Gudskelov for identitetspolitikken

Vi har bemærket, at der findes en del internetkrigere og debattører derude, som har proklameret, at de er rigtig trætte af identitetspolitik. De gider bare ikke diskutere hudfarve, ligestilling, køn og kultur mere, og de er så trætte af, at folk hele tiden bringer det ind i debatten – hvilket er spøjst, eftersom de ofte selv ikke synes at lave andet.

Her på Føljeton har vi det anderledes. Vi synes, at den identitetspolitiske debat er noget af det vigtigste, der er sket længe. Hvorfor? Fordi den har bragt kritikken tilbage i centrum af den offentlige debat, og kritik kan man ikke få for meget af. Det er kun sundt, at der bliver stillet spørgsmål ved de strukturer, vi normalt tager for givet. Kultur er til for at blive udfordret, og det er det, identitetspolitikken gør. Det kan aldrig være skadeligt at spørge sig selv, hvem man er, og hvem man bør være.

Det betyder ikke, at vi er enige i al kritikken. Der er ved gud meget identitetspolitisk pladder derude, som vi synes er noget være bras. Vi græmmes fx over det nylige angreb på politolog og professor Ole Wæver, der på et ekstremt spinkelt grundlag er blevet beskyldt for at bedrive racistisk teori, og vi løfter da også øjenbrynene, når hvide mennesker bliver bedt om at gå bagerst til en Black Lives Matter-demonstration.

Er Wævers teori racistisk? Skal hvide mennesker gå bagerst til en anti-racistiske demonstration? Vi hælder nok til nej på begge spørgsmål, og så må vi jo bare sige dét og fremlægge vores argumenter. Men derfor er det alligevel vigtigt, at lignende spørgsmål bliver stillet.

For nogle gange viser svaret på spørgsmålet sig faktisk at være ”ja”, selvom alle i årevis har taget for givet, at det var ”nej”. Det er de spørgsmål, der skabte #metoo-bevægelsen, det er de spørgsmål, der har sat LGBTQ+-rettighederne på dagsordenen, og det er de spørgsmål, der gør, at hele verden lige nu diskuterer strukturel racisme, som millioner af mennesker hver dag er underlagt.

Identitetspolitikken har sat gang i kulturkrigen, og det er godt, for det er de vanvittige spørgsmål og de efterfølgende diskussioner, der gør, at verden forandrer sig. Ligesom den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel tror vi på, at historien bevæger sig ved hjælp af den dialektiske metode. Der er brug for en tese og en antitese, og så skal det gennem et blodigt slag på ord og meninger gerne munde ud i en overordnet syntese, der rykker virkeligheden et nyt (og forhåbentlig bedre) sted hen.

Det betyder ikke, at det er nemt. Identitetspolitikkens evige kritiske blik gør det vanskeligt at manøvrere som menneske. Det er svært at finde ud af, hvem man selv er, fordi man også skal passe på ikke at være nogen anden. Hvilken kultur må og vil man fx tilhøre? Man har ikke lyst til at være sådan en pølse-dansker, for så bliver man viklet ind i noget højrenationalistisk. Det går heller ikke at hente for meget fra minoritetskulturer, for det er kulturel appropriation (det er det i øvrigt åbenbart også, hvis man tager en heavy metal-T-shirt på). Og hvis man kun er til amerikansk kultur, så er man sådan en, der ligger under for USA’s kolonialistiske kulturdominans … Argh!

Det er da bøvlet. Men det skal det da også være at være menneske. For bøvlet betyder, at du stiller dig kritisk og reflekterer. Er det kulturel appropriation, når du vil gå i Slayer-T-shirt eller have lavet dreadlocks? Næ, det synes vi ikke, for kultur må gerne være mangfoldig og flydende. Men det er da fint, at du tænker dig om, inden du gør det. For en eller anden dag vil du måske sætte spørgsmål ved en anden af dine handlinger og konkludere, at hvis du fortsætter med at gøre, som du altid har gjort, så gør det dig faktisk til lidt af en idiot. Og skulle det nu være et problem at forsøge at blive et bedre menneske? /Andreas T. Kønig