En af fordelene ved at løbe ude i den vilde natur er, at man kan møde en masse dyr. For nogle motionister er netop tilstedeværelsen af dyr dog også ulempen ved at løbe i det fri. Udfordringen kan være, at dyrene, altså de farlige af dem, skal håndteres forskelligt. Det ligger der en ret instruktiv artikel om på den amerikanske løbehjemmeside PodiumRunner.
Hvis du ser en elg eller en tyr på din vej, så tag benene på nakken og løb alt, hvad remmer og tøj kan holde. Hvis du ser en rødlos, en bjergløve eller en prærieulv, så gør din krop så stor og fyldig som mulig og bak langsomt væk (undgå at snuble). Det er de helt overordnede anvisninger. Så er der de mere specifikke:
Hvis en prærieulv er alene, skal du se den i øjnene. Men hvis den er sammen med andre prærieulve, skal du ikke se nogen af dem i øjnene. Hvis bjørnen ikke har set dig, skal du liste væk. Hvis bjørnen har set dig, skal du tale roligt til den og sige, at du er et menneske. Hvis bjørnen ser ud til at angribe dig, skal du blive stående og håbe på, at det er bluff (held og lykke).
Ser du en bjergløve, skal du ikke forsøge at løbe fra den, men blive stående og lave en umenneskelig larm. Har du et eller andet i hænderne, så kast det – også hvis det er er en ny iPhone (undgå at ramme dyret). Hvis bjergløven angriber, så kæmp med næb og kløer, men husk at beskytte nakke og hals. For egen regning vil vi tilføje: Se, om du ikke kan få held med at sparke bjergløven ud over en bjergside eller ned i en slugt.
Lukasjenkos strategi
Som du kan fornemme, er det mest irriterende ved mødet med de her dyr, at forskellige situationer kræver helt modsatrettede strategier. I den sammenhæng er det svært ikke at komme til at tænke på Hvideruslands autoritære diktator-præsident Aleksandr Lukasjenko, som lader til at have et virkelig dårligt valg foran sig, til trods for at valg i Hviderusland ikke ligefrem har en historik for at være fair og frie.
Der findes ufatteligt mange pressefotos af Lukasjenko og Ruslands præsident Vladimir Putin sammen. Her spiller de to gutter ishockey; her står de på ski; her lægger de blomster ved den Ukendte Soldats Grav i Kiev; her er de ved at tage overtøj på; her står de bare og har det skideskægt.
Det er endeløst. Er der to lande, der står sammen i den gamle østblok, så er det Hviderusland og Rusland. I sine 26 år som Hvideruslands autoritære førstemand har Aleksandr Lukasjenko altid lagt sig tæt op ad Rusland, og Putin har været hans main man og måske den eneste, han har bukket og skrabet for, for Lukasjenko har virkelig haft brug for Putins støtte og opbakning for at holde sig ved magten.
Men tiderne skifter. Lukasjenko har ikke håndteret SARS-CoV-2-pandemien særlig godt, Hviderusland har haft mere end 58.000 registrerede tilfælde af COVID-19, og nu tyder alt på, at folket, lad os kalde dem hr. og fru Hviderusland, har fået nok. Lukasjenko ser i hvert fald ud til at kunne få kam til sit hentehår ved det hviderussiske præsidentvalg d. 9. august. En lækket meningsmåling foretaget af seriøse sociologer i april viser, at kun en tredjedel af borgerne har tillid til ham, og dét selv om han kontrollerer alle landets tv-kanaler og traditionelle nyhedsmedier.
Og hvad gør man så, hvis man er 65 år, hedder Lukasjenko og er desperat? Man gør det modsatte af det, man plejer. Hvor han tidligere har skabt sig albuerum ved at spille på kappestriden mellem øst og vest, er han nu hoppet med på den anti-russiske stemning, man ser i de vestlige lande.
Pludselig beskylder han indirekte Rusland for at blande sig i det hviderusssiske præsidentvalg – blandt andet ved at lade en tidligere direktør for en russisk-ejet bank, Viktor Babariko, arrestere. Babariko er Lukasjenkos primære rival til præsidentposten ved valget. ”Masker er blevet fjernet – ikke bare fra de dukker, vi har her, men også fra de dukkeførere, som sidder uden for Hviderusland,” udtalte Lukasjenko forleden med slet skjult henvisning til Putin.
Det er ret spændende, det her. Er det begyndelsen på enden for Lukasjenko? Nu er spørgsmålet, hvilken tilstand den russiske bjørn er i. Har Lukasjenko valgt den rette manøvre? Det kan gå helt galt, og han er for gammel til at løbe væk. Nu skal han passe på hals og nakke. /Oliver Stilling