Analyse

Med hatten i hånden

A burnt Make America Great Again (MAGA) hat lies on the ground during a protest against racial injustice near the site of a rally by U.S. President Donald Trump in Tulsa, Oklahoma, U.S., June 20, 2020. REUTERS/Lawrence Bryant TPX IMAGES OF THE DAY

I den dybt republikaner-røde delstat Oklahoma var der i weekenden lagt op til det helt store Trump-comeback. Nu skulle præsidentens valgkamp genstartes, og det var der brug for.

De seneste måneder har nemlig været særdeles dårlige for Trump. Han er blevet kritiseret vidt og bredt for ikke at have håndteret coronakrisen kompetent, og pandemien har fuldstændig ødelagt den ellers stærke amerikanske økonomi, der skulle have sikret Trump genvalg. Oven i hatten barsler Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton med en bog, der blandt andet fortæller, hvordan Trump har føjet Kina og bedt dem om hjælp til at blive genvalgt.

Inkompetent præsident, økonomisk ruin og blød overfor Kina. Det er alt det modsatte af, hvad Trump har slået sig op på.

Derfor var det planen, at alle de dårlige sager skulle druknes i jubel fra højrøstede tilhængere ved weekendens vælgermøde i Tulsa, Oklahoma. Her var Trump på alle måder på hjemmebane. I 2016 vandt han delstaten med knusende 36 procentpoint, og vælgermøder har generelt vist sig at være præsidentens stærkeste platform. Den store ”Make America Great Again”-fest skulle vise alle, at coronaepidemien er væk, og Donald Trump er tilbage.

Men sådan gik det ikke.

Faktisk har Trump aldrig set så trist ud, som da han vendte tilbage fra sin planlagte genfødsel i Tulsa. Med bøjet hoved og en sørgelig mine traskede han ud af Air Force One og vandrede over landingsbanen, som var han tegneseriefiguren Søren Brun i et af sine mest deprimerede øjeblikke. Det overdimensionerede røde slips var bundet op og slaskede ned ad den trætte krop. I hånden havde han sin karakteristiske røde hat.

Måske var det i denne weekend, at Trump for alvor mistede sin magi.

Tiktok, tiktok

Trumps kampagneleder havde ellers lovet guld og grønne skove. Inden vælgermødet i Tulsa fortalte Brad Parscale, at hundredtusinder af mennesker havde registreret sig til det store Trump-show. Ude foran arenaen var der blevet bygget endnu en scene, hvor præsidenten kunne holde en ekstratale for de mange fremmødte.

Men der blev aldrig brug for den. For inde såvel som udenfor arenaen var der masser af plads. Brandmyndighederne i Tulsa anslår, at der var 6.000 fremmødte mennesker til vælgermødet. Trumps egen kampagne påstår, at det tal er tættere på 12.000, men uanset hvem der har ret, var fremmødet langt lavere end de 19.000 mennesker, som der var plads til.

Trump har tidligere udvist en lidt selektiv opfattelse af, hvor mange der møder op til hans vælgermøde, men selv han synes at være klar over, at arenaen denne gang var halvt tom snarere end halvt fuld. I The Guardian reporterer de, at præsidenten er rasende over det dårlige fremmøde, og kampagneleder Parscale skal i den grad have fået ørerne i maskinen. Trump er efter sigende rasende over, at det blev lækket til medierne, at nogle af kampagnemedarbejderne i Tulsa var smittet mod corona. Det kan have fået folk til at blive væk fra vælgermødet. I kampagnen siger de selv, at der var demonstranter foran arenaen, der forhindrede tilhængerne i at komme ind. Det siger tilstedeværende journalister dog er forkert.

Men der er også andre forklaringer på, hvorfor fremmødet var så lavt. Brugere på det sociale medie TikTok siger, at de har har tilmeldt sig vælgermødet i hobetal som en aktivistisk spøg. Det kan derfor være TikTok-brugernes aktivisme, der har fået Trump til at love en million tilmeldte.

Det skulle i så fald ikke være første gang, at Donald Trump har problemer med unge kritikere på TikTok. Fans af koreansk pop (også kaldet K-pop) har tidligere oversvømmet hashtags benyttet af Trump-støtter, således at der kom koreansk pop fremfor Trump-propaganda frem, når man søgte på hashtagget.

Det meget tavse flertal

Tulsa var en ydmygende oplevelse for Trump, men det er potentielt også værre for ham end det. Præsidenten taler ofte om, hvordan han har ”det tavse flertal” i ryggen. Det er dem i USA’s hjerteland. Dem, der ikke har adgang til de ”fake news,” som præsidenten så ofte langer ud efter. De skriver ikke læserbreve, de gider ikke tale med meningsmålingsbureauer, de bliver ikke hørt i offentligheden. Men når Trump er i byen, så møder de op.

Det er derfor, vælgermøderne er så vigtige for Trump. For præsidentens kampagne er de udtryk for det egentlig styrkeforhold mellem kandidaterne. Udfordreren Biden kan føre lige så meget, han vil i meningsmålingerne, men hvis han ikke har energisk opbakning bag sig, så kan det være lige meget. I USA vinder man valg ved at inspirere folk til at komme op af sofaen, og hvis man kommer op af sofaen til vælgermøde, så gør man det også på valgdagen.

Hvis det tavse flertal er blevet så tavst, at de ikke engang gider komme til Trumps arrangementer længere, så har præsidenten altså et alvorligt problem. Især fordi det kan ende som en ond cirkel. For mens entusiasme avler entusiasme, så er det modsatte også tilfældet. Trumps tilhængere bliver hjemme, mens hans modstandere ødelægger hans valgkamp på nettet.

Og som Kaptajn Klo der hører krokodillen, vil Donald Trump kunne høre uret, der tikker mod valgdagen. Det lyder forfærdeligt meget som en kendt app: tiktok, tiktok. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12