D. 26. juli udstedte USA, Kina og Storbritannien den såkaldte Potsdam-deklaration. Budskabet til Japan var klart: Overgiv jer nu eller bliv mødt med ”fuldkommen ødelæggelse”. Tre dage senere afviste japanerne, at overgivelse kunne komme på tale.
2. verdenskrig havde allerede medført civile tab på en hidtil uhørt skala. Den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels havde med en tale i Sportpalast i Berlin i 1943 populariseret begrebet ”total krig”. Og der kunne næppe herske nogen tvivl om, at i hvert fald krigens rædsler var totale. På begge sider blev byer sønderbombet. London led særligt i otte måneder mellem 1940 og 1941 under Luftwaffes angreb kendt som ”The Blitz”. De Allierede havde noget nær destrueret Dresden i februar 1945. Under de nye krigsmetoder kunne ingen længere vide sig sikker. Holocaust var naturligvis i sin helt egen kategori af umenneskelighed.
Når vi i dag betragter bombningen af de to japanske byer Hiroshima og Nagasaki, skal beslutningen om at tage atomvåben i brug nødvendigvis også ses i konteksten af denne mere eller mindre hæmningsløse krigsførelse. Beredvilligheden til at bombe japanske byer var allerede til stede; det var blot våbnet, der nu blev skiftet ud. På mange måder var det dog også våbnet, der gjorde hele forskellen.
Kl. 8.15 japansk tid bliver atombomben Little Boy udløst fra flyet Enola Gay. Øjeblikke senere ligger ca. 90 pct. af Hiroshima i ruiner. Op mod 80.000 mennesker bliver dræbt på stedet. Tusindvis dør af strålingen i ugerne og månederne efter. ”Røgskyen steg hastigt og var 10.000 fod over os og voksede stadig, da vi vendte det (flyet, red.) rundt. Nedenfor var alt, man kunne se, en sort, kogende rede,” erindrer brigadegeneral Paul Tibbets, Enola Gays pilot.
Nede på jorden hersker ragnarok. Ildebrande raser overalt, levende skeletter vandrer rundt med sort, forkullet hud faldende fra kroppen. Overlevende har senere beskrevet, hvordan særligt to indtryk brændte sig fast: Et lysglimt – pika – og et stort brag – don. Mange af de afdøde har dog næppe nået at høre noget brag. Ved eksplosionens ground zero nåede temperaturen op omkring 3.000 grader celsius. Kroppe blev forvandlet til aske på et splitsekund.
Præsident Truman modtager beskeden om missionens succes om bord på krigsskibet Augusta. Han springer op i begejstring og trykker budbringer kaptajn Frank Grahams hånd. ”Kaptajn, dette er den bedste ting i historien,” udbryder præsidenten. Også den amerikanske befolkning synes eksalteret, da de præsenteres for nyheden 16 timer senere. I den første tid efter krigen støtter op mod 85 pct. af befolkningen USA’s beslutning om at have taget atomvåben i brug.
Tre dage efter bombningen af Hiroshima falder Fat Man over Nagasaki. Selvom denne atombombe har en kerne af plutonium i modsætning til Little Boys uran, er ødelæggelserne tilsvarende. Det samme er strålingen. Da den amerikanske journalist George Weller når til Nagasaki flere uger senere, begræder de hjælpeløse læger, hvordan tilsyneladende raske patienter bliver ved med at dø.
Det samlede dødstal fra Hiroshima og Nagasaki er stærkt omdiskuteret, netop også på grund af den efterfølgende strålingsdød. Et ofte anvendt estimat ligger dog på omkring 200.000.
Japan overgiver sig d. 15. august 1945. I tiden efter krigen vender folkestemningen sig langsomt, i takt med at flere og flere detaljer om rædslerne i Hiroshima og Nagasaki ser dagens lys. Det er, som om det langsomt går op for folk, hvad videnskabsfolkene involveret i Manhattanprojektet og Trinitytesten nu længe har vidst: Med atombomben mistede menneskeheden endegyldigt sin uskyld.
En ny æra er begyndt. Mistilliden mellem USA og Sovjetunionen forøges løbende. D. 29. august 1949 foretager sovjetterne en prøvesprængning af deres første atombombe, RDS-1. Verdens to førende stormagter har nu midlerne til at udslette hinanden – og resten af verden – på et øjeblik. Den kolde krig er en realitet. Og det hele begyndte i en ørken i New Mexico. Det begyndte med Trinitytesten. /David Dragsted