Omsorg, om sorg

Forleden så jeg en reklame for en kalender, hvor de måneder i foråret, da Danmark var lukket ned af COVID-19, var blevet gjort blanke. Som om de ikke havde eksisteret. Men alle æbletræerne blomstrede jo, bøgen sprang ud, anemonerne kiggede frem og tre fuldmåner fandt sted. Ideen om at gøre siderne blanke er meget mærkelig, fordi vi alle, på en eller anden måde, er mærket af foråret.

Selvom samfundssind og smittetryk blev forårets modeord, vil jeg påstå, at forårets centrale begreb var omsorg. Omsorg for de sårbare ved at blive hjemme, holde afstand, være opmærksom. Omsorg for sin familie og sig selv til at klare karantænen og frygten for uvisheden. Omsorg for hjemmehjælpere, bønder, skraldemænd, rengøringspersonale, dem ved kassen i supermarkedet og Wolt-cykelbudene. Vi lagde mærke til og hyldede sundhedspersonalets omsorgsarbejde, og kommer vi nu til at huske det? Nu mærker vi også en omsorg for etnisk mangfoldighed og retfærdighed, som fylder alverdens storbygader og nyhedsfeeds.

Men midt i al omsorgen står også manglen. Det har nemlig også været et forår fuld af sorg. Sorg over død og savn. Sorg over en tabt fremtid eller fortid. Sorg over at være blevet overset, forbigået, misforstået og mishandlet på grund af hudfarve og køn. Og der er blevet skrevet og talt om jordens sorg, som fik et midlertidigt pusterum, da samfundet blev sat på pause, men som nu igen forværres dag for dag.

Sorg kræver omsorg. Men omsorg er et glat ord, som er svært at gribe om. Det er svært at blive enige om, hvordan omsorgen bedst drages. Råd og regler bliver let moralske og fordømmende og derfor også udskammende og lammende. Man så også med det samme, hvordan Danmark splittede sig op, da regeringen med flertallet i ryggen mente, at det omsorgsfulde var at lukke samfundet hurtigt og kontant – mens andre tvivlede på det sundhedsfaglige grundlag og de langsigtede konsekvenser. Målet var det samme, men midlerne er stadig til debat.

At drage omsorg er noget selvfølgeligt, naturligt, godt, rart, velfærdsdansk. Men det er også besværligt, nødvendigt, tyngende, og noget, som samfundet skal blive enigt med sig selv om at afsætte penge til. Vi kan ikke andet. Det er en væsentlig del af at være menneske, ja, at være jordboer. Som brændenælder, der huser mariehøns om vinteren og som køer omkring kalve. Omsorg er en form for økologisk livsopretholdelse, som opretholder beboelige verdener for alle mulige væsener.

Andreas Amdy Eckhardt-Læssøe skriver: “Er det sådan det er, må man have sørget for at kunne udøve omsorg? Om sorg og om omverdenens omsorg. […] Hvordan får jeg sorgen til at handle om noget andet end mig selv? Jeg vil sætte min sorg i arbejde som omsorg. Jeg vil, jeg vil, jeg vil.” (Fra Det skal nok gå, 2018).

Dette forår efterlader sig ingen blanke, tomme sider. Årstidens sider er fuld af mudrede, sammenfiltrede, uforløste og besværlige historier om sorg og omsorg, og det vil jeg kigge på denne uge i min lille sommerserie.

På onsdag og fredag kigger jeg nærmere på omsorg her i nyhedsbrevet, før jeg sender sidste afsnit i en særudgave af Jordbo, som du forresten kan skrive dig gratis op til lige her. På onsdag: Omsorg for jorden. /Emmy Laura Perez Fjalland