Centrum-højre findes. Selv om begrebet centrum-venstre i dag er noget mere udbredt i den politiske debat, findes også et centrum-højre, som tilmed står stærkt: Ved sidste folketingsvalg fik de to lilla midterpartier, det ukuelige Kristendemokraterne og det nye Klaus Riskær Pedersen, til sammen lidt over 100.000 stemmer, eller hvad der svarer til 2,5 pct. af stemmerne.
En betydelig gruppe af (små-)borgerlige vælgere føler sig tydeligvis ikke hjemme blandt de klassiske borgerlige partier. Stemmespildet er ganske stort og udslagsgivende inde i midten, og nu skærpes konkurrencen tilmed: Som en del af det nye oprør fra midten af nye småpartier er også Simon Emil Ammitzbøll-Bille brudt ud af Liberal Alliance, og har igen-igen stiftet et nyt parti, Fremad, som definerer sig i klar kontrast til den yderste højrefløj.
Opblomstringen af nye lilla partier kan ses som en modreaktion på strammerlinjen blandt de borgerlige partier: Pludselig er opstået en vifte af humanistiske centrum-højre-partier, som på én og samme tid udfordrer de gamle magtpartier, og som supplerer både klyngen af nye hyper-midterpartier, Lykkepartiet, Nyt Centrum-Venstre og Borgernes Folkeparti, og klyngen af nye grønne partier, Veganerpartiet, De Grønne og Uffe Elbæks nye partilignende projekt.
Størst potentiale har Kristendemokraterne, som med 27-årige Isabella Arendt i spidsen har fået en ny formand, der repræsenterer noget helt andet end det oprindelige Kristeligt Folkeparti, der kom i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973. I dag står Kristendemokraterne for en form for socialkonservatisme, der ligger i tråd med Angela Merkels tyske søsterparti. Kristendemokraterne kombinerer en familieorienteret velfærdspolitik med en forsonlig rets- og udlændingepolitik. Wir schaffen das.
Selv om partiet ikke har vundet folketingsmandater siden 1998, er Kristendemokraterne stadig en faktor i dansk politik. De manglede blot nogle få hundrede stemmer for at komme i Folketinget i sommer, og under valgkampen blev Isabella Arendt sågar kåret som den 5. mest populære partileder foran velkendte navne som Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl. Ved næste valg kan Kristendemokraterne meget vel klemme sig ind i Folketinget.
Ikke langt fra Kristendemokraterne er et nyt centrum-højre-parti opstået: Fremad er det fjerde parti, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille repræsenterer i Folketinget. Først var han medlem for Radikale Venstre, så brød han ud og stiftede Borgerligt Centrum, som han senere fusionerede med Liberal Alliance – og nu forsøger serie-partistifteren sig altså med Fremad, der kalder sig selv for et ”værdiliberalt midterparti”.
Motivet for at stifte Fremad er ret enkelt: ”Vores analyse er, at der i de borgerlige partier har sneget sig en bacille ind af nationalkonservatisme,” forklarer Ammitzbøll-Bille: ”Den kører ikke bare derudad i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, men den har også sneget sig ind i Venstre, de konservative og Liberal Alliance. Vi er trætte af al den nyborgerlighed. Vi står for gammel, klassisk borgerlighed, der handler om økonomisk ansvarlighed og kærlighed til retsstaten”.
Fremad til fortiden, eller tilbage til fremtiden. I en tid, hvor de andre borgerlige partier har slået ring om Inger Støjberg, er der oplagt plads til et ”værdiliberalt midterparti”. Spørgsmålet er dog, om Simon Emil Ammitzbøll-Bille har den fornødne troværdighed. Når partiet trods alt ikke skiller sig holdningsmæssigt mere ud fra trængslen på midten, er det mere end svært, når stifteren har forsøgt sig flere gange før. Fremad har da også svært ved at samle de tilstrækkelige vælgererklæringer.
Personlig troværdighed er og bliver også den altoverskyggende udfordring for det tredje centrum-højre-parti, Klaus Riskær Pedersen alias Borgerlisten. Partistifteren kalder sig selv for en ”revolutionær konservativ”, der forsøger at udnytte sin finansielle kreativitet til at udtænke nye måder at ”finansiere velfærdsstaten og klimaomstillingen” på. Selvom Borgerlisten på forhånd lover at ville pege på en borgerlig statsministerkandidat, trækker partiet kraftigt henover midten.
I sin begavede debatbog fra 2014, Socialkapitalisme, udrullede han et originalt bud på en tredje vej mellem markedskræfter og planøkonomi, og Klaus Riskær også præsenteret velgennemtænkte bud på, hvordan det kollapsede skattevæsen kan genbygges fra bunden. Men idérigdommen til trods er det vanskeligt at se, hvordan en mand, der spillede rollen som Donald Trump i den danske version af tv-showet The Apprentice, skulle kunne blive taget rigtigt alvorlig i dansk politik.
Klaus Riskær Pedersen står som symbolet på, hvordan den nye underskov af småpartier risikerer at udvikle sig til en form for hverdagsdramatisk reality-show, hvor indsamlingen af vælgererklæringer og kampen om at opnå kendisfaktor i sig selv bliver transformeret til et kulørt udskillelsesløb.
Det spektakulære bliver hurtigt vigtigst, og drivkraften for mange af de nye partistiftere inde på midten kan derfor ende med at blive mere personlig forfængelig end egentlig demokratisk fornyende. /Lars Trier Mogensen