han gemmer under piccolohatten. ”Velkommen til Nørre Fælled i København d. 5. maj 1872.”
Du begynder at sætte spørgsmålstegn ved dine egne dispositioner. Endelig har du fået fat i en tidsmaskine, og så vælger du at rejse tilbage til Slaget På Fælleden. Du kunne have lagt an på Kleopatra eller savlet over Achilleus’ mavemuskler, men nej, du er så småt et menneske, at du vælger at bruge din tidsrejse på at rejse tilbage og være bedrevidende overfor politiske bevægelser og skikkelser. Er det, fordi du vil understrege en pointe, eller er det bare blevet en sport for dig? Det er også lige meget. Du kan lige så godt få det gjort.
”Halløj, du, socialdemokrat!” råber du til en vred arbejder, der løber forbi med knyttede næver. ”Du kan kæmpe alt det, du vil, men om ca. 150 år vil dine kumpaners arbejderregering flette voldsomt fingre med den konservative adelsklasse. De vil prise sig over, at en greve ved navn Knuth stemmer for deres planer om internationalt samarbejde, og de vil …”
Du når ikke at sige mere, inden arbejderens næve rammer dig lige på munden. Det sortner for dine øjne, men inden du besvimer, ser du kaptajnens ansigt i dit tågede synsfelt. Han må have samlet dig op og bragt dig tilbage til tidsmaskinen. ”Hvorhen nu?” spørger han. Du husker, at det nu er blevet tid til at fornærme de liberale også. ”Find mig den yngre Uffe Ellemann-Jensen,” hvisker du med dine sidste krampetrækninger. ”Ham med EU-sokkerne. Han skal vide, hvad hans skidte knægt har gang i i fremtiden.”
Bombe under EU-politikken
Velkommen tilbage til nutiden. Det er her, vi finder begivenhederne, der ledte til din tur med tidsmaskinen. Netop i dag er Socialdemokratiet nemlig blevet reddet på stregen af ingen ringere end arbejdernes gamle ærkefjende: De Konservative.
I EU er der den seneste tid blevet forhandlet om nyt budget, ligesom Unionen har forsøgt at finde ud af, hvordan kontinentet undgår en gigantisk økonomisk krise. Bruxelles har lagt op til, at budgettet skal være større, ligesom EU-kommissionen ønsker at optage lån på vegne af medlemslandene. Pengene for lånet skal i høj grad gives til de lande, der er blevet hårdest ramt af coronakrisen.
Det var Danmarks socialdemokratiske statsminister imod. Men selvom Mette Frederiksen har regeret Danmark som en dronning siden coronakrisens begyndelse, så er Frederiksen ikke enevældig. Dels er hun blot en lille fisk i Europa, og derfor er hun blevet nødt til at trække i land med sine strenge sparekrav, og dels er hun herhjemme blevet mindet om, at hun har brug for et mandat fra et folketingsflertal for at kunne forhandle på vegne af Danmark i EU.
Det var hun lige ved ikke at få. For Venstre har tilsyneladende valgt at bryde med en tradition, der har stået på i årtier. Normalt bakker de gamle ”ja-partier” hinanden op, når der skal gives mandat til EU-forhandlinger. Men i Venstre vil de have svar på, hvordan det større EU-budget skal finansieres, og eftersom de ikke har fået det, har de for nuværende trukket støtten.
Det kunne potentielt have sendt Frederiksen ud i en fodnotesituation, men her til morgen kom De Konservatives leder Søren Pape altså Frederiksen til undsætning. Efter forhandlinger støtter han nu regeringens forhandlingsposition, og Frederiksen kan trygt rejse til Bruxelles.
Det kan nok være, at de gamle socialdemokrater på fælleden vil græmme sig over at skulle have hjælp fra Pape, den lollandske greve og de andre i det konservative parti, men Venstres lille stunt sender mest bare Venstre ud i problemer.
Først og fremmest fremstår oppositionen nok engang splittet, og Søren Pape får nok atter lov til at fremstille sig som den egentlige leder af oppositionen. Derudover får Venstres finte alle til at glemme, at Mette Frederiksen faktisk måtte løbe fra sit løfte om ikke at ville betale mere til EU. Nu vil alle i stedet snakke om Venstres forfejlede manøvre, og hvordan det engang så stolte liberale og proeuropæiske parti ikke længere stemmer med ja-partierne. Venstre forsøgte at spænde ben for det ustoppelige socialdemokrati, men væltede selv i forsøget.
Det kan potentielt være en bombe under EU-politikken. For hvis der kommer præcedens for, at ja-partierne ikke stemmer sammen, men i stedet forsøger at drille hinanden på baggrund af indenrigspolitiske slagsmål, så kan det blive svært for Danmark at manøvrere i fremtidige EU-spørgsmål. Derfor må man forestille sig, at der nok venter endnu en kæberasler, når man rejser tilbage i tiden for at fortælle en yngre udgave af manden med EU-sokkerne, hvad hans søn har gang i. /Andreas T. Kønig