Nacho Doce/Reuters/Ritzau Scanpix
Next level grøn kærlighed. Mange mennesker har et nært forhold til deres planter. De giver dem vand, taler med dem, synger for dem og omplanter dem om nødvendigt, hvis de er vokset ud af deres gamle potte eller krukke. Det er kærlighed, og man behøver ikke have specielt grønne fingre for at kunne fornemme, når det er gengældt. Planten kan for eksempel kvittere for omsorgen ved at gro. Men hvad nu, hvis man gerne vil give sin plante en særligt frydefuld oplevelse som tak for mange grønne stunder? Så er man på den. Det er, som om der mangler et next level af hyggestunder i plante-menneske-relationen. Efter en koncert i Barcelonas operahus Gran Teatre del Liceu tidligere på ugen er det imidlertid, som om nye muligheder åbner sig. Cirka klokken 17.00 gik den klassiske kvartet UceLi på scenen for at spille Giacomo Puccinis (1858-1924) lille, ekstremt smukke elegi ”Crisantemi” (”Krysantemummer”) for et – som Associated Press formulerede det – ”publikum, der ikke behøvede at bekymre sig om at distancere sig socialt”, nemlig 2.292 planter svarende til antallet af pladser i det berømte gamle operahus.
Velvalgt elegi. Koncerten, der blev live-streamet, var udtænkt af den spanske kunstner Eugenio Ampudia (f.1958), som havde ladet sig inspirere af naturen under pandemien. ”Jeg hørte mange flere fugle synge. Og planterne i min have og udenfor voksede hurtigere. Jeg tænkte straks, at måske var det en måde at relatere til folk og naturen på en meget mere intim måde,” sagde han i forbindelse med koncerten. ”Crisantemi” var velvalgt på flere niveauer. For det første går et værk med blomstertitel formentlig rent ind hos et plantepublikum. For det andet indrammer tonerne og udviklingen i Puccinis lille elegi fint de følelser, som coronapandemien fremkalder. Han skrev den på en aften i 1890 efter at have modtaget nyheden om, at vennen Amedeo Ferdinando Maria di Savoia var død i Torino, 44 år gammel. Så ”Crisantemi” er ikke som sådan munter. Der er et vemod, men fra cirka to femtedele inde begynder strygerne at fremkalde en form for håb, som stille og roligt får krop og fylde, inden melodien dør lige så stille ud.
Som at være en plante. Det var formentlig de 2.292 planters første direkte møde med det 21. århundredes oplevelsesøkonomi. Men de havde jo ikke betalt noget for oplevelsen, og de lod til at tage godt imod den. Før koncerten gik i gang, sagde en stemme i højttalerindlægget først på spansk, så på engelsk, at man skulle slukke for sin mobiltelefon. Planterne så store ud i sæderne, og kvartetten virkede veloplagt; man kunne mærke, at musikerne kunne mærke publikum. Som tv var koncerten velproduceret. Der var flere kameraer, nogle med faste indstillinger, andre var håndholdte. Seeren kom meget tæt på planterne. På visse tidspunkter var det ikke bare som at være der selv – det var som selv at være en plante. ”Vi var nødt til at fortælle planterne noget særligt, at fortælle dem, hvad vi har været igennem i denne tid, og fortælle dem det med musikkens sprog, som jeg er sikker på, de forstår,” udtalte Ampudia bagefter til avisen El País. Planterne vil blive doneret til sundhedsarbejdere i Barcelona – hvis det ikke allerede er sket. /Oliver Stilling