Generalløjtnant Leslie Groves må nok engang gå med med Julius Robert Oppenheimer ud i den silende regn. De vandrer frem og tilbage. Langsomt får Groves talt videnskabsmanden til ro. Oppenheimer har været helt ude på kanten de sidste par timer. Ja, han har rent ud sagt været ved at eksplodere. For hvad nu, hvis … Hvad nu, hvis den ikke virker?
Robert Oppenheimer er langt fra alene med sine bekymringer denne julinat i 1945. Kaos hersker i ørkenen kendt som Jornada del Muerto, Den døde mands rejse. Radiosignaler suser frem og tilbage, alting skal tjekkes en sidste gang. Tilbage i beskyttelsesrummet farer godt 20 mennesker rundt, mens Oppenheimer får styr på sine nerver. Regnen stopper.
Til sidst må generalløjtnant Groves forlade stedet. Protokollen foreskriver, at han under farefulde situationer ikke må befinde sig i samme rum som sin stedfortræder, brigadegeneral Thomas F. Farrell. Oppenheimer tager en dyb indånding. Han er nu overladt til sig selv. Og så begynder nedtællingen.
For 75 år siden – d. 16. juli 1945 – skulle verden forandre sig for altid. I den amerikanske delstat New Mexico blev verdens første atomprøvesprængning gennemført. Ingen vidste på forhånd, om den såkaldte Trinitytest ville blive en succes. Nok havde verdens førende fysikere regnet på det, men netop videnskabsmændene var om nogen klar over, at teori og praksis ikke altid stemte overens.
De havde sjovt nok væddet om, hvor stor eksplosionen fra ”The Gadget” – atombombens øgenavn – ville blive. Buddene varierede vildt. Tysk-amerikaneren Hans Benthe, der senere skulle modtage nobelprisen i fysik, skød på en detonation svarende til otte kiloton TNT. Robert Oppenheimer, der var hovedansvarlig for udviklingen af bomben, gættede på 200 kiloton. Italienskfødte Enrico Fermi, der havde vundet nobelprisen i fysik i 1938 for sit arbejde med menneskeskabt radioaktivitet, havde sit helt eget sidevæddemål kørende: Ville eksplosionen mon sætte ild til atmosfæren? Og ville det i så fald ikke blot være New Mexico, men snarere hele verden, der forsvandt?
Præcis kl. 05.29 fik de ængstelige videnskabsfolk svaret. En eksplosion svarende til ca. 20 kiloton TNT – med længder den største eksplosion, verden nogensinde havde set – oplyste på ufattelig vis ørkenen i New Mexico. ”Hele landskabet blev oplyst af et sviende lys, hvis intensitet var mange gange kraftigere end middagssolen. Det var gyldent, lilla, violet, gråt og blåt. Det oplyste enhver top, spalte og ryg på det nærliggende bjergpas med en klarhed og skønhed der ikke kan beskrives, men som må ses for, at man kan forestille sig det,” berettede brigadegeneral Farrell. Ørkensandet nær bomben blev forvandlet til radioaktivt glas som følge af den ekstreme varme. Den nu så famøse paddehattesky rejste sig som et levende monument for den uhørte menneskelige bedrift; alle beregningerne, alle de mange års slid og slæb, alle de teoretiske hovedbrud havde båret frugt.
I beskyttelsesrummet rammer lettelsen Oppenheimer omkring samtidig med chokbølgen. Senere fortæller han, hvordan eksplosionen fik ham til at mindes en berømt passage fra den hinduistiske skrift Bhagavad Gita: ”Nu er jeg blevet Døden – den, der ødelægger verdener.” Omkring ham jubler de fleste. Andre måber. Andre igen græder. Militærfolkene indser, at man nu vil kunne sende en sensationel besked til præsident Harry Truman, der er på vej til at indlede forhandlinger vedrørende krigens afslutning med Winston Churchill og Josef Stalin i Potsdam, Tyskland. Missionen var lykkedes.
Ved en af de andre udkigsposter i Jornada del Muerto står en politimand ligbleg i ansigtet. Han havde fået til ansvar at bevogte indgangen til en bunkers kontrolrum, men var øjensynligt ikke blev orienteret om, hvad der rent faktisk var i vente. Militærmanden Val Logsdon Fitch – der, for at det ikke skal være løgn, også skulle gå hen og vinde nobelprisen i fysik – tager et kig på den bestyrtede betjent og gransker sin hjerne for et par beroligende ord. Til sidst farer det ud af ham: ”Krigen vil snart være ovre.” /David Dragsted