Kære læser
Brændende tundraer, aflyste bryllupper, menstruation og fjumregøjsreprimander
Goddag. Sidder du godt? Hvis du står op, så sæt dig ned og tag en dyb indånding. Hmmfffffff aaaaahhhhhhh. Sådan.
Ikke for at skabe panik, men nyhedsbilledet er fuldstændig kaotisk i dag. Her på børnenes sidste skoledag inden sommerferien stikker verdens nyheder i alle retninger. Nogle er gode, og andre er dårlige, og det er vores opgave at finde hoved og hale i dem og fortolke efter bedste beskub, så du bare kan slappe af og gøre det, du er bedst til.
Prøv at google den sibiriske landsby Russkoye Ustye og zoom lidt ud på kortet. Ja, den ligger temmelig langt mod nord og nogenlunde ud til Det Østsibiriske Hav. Vi er så langt uden for lands lov og ret, at Russkoye Ustye opererer med et ”landsbyoverhoved”. Denne tid på året plejede de at køre rundt på snescootere deroppe, men ikke i år. I sidste uge nåede temperaturen op over 31 grader, der er tørke og hedebølge, og folk må skærme deres vinduer for midnatssolen med tæpper og folie. Myggene trives fint med det, men de lokale fisk er ved at blive kvalt og er dykket længere ned i mørket, og så det er ikke længere sjovt at være fisker.
Nå, ja, tundraen uden for landsbyen står også i flammer. Det er ikke SARS-CoV-2, de kæmper med her, det er klimaforandringer. Eller som landsbyoverhovedet Sergej Portnijagin siger til The New York Times (i telefonen): ”Det er nok naturen, der tager hævn over os. Vi har behandlet den for voldsomt.”
Bryllup aflyst
En person, der efter traditionelle standarder også bliver behandlet voldsomt for tiden, er en 55-årig dansk mand ved navn Bo Tengberg. Lidt overraskende har The Guardian historien blandt deres topnyheder. Tengberg er filmfotograf – og kæreste med statsminister Mette Frederiksen (S), og ifølge den lødige britiske avis har hun netop udsat deres bryllup for tredje gang.
Det er lidt underligt. I et interview i Alt for Damerne for halvandet år siden fortalte hun, at han friede til hende på hendes 40 års fødselsdag (det er to et halvt år siden), så det er efterhånden lang tid, han har ventet, og han bliver jo ikke yngre. Det var i øvrigt i samme interview, at Frederiksen afslørede, at hun drømmer om at stå hvid brud til brylluppet.
Det med at være hvid brud til sit andet bryllup, når man også er lidt oppe i årene, er der mange meninger om på internettet. I en brevkasse på websitet Kvindeguiden.dk er der en fraskilt mor til to, som drømmer om præcis det samme som Mette Frederiksen. Hendes mor siger imidlertid, at hun ikke må, fordi det er anden gang, men den fraskilte er i tvivl om, hvorvidt moren bare siger det, fordi hun ikke bryder sig om kæresten.
Sanne Udsen, der er ”ekspert i takt og tone”, svarer: ”Din mor har principielt ret. Den hvide brud symboliserer uskylden og det uberørte, og det er svært at påberåbe sig, når man har været gift før og som i dit tilfælde har to børn. Tidligere var det fuldstændigt uhørt, at en fraskilt kvinde eller en enke stod hvid brud anden gang. Heller ikke ved kirkebryllupper. Min venindes mor blev gift i 1960’erne i Holmens Kirke med sin anden mand iført en blå spadseredragt med bolerojakke. Meget passende dengang.”
Det er altid den lille mand, der bliver klemt. På grund af Mette Frederiksen jagt på det perfekte kirkebryllup må kæresten væbne sig med tålmodighed. Hvis hun dog bare kunne sænke ambitionsniveauet og stille op i spadseredragt og bolerojakke, ville brylluppet formentlig kunne afvikles på det aftalte tidspunkt.
Tiden flyver, og vi er ikke nået igennem halvt så mange nyheder, som vi havde håbet på, og dem, vi har behandlet, føler vi, at vi er skøjtet lemfældigt henover. Vi skal dog nå den næse, som et flertal i Folketinget bestående af Venstre, Radikale Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har besluttet at tildele Mette Frederiksens klimaminister Dan Jørgensen (S) for ”klimanøl”. Men først til New Zealand, hvor en supermarkedskæde tilsyneladende som den første i verden har valgt at bruge ordet period (menstruation) uden på et menstruationsprodukt. Det er slut med at bruge misvisende betegnelser som ”hygiejne-” eller ”intim-” og så videre. Det er et skridt i den rigtige retning. Lad os da kalde en spade for en spade.
Men … er det så overhovedet en næse, Dan Jørgensen har fået? Lad os fremover kalde det, hvad det er: En fjumregøjsreprimande. /Oliver Stilling