Skyggerne var lange og øjnene trætte, da folketingsmedlem Sikandar Siddique mandag aften trådte op på Folketingets talerstol.
Mere end 12 stive timer havde det danske parlament været i gang med det årlige maraton af en afslutningsdebat, og vi forstå det altså godt, hvis et folketingsmedlem eller to havde problemer med at holde sig vågen undervejs.
Men som enhver, der har været på kro i provinsen, ved, så skal man aldrig gå hjem før sidste udskænkning. For det er når træthedens irritable lune melder sig, at de hidsige debatter dukker op, og sidst på aftenen kan man altid finde i hvert fald én tosse, der vil slås. Således også i går i Folketingssalen.
Normalt er larm det bedste middel til at vække folk. Men da Sikandar Siddique indtog talerstolen, vækkede han salen med sin stilhed. Som repræsentant for løsgængergruppen Frie Grønne Stemmer (også kendt som de frafaldne alternativister) bad Siddique salen holde et minuts stilhed for personer, der har været ofre for racisme – heriblandt George Floyd, der døde under en voldsom anholdelse i den amerikanske delstat Minnesota for en måned siden.
Forinden havde Siddique fortalt om, hvordan han selv har oplevet diskrimination og racisme. ”Man er bagud på point fra start. Vi brune danskere er stadig underrepræsenteret i Folketinget og i magtpositioner generelt. Vi oplever som mange minoriteter diskrimination og systematisk racisme,” lød det fra folketingsmedlemmet, der selv har pakistanske rødder.
Det var mere, end Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen kunne klare. Som en trold af en æske (ja, eller som en mand på en krostue) sprang han ud op fra stolen i ren indignation over Siddiques ord såvel som stilhed. ”Jeg synes, det er dybt skammeligt, hvad der foregår fra talerstolen lige nu,” lød det vredt fra folketingsmedlemmet. ”Jeg kommer selv fra kår, der ikke var lette. Forældre, der var misbrugere. Stammeproblemer. Alt muligt andet, som jeg har kæmpet mig igennem. Skulle jeg have opnået de ting på grund af min hudfarve. Skulle jeg føle mig hævet over noget på grund af hudfarve?” rasede han.
Hvem er det synd for?
Lars Boje Mathiesens argument er hørt før. ”Det er også synd for mig, og jeg har fandme aldrig brokket mig eller fået hjælp af nogen. Alligevel har jeg klaret mig fint. Så hvorfor skulle du have hjælp!?” kunne manden på krostuen fx finde på at råbe efter kl. 23.
Det holder bare ikke vand. Lars Boje Mathiesen og andre fra samme kår som ham har fået masser af hjælp. Hele vores samfund er vitterligt bygget op omkring at hjælpe Lars Boje Mathiesen.
Velfærdssamfundet er skabt for at udligne det naturlige lotteri. Det er skabt i et forsøg på at give misbrugerens barn de samme muligheder som advokatens. Så Lars Boje Mathiesen har måske ikke opnået de ting på grund af sin hudfarve. Han har opnået det på grund af velfærdsstaten.
Men det handler alligevel lidt om hudfarve. For hudfarve synes at være et blindt punkt for velfærdsstaten. Det vil nogen måske fremhæve som en god ting. Det må da være antiracistisk ikke at skelne mellem sort og hvid? Men at velfærdsstaten ikke anerkender farve, det er lige så slemt, som hvis velfærdsstaten ikke anerkendte, at nogen er børn af misbrugere.
Der findes masser af god og lødig forskning, som viser, at det er sværere at få et godt og lykkeligt liv i Danmark alene af den grund, at man er brun i stedet for hvid. Og eftersom ingen selv kan gøre for, hvilken farve de er født med, er det netop sådanne forskelle, der er velfærdsstatens fineste opgave at nedbryde.
Lars Boje Mathiesen burde derfor prise sig lykkelig over, at vi har et samfund, der har været med til at sikre ham lige muligheder, selvom han er født under vilkår, der som udgangspunkt gjorde det sværere for ham. Og han burde arbejde for, at andre også kan få den hjælp, han selv har fået. /Andreas T. Kønig