Trinitytesten var overstået. Atombomben havde virket. Hvad der tidligere var en fiks idé på et stykke papir havde efterladt et gabende hul i New Mexicos ørken. Amerikanerne havde med egne øjne set, hvilket uhyrligt våben der nu var tilgængeligt. Ét spørgsmål stod tilbage: Skulle de bruge det?
Efter VE-dag – Victory in Europe – d. 8. maj var freden sikret i Europa. Nazisterne og resten af de europæiske aksemagter var sat ud af spillet. Imens fortsatte krigen imidlertid i Stillehavet. Japanerne nægtede at overgive sig.
Visse forskere havde allerede fået kolde fødder, da det stod klart, at Hitler ikke længere var en trussel, og at nazisterne i øvrigt var langt fra at udvikle deres egne atomvåben – hvad der ellers havde været den oprindelige drivkraft for Manhattanprojektet. Den polske fysiker Józef Rotblat forlod Los Alamos umiddelbart efter, at Tyskland havde overgivet sig, og opfordrede sine kolleger til at følge trop. Mange holdt dog igen. Ifølge Rotblat lød en hyppig undskyldning, at man først ville se, om alle beregningerne og teorierne rent faktisk fungerede i praksis. De ville kort sagt se bomben springe, førend de vendte sig mod etiske overvejelser.
Dermed ikke sagt, at de mange kloge hoveder var blinde for, hvilken monstrøsitet de var i færd med at udvikle under New Mexicos bagende sol.
Oppenheimer måtte løbende plædere for, at bomben ville kunne ende krigen, hvorved han fik pacificeret de værste antræk til oprør i Los Alamos. Også Niels Bohr blandede sig ad flere omgange i debatten. Ligesom Oppenheimer så Bohr det fredssikrende potentiale i ”The Gadget”, omend det ikke kom uden forbehold fra den danske fysiker. Hvis bomben blev en realitet, ville det radikalt ændre spillereglerne i international politik, ligesom den ville afkræve nogle helt nye etiske standarder fra forskningsverdenen. Atomkraften ville gøre mennesket i stand til at udslette sig selv, hvortil det eneste rigtige svar måtte være åbenhed omkring teknologien, argumenterede Bohr. De spionglade verdensledere gav dog ikke meget for danskerens forslag om at spille med åbne kort.
Op til Trinitytesten intensiveredes debatten. D. 11. juni 1945 underskrev nobelprisvinderen James Franck sammen med en række andre ledende fysikere – herunder Leó Szilárd – eksempelvis en rapport, der advarede mod brugen af bomben i militært øjemed. Konsekvensen ville unægteligt være et atomart våbenkapløb, lød det fra de bekymrede forskere. D. 16. juni svarede et videnskabspanel bestående af blandt andre Oppenheimer og Enrico Fermi igen: ”Vi ser intet acceptabelt alternativ til direkte militær brug,” lød deres dystre konklusion.
Særligt Leó Szilárd nægtede imidlertid at give op. Fysikeren startede en underskriftindsamling blandt forskerne i Metallurgical Laboratory på University of Chicago og i Oak Ridge og sikrede sig herigennem 154 støtter. D. 17. juli – dagen efter Trinitytesten – blev beskeden sendt til præsident Harry Truman. Heri argumenterer Szilárd og hans kolleger bl.a. for, at Japan skal have mulighed for at overgive sig, inden bomben bruges. Længere nede kommer en ildevarslende profeti:
”[En] nation, som skaber præcedens for at bruge disse nyligt frigjorte naturkræfter til destruktive formål, kan blive nødt til at bære ansvaret for at have åbnet døren for en æra af ødelæggelse i et utænkeligt omfang.”
Truman nåede ikke at se underskriftsindsamlingen, førend ”Little Boy” blev smidt over Hiroshima. Det er usikkert, om brevet havde gjort en forskel.
Harry Truman kommer til magten i USA, efter at Franklin D. Roosevelt dør af en hjerneblødning i april. Med Manhattanprojektet har Truman arvet den bedst tænkelige trumf i krigen mod Japan. Argumenterne for at trykke på knappen hober sig op. Tænk, hvis offentligheden får nys om, at USA har haft adgang til et krigsafsluttende våben, men ikke brugt det. Hvordan skal Truman kunne forsvare over for sine vælgere, at han fortsat lod amerikanske tropper kæmpe og dø, vel vidende, at det ikke var nødvendigt? For slet ikke at tale om de enorme investeringer, bomben har kostet.
Derudover er et nyt magtspejl under opsejling. Gennem krigen har Stalins Røde Hær vist sig som et frygtindgydende våben i egen ret. Og hvor længe vil den sovjetiske leder egentlig acceptere de nye grænser, man nu har tegnet i Europa? Alt peger på, at USA i øjeblikket har monopol på det mest magtfulde våben, verden nogensinde har set. Vil det være et tegn på svaghed, hvis Truman undlader at bruge det?
Et dogme fra fiktionen kendes som Tjekhovs pistol, opkaldt efter den russiske forfatter Anton Tjekhov: Hvis læseren først er blevet introduceret for en ladt pistol, så skal pistolen også affyres senere i historien. Med Trinitytesten var en ny urkraft blevet frigjort, og præsidenten stod nu med et ladt dommedagsredskab i sine hænder. Verdens skæbne afhang af Trumans næste træk. /David Dragsted