Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Statuer i Kongens København er i denne uge begyndt at ryste i bronzebukserne. Debatten om og nedrivningen af historisk blakkede monumenter har nemlig spredt sig til Europa, og pludselig skete det, der ikke måtte ske. Nogen kom til at nævne, at vi da vist også har et par statuer stående, som på den ene eller den anden måde repræsenterer en mindre heldig tid i dansk historie. Og hvad stiller Danmark så op med dem? Der findes forskellige løsninger.
Marcus Knuth-approachen
Den første kunne vi kalde for den kulturkonservative løsning eller, for at jazze det lidt op, ’Marcus Knuth-metoden’. Argumentet går kort og godt på, at de statuer, vi har stående i vores byrum, repræsenterer en særlig tid i vores historie og i øvrigt er vigtige kunstværker.
Fjerner eller ændrer man statuerne, vil det ikke kunne tolkes som andet end et radikalt forsøg på at redigere historien. For som Marcus Knuth (KF) siger det: ”Da vi opførte statuerne for hundredvis af år siden, var det fordi, at de i deres tid var store, velrespekterede, højtelskede mennesker, som gjorde noget godt i deres tid.” Hvis den holdning i mellemtiden skulle have ændret sig, er det op til den enkelte at sætte sig ind i sagerne. Statuerne bliver, hvor de er.
Riv lortet ned
At de afbildede konger og slavehandlere var populære i deres samtid, ville ifølge kunsthistoriker Erin L. Thompsen ikke være noget stærkt argument for at bibeholde monumenterne. I et interview med The New York Times fortæller hun, at der så tidligt som 2700 f. Kr. ses eksempler på, at statuer rives ned eller vandaliseres i takt med, at overbevisninger og magthavere skiftes ud. Monumenter kommer og går, og destruktion er en lige så stor del af historien som præservering. At tænke på monumenter som urørlige eller ligefrem hellige, er for Thompsen udtryk for en ahistorisk forståelse af kunstens funktion i det offentlige rum.
Thompsen peger på, at statuer altid repræsenterer et synspunkt. Placeres de et offentligt sted, sender det et signal om, at det synspunkt også er det officielle. Er den officielle holdning ikke længere, at slaveri er en positiv ting, skal man overveje, om det alligevel er det signal, man som samfund sender ved at have statuer af slaveejere stående i offentligheden. Derfor er hun eksponent for en løsning, der kunne få titlen ’Riv lortet ned (din ahistoriske klaphat)’.
Work hard, play hard
Her til sidst bliver det lidt langhåret, for hvad ville en diskussion af ”kunstens rolle i samfundet” være uden et filosofisk hot take? Derfor kunne et sidste løsningsforslag komme med udgangspunkt i den italienske filosof Giorgio Agambens begreb om ’profanering’. Kort og godt handler det om at tage det, som engang var helligt eller urørligt, og gøre det tilgængeligt for en demokratisk proces.
Har man f.eks. en statue af en slavehandler og konge stående på en prominent plads i en by, kunne det være op til folket at afgøre, hvilken skæbne den skulle lide. Helt frie tøjler får man dog ikke hos Agamben, for profanering handler mere om leg end om ødelæggelse. Som et barn der tager en grydeske og bruger den som trommestik, handler profanering om at tage det eksisterende ud af sin kontekst og finde nye brugsformer. Fjerner man dem helt, forsvinder legen og dermed også samtalen.
Som vi skrev i går, har Joy Mogensen allerede udtalt, at der ikke kan blive tale om at fjerne statuer i en dansk kontekst. Skulle hun alligevel en dag komme i sit legesyge hjørne, kunne et forslag være at smelte statuen af Christian den 5. om. Det forlyder, at kunstnerne bag I Am Queen Mary-statuen på andet år forsøger at få finansieret en bronzeversion af den slavegjorte oprørsleder Mary Thomas. De kunne sikkert godt bruge råmaterialerne. /Asta Kongsted