Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix. Russia's President Vladimir Putin approaches monuments to Hero Cities during a flower-laying ceremony, which marks the anniversary of the beginning of the Great Patriotic War against Nazi Germany in 1941, at the Tomb of the Unknown Soldier by the Kremlin wall in Moscow, Russia June 22, 2020. Sputnik/Alexei Nikolsky/Kremlin via REUTERS ATTENTION EDITORS - THIS IMAGE WAS PROVIDED BY A THIRD PARTY.
Der kommer et tidspunkt i enhver ældre, hvid mands liv, hvor han begynder at interessere sig for 2. verdenskrig. For Ruslands præsident Vladimir Vladimirovich Putin er den tid åbenbart nu.
Indrømmet, Putin har vist altid været lidt af en historienørd. Som man eksempelvis kunne læse i det konservative amerikanske magasin The National Interest tilbage i 2012, er Putin typen, der ”værdsætter magten i ‘brugbar historie’, anvendelsen af historie som et politisk redskab, som en social og politisk organiserende kraft, der kan hjælpe til at skabe gruppeidentiteter og pleje koalitioner.” Som artiklen videre fortæller, er den russiske præsident i særdeleshed besat af at prædike enhed, at forene det russiske folk i kærlighed til Moder Rusland, hvortil han ser revisionistisk historieskrivning som særligt anvendeligt.
Ikke desto mindre har Putin for nylig forfattet et ekstremt langt skriv om Ruslands rolle under 2. verdenskrig, der, med præsidentens egne ord, udelukkende bygger på ”arkivdokumenter og samtidige beviser”, og som tilmed undgår ”ideologiske og politiserede spekulationer”. Og så er artiklen endda blevet bragt… i The National Interest.
Krigens sande vinder
I artiklen, der har fået den sigende titel ”De sande lektioner fra 75-års-jubilæet for 2. verdenskrig”, forsøger Putin at flytte fokus fra invasionen af Polen (der blev iværksat efter Molotov-Ribbentrop-pagten mellem Nazityskland og Sovjetunionen) til Storbritanniens og Frankrigs inaktivitet i 1938, der førte til, at Tyskland annekterede Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet. Pointen er, at det altså ikke var Josef Stalins alliance med Adolf Hitler, der som sådan udløste krigen. Nej, faktisk forholder det sig snarere omvendt: Det er om nogen Sovjetunionen, der skal takkes for, at Hitler blev besejret i sidste ende.
Putin understreger i patosfyldte vendinger, hvor store ofre de sovjetiske soldater ydede i kampen mod nazismen. Sejren i Den Store Fædrelandskrig (som 2. verdenskrig kaldes i Rusland) var således ”episk og knusende”. Soldater støttede sig på ”ren, ubøjelig viljestyrke”, deres kamp var ”heroisk”, og selve ”essensen af vores nation”. Og så bliver det helt en passant nævnt, at indlemmelsen af Estland, Letland og Litauen i Sovjetunionen altså var legitim nok.
Sidstnævnte pointe kan der næppe siges (betalingsmur) at være særligt megen ikke-ideologisk historieskrivning over, ligesom afskrivningen af Molotov-Ribbentrop-pagten som udløsende for krigen nok heller ikke er et synspunkt, mainstream-historikere vil tilskrive sig uden videre. Når det kommer til Sovjetunionens betydning for Nazitysklands fald, ser Putin imidlertid ud til at have fundet en vindende formular.
G(l)emt patriotisme
Ved markeringen af 8. maj, den såkaldte VE-dag (Victory in Europe), valgte Det Hvide Hus eksempelvis at udsende et tweet, hvor USA og Storbritannien udpeges som krigens sejrsherrer, uden Sovjetunionen bliver nævnt. Sådanne forglemmelser har længe været en torn i øjet på Rusland, der med rette føler, at de sovjetiske soldaters bedrifter typisk bliver underkendt i de mere populærvidenskabelige, vestlige beskrivelser af krigens forløb.
Millionvis af sovjetiske liv gik tabt under krigen, der både er et traume og en triumf i den russiske selvforståelse. Og så kan Putin tilmed spille på sin egen personlige fortælling: Hans far kæmpede mod nazisterne under belejringen af Leningrad, og hans storebror Vitya døde. Ved at betone Sovjetunionens historiske triumf, der altså kom med en høj pris, kan Putin effektivt gøre det, han elsker at gøre med historien: Opbygge et narrativ, der forener det russiske folk mod en ydre fjende.
Mærkværdigt nok sker alt dette samtidig med, at Putin ivrigt opfordrer til enhed mellem de store nationer. ”Ved at trække på en delt historisk hukommelse kan og må vi stole på hinanden” skriver Putin eksempelvis med henvisning til kommende diskussioner mellem de permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, altså USA, Frankrig, Kina, Rusland og Storbritannien. Teksten har i den forstand en mærkelig dobbelthed over sig.
På den ene side plæderer Putin for vidt åbne arkiver og udveksling af historiske erfaringer mellem de enkelte lande. På den anden side fremhæver han både eksplicit og implicit sin utilfredshed med, at der uberettiget er blevet tegnet fjendebilleder af Rusland af de vestlige stormagter, når det eneste, landet ville under 2. verdenskrig, var at sikre freden. Selv hemmelighedsfuldt efterretningsarbejde formår den tidligere KGB-agent at tegne i et rosenrødt lys. For hvem kan egentlig sige, at Sovjetunionen ikke også modarbejdede nazisterne i det skjulte, selv da man lod, som om man var i ledtog med dem?
Det hele er meget putinsk og ikke rigtigt til at blive klogt på. Velskrevet er det også, omend ingen vist rigtigt kan påstå – ud over Putin selv – at der ikke ligger et hav af ideologisk vraggods og gemmer sig mellem linjerne. Men okay: det vidste faste læsere af The National Interest jo som bekendt allerede. /David Dragsted