Hvordan Labour tabte valget

Det var det værste valg for en britisk opposition i næsten 100 år.

Jeremy Corbyn, der nu er tidligere leder af det britiske arbejderparti Labour, havde håbet, at han i december 2019 kunne fravriste Boris Johnson magten, da briterne skulle vælge deres næste premierminister. For hvorfor ikke? Uligheden i Storbritannien er støt stigende, landet har seriøse problemer med fattigdom, og op til valget havde skiftende konservative premierministre vist, at de ikke kunne håndtere det brexit, der lå briterne så meget på sinde. Ræverøde Corbyn tilbød vælgerne en ny venstreorienteret retning, der umiddelbart kunne se fristende ud for det mange udfordrede arbejderfamilier.

Men Corbyn tabte, og Corbyn tabte stort. Partiet mistede 59 sæder i parlamentet, og Labour kunne se vælgerne forlade dem overalt – og især i de gamle arbejder-bastioner som fx nord-øst-England.

Hvad gik der galt? Det spørgsmål fik en gruppe sammensat af parlamentsmedlemmer, fagforeningsfolk, embedsmænd og aktivister fra Labour til opgave at svare på efter valget. Nu er svaret kommet i form af en rapport på mere end 150 sider. Her bliver det tydeligt, at Corbyn ikke bare tabte kampen om premierministerposten, men også kampen om sit eget parti. For rapporten er i den grad et opgør med den røde Corbyn, og samtidig er det også en påmindelse til Labour om, at de er langt fra den næste valgsejr.

Vælgerne ville have politikken men ikke projektet

Det første svar på, hvad der gik galt, er altså ganske simpelt: Jeremy Corbyn.

Rapporten konkluderer, at Corbyn var forfærdeligt upopulær blandt vælgerne. I september 2019 var der 67 pct. af vælgerne, der virkelig ikke kunne lide ham, mens det kun var sølle 12 pct. af briterne, der havde et positivt syn på arbejderlederen.

En del af Corbyns problem var de mange beskyldninger om anti-semitisme i Labour, som vælgerne ikke mente, lederen håndterede i tilfredsstillende grad. Også på de interne linjer konkluderer rapporten, at partiet var tynget af manglende kriseledelse. Sagerne skabte en ”giftig kultur” og ”betydelig strategisk og operationel dysfunktion.”

Mange Corbyn-tilhængere har peget på, at den røde leder umuligt kan have været årsagen til det store nederlag, fordi han som oppositionsleder ved valget i 2017 faktisk sikrede Labour et ganske godt valg. Men ifølge rapporten var 2017 en outlier, der maskerede for de grundlæggende problemer, der har floreret i Labour i årevis. For det handler ikke kun om Corbyn. Labour har set vælgerflugt siden 2001, og det er opfattelsen, at det gode valg i 2017 handlede mere om det konservative regeringspartis inkompetence end om Labours tilbagevendede styrke. Faktisk skriver de i rapporten, at valget i 2017 ikke gjorde andet end at ”bidrage til manglen på en ærlig refleksion over det pludselige bedre valgresultat og en analyse af de fortsatte underliggende svagheder hos Labour.”

Handler det måske simpelthen om, at de britiske vælgere ikke vil have venstreorienteret politik? Nej, så simpelt mener Labour ikke selv, det er. Det er mere komplekst. Faktisk er det et paradoks. For de individuelle forslag, som Labour fremlagde i deres manifest, var populære, men den samlede pakke blev af vælgerne opfattet som urealistisk, og det fik vælgerne til at miste troen på projektet, og arbejderpartiet mistede deres troværdighed.

Det er brexit, dumme

Selvom analysen er, at Labours problemer er dybe og strukturelle, så er der i arbejdsgruppen bag rapporten heller ingen tvivl om, at brexit har spillet ind på det dårlige valgresultat. Labour havde med Corbyn ved roret ingen klar brexit-politik, og det kostede dem dyrt. Ingen var i tvivl om, hvad Boris Johnson mente om brexit. Alle var i tvivl om, hvad Corbyn mente om Brexit.

Brexit bliver også hægtet sammen med en moderne virkelighed, hvor vælgergrupperne er blevet anderledes defineret. For det er ikke sådan mere, at man stemmer Labour, bare fordi man er arbejder med en lav indkomst. Partiet har mistet en stor gruppe tidligere Labour-vælgere, der i dag identificerer sig selv som socialkonservative på leave-siden. Det er dem, der ofte bor i de britiske yderområder, hvor Labour engang stod så stærkt.

I stedet er Labour blevet et byparti. Byerne var nemlig det eneste sted, hvor partiet rent faktisk så fremgang. En af årsagerne hertil er, at de fleste unge studerende er bosat i byerne, og de stemmer i overvejende grad Labour. De britiske socialdemokrater kan derfor glæde sig over, at den nye generation er på deres side, men det er ikke nok, hvis de vil vinde næste valg. De er langt bagefter på point, men rapporten synes at vise en ny, klar strategi for partiet: Corbyns lederskab skal afskrives som en fejl og historisk parentes, organisationen skal strømlines, partiet skal være pragmatisk midtersøgende, og så skal der ellers håndplukkes socialistisk politik – men kun i de rette mængder. /Andreas T. Kønig