Bernadett Szabo/Reuters
Et skønt ideal. Det europæiske kontinent er en bastion for fundamentale og demokratiske rettigheder. Sådan er selvforståelsen i hvert fald internt i EU. Men de seneste par år har vist, at glansbilledet er begyndt at krakelere. Historien synes alligevel ikke at have fundet sin afslutning, og lande som Ungarn og Polen er begyndt at tage højlydt afstand fra det liberale demokrati og dets dertilhørende principper. En ny undersøgelse fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder viser da også, at tilstanden for de demokratiske rettigheder i Europa er mere broget, end de fleste bryder sig om. For selvom de fleste europæere stadig mener, at menneskerettigheder og deslige er en grundpille i vores samfund, så lader det ikke til, at alle er enige om, hvad menneskerettigheder er, hvem de skal beskytte, og hvem de faktisk beskytter. Samtidig viser undersøgelsen, at populismen langt fra er død, og det kan være et varsel om, hvilke politiske kræfter der gemmer sig på den anden side af coronakrisen.
Mest i teorien. Den opløftende nyhed først: Ifølge undersøgelsen, hvor 35,000 europæere har givet deres mening om Europas demokratiske tilstand, mener ni ud af 10 europæere, at menneskerettigheder er vigtige for at skabe et mere retfærdigt samfund i deres land. Selv i Ungarn, hvor færrest var af den overbevisning, mener 76 pct., at menneskerettigheder er helt centralt for et fair samfund. Desuden mener to tredjedele af europæerne, at menneskerettigheder spiller en rolle i deres hverdagsliv. Til gengæld er europæerne nok primært enige om menneskerettighedernes værdi på et teoretisk plan. For alle vil gerne have rettigheder, men alle vil ikke have rettigheder for alle, og det viser undersøgelsen også. To-tredjedele af respondenterne siger i undersøgelsen, at de mener, nogen får urimelige fordele af menneskerettighederne, og en tredjedel er enige i sætningen ”de eneste mennesker, som menneskerettighederne kommer til gode, er dem, som ikke fortjener dem, fx kriminelle og terrorister.”
Populismens grimme ansigt. Det er især personer uden lange uddannelser og med lave indkomster, der mener, at rettighederne kommer de forkerte mennesker til gode. Det er en gruppe, der også er blevet talt meget om i forbindelse med populismens voksende popularitet. Det er dem, der er blevet tabt på gulvet i globaliseringen, og som ikke har oplevet bedre levestandarder, selvom der har været opgangstider. De føler, at de bliver uretfærdigt forfordelt, og derfor er det ikke overraskende, at det også er den gruppe, der føler, de bliver overset, når det kommer til fundamentale rettigheder. Undersøgelsen viser, at de lavtuddannede med lave indkomster stadig er svært kritiske overfor det politiske etablissementet. Hele 73 pct. af de europæere, der har svært ved at få tingene til at hænge sammen økonomisk, er af den opfattelse, at de etablerede partier og politikere er ligeglade med dem. Det er en varsel om, at populismen igen kan komme til at stå stærkt efter coronakrisen. Krisen vil sende flere ud i fattigdom, og det vil sandsynligvis sende tilliden til de etablerede politikere i bund. Hvilken slags populisme bliver det så? Undersøgelsen kunne tyde på, at det bliver den diskriminerende slags. En tredjedel af europæerne mener ikke, at det er af høj betydning for demokratiet, at minoritetsgrupper bliver beskyttet mod forfølgelse. Dette tal varierer dog ganske meget mellem de forskellige lande. I Tjekkiet er det hele 60 pct., der er af denne opfattelse, og i lande som Ungarn er det ikke meget bedre. /Andreas T. Kønig