Den jarlovske undren

Vi bliver i dag nødt til at indlede vores ”Kære læser” med at citere et tweet fra MF’er Rasmus Jarlov (K). Og bare rolig, der skal skam nok være en mening med galskaben, men hold først lige på hat, briller og humøret. Her kommer det:

”Hvorfor egentlig hade ældre, kristne, hvide mænd så voldsomt, når de generelt har været verdensførende i at give rettigheder og plads til unge, andre religioner, etniske mindretal og kvinder (og andre køn)?”

Som en ven til en af vore redaktionensmedlemmer udbrød, da han læste det: ”Det var da imponerende dumt.” Ud over at tweetet synes at vidne om historieløshed af en anden verden (hvis der er noget, hvide mænd har excelleret i gennem tiden, så er det vel at tage rettigheder fra andre), forstår vi simpelthen ikke, hvad den folkevalgte politikers slutspil er her. Selvom tweetet synes ret så inkriminerende, vil vi dog ikke kalde Rasmus Jarlov dum. Vi vil snarere kalde ham tankeløs.

I bogen Eichmann i Jerusalem udvikler tænker Hannah Arendt det berømte begreb ”ondskabens banalitet”. Arendt har sat sig for at følge retssagen mod topnazisten Adolf Eichmann (og her vil vi for god ordens skyld understrege, at vi altså ikke sammenligner Jarlov med Eichmann), og bliver slået af, hvor helt igennem gennemsnitlig, nazisten tager sig ud. Selvom Eichmann har millionvis af menneskeliv på samvittigheden, er der ikke noget ved ham, der skriger ondskab i nogen traditionel forstand. Hans forsvar er dybt banalt, men i en rent negativ forstand. Det er ikke dumt, men tankeløst.

I resten af Eichmann i Jerusalem lader Arendt det med det tankeløse stå lidt for sig selv, indtil hun vender tilbage til temaet i det posthume værk Åndens liv. Arendt lader sig her inspirere af de gamle grækeres forståelse af tænkningen som en såkaldt beundrende undren. At tænke tager altid udgangspunkt i en oprigtig, begejstret undren over verdens beskaffenhed og har derfor ikke noget med intelligens at gøre, skriver Arendt. Eller som Martin Heidegger også formulerede det: ”Denken ist Danken”, altså at tænke er at takke. Alle evner at tænke; det hele afhænger af, hvordan man forvalter denne evne.

Det er her, filmen knækker for Jarlov: Han har glemt at praktisere den beundrende undren. Jarlovs tweet er måske formuleret som et spørgsmål, men der er intet takkende ved det. Snarere end at ville undersøge de komplicerede problemstillinger vedrørende køn, race, religion og rettigheder på oprigtig og begejstret vis, blæser Rasmus Jarlov snarere til angreb ved at opildne til forargede modsvar (såsom det her). Vi kunne jo døbe grebet ”den jarlovske undren”.

Tak for tanken

I Åndens liv går Hannah Arendt videre til at definere tænkningen som en samtale. At tænke er derfor altid noget aktivt, og det kræver en naturlig tosomhed. Tosomheden er der endog, når du er alene, for i så fald vil du ved at tænke være i dialog med dig selv (af samme grund mener Arendt, at der er afgørende forskel på at være alene og på at være ensom). En fin illustration af dette forhold kan ses i Storbrittanien, hvor fodboldspilleren Marcus Rashford netop har fået premierminister Boris Johnson til at tænke sig om, bare ved at tale til ham.

Mandag skrev Rashford således et længere brev til det britiske parlament, hvor han opfordrede politikerne til at forlænge et program, der har givet hjemsendte skolebørn fra udsatte familier gratis måltider unden coronakrisen. Fodboldspilleren beskrev på rørende vis, hvordan han selv måtte gå sulten i seng som barn, og at han ikke ønskede, at det samme skulle ske for britiske børn nu. Johnson havde tidligere afvist, at en forlængelse kunne komme på tale. Men da først Rashford havde luftet sine tanker, stod BoJo altså med en gedigen tabersag på sine hænder i den fodboldgale nation.

Regeringen meddelte tirsdag, at der alligevel ville blive sat 120 mio. britiske pund af til at forlænge madprogrammet henover sommeren. Det skete, som The Guardian skriver, ”blot få timer inden det var forventet, at regeringen ved en ”opposition day”-debat ville argumentere imod at fodre sultne børn henover sommeren”. At en sådan debat overhovedet var på tale i første omgang er altså vildt nok. Man kunne jo kalde det en mangel på omtanke. Eller måske er det bare den jarlovske undren, der har været på spil.

Helt spændende bliver det i øvrigt ovre hos Socialdemokratiet, nu hvor stabschef og Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen i går meddelte, at han forlader skuden til fordel for en topstilling i Danfoss. Gad vide, om Frederiksen formår at være alene med egne tanker og politiske visioner, eller om hun snarere går hen og bliver ensom? /David Dragsted