Selvomsorgen skal afkoloniseres

Vi lever i en opbrudstid, hvor fremtidens konturer er meget svære at se. Det har de nok altid været, men det føles mere intenst end det plejer. For mange af os flipper bekymringerne over jordens, atmosfærens og menneskenes indbyrdes forhold ekstra meget ud i disse dage. Jeg undrer mig ofte over, hvor man bedst sætter ind og hvordan man bedst forholder sig til de store mængder information om en verden, der siges at nærme sig et kolossalt kollaps, mens man samtidig ønsker at opbygge en mere beskeden beboelig verden for sig selv – eller måske bare et beboeligt hjem? At uvished og usikkerhed håndteres forskelligt er ikke noget nyt: Nogle hamstrer, andre går i stå, nogle drikker sig fulde, andre laver et fodbad, nogle bager et brød, andre lægger et sirligt udført skema. Nogle går i haven, andre stikker til søs. De fleste gør flere ting, men uanset formen er selvomsorg en livsnødvendighed.

Selvomsorg er et flydende koncept, som folder sig forskelligt ud fra person til person i forhold til vores ressourcer, kulturer, kroppe og lyster. Selvomsorg handler om at gøre noget, som føles rart for dit eget mentale og kropslige velvære, noget som skaber jordforbindelse – opbygger og giver livskræfter. Som mor og kvinde er det at tage tid og frihed til at yde selvomsorg i et samfund, der bygger på mange tusinde års patriarkalsk-kristen historie, nærmest oprørsk og revolutionært. Og er man fattigere og har mørkere hud, er selvomsorg endnu mere radikalt! Ofte endda umuligt. Selvomsorg er nemlig for dem, der har råd til det, dem der har ret til det. Det er big business, ekskluderende og hierarkisk. Det er på tide at bringe selvomsorgen ud af sit snævre vestlige perspektiv – selvomsorgen skal afkoloniseres.

Afkolonisering af selvomsorgen handler kort fortalt om at gøre selvomsorgen tilladt og tilgængelig for mennesker af alle farver, køn, aldre, seksualiteter og nationaliteter. Vikle den ud af de former, fortællinger og indpakninger, som selvomsorgen i dag forhandles i. Den er – som med de fleste andre ressourcer – koncentreret på få hænder. Den er en mangelvare hos de udsatte grupper, hvor behovet for omsorg er størst. Og hos de aktivister, som kæmper for at afvikle uretfærdighed, men selv ender med at brænde ud.

Selvomsorg og wellness sælges i dag som dyre forbrugsvarer og services. Noget som en ekslusiv skare – ofte af slanke, hvide, velstående kvinder – sparer op og “gør sig fortjent” til. Men det er langt fra alle, der nogensinde får tid eller råd til at deltage i de dyre spaophold, yoga-retreats i Fjernøsten, konsultere guruer i svedehytter og drikke ayahuasca. Eller bare drikke vin og have “alenetid” med forløsende cremer og tvivlsomt fremskaffede krystaller, gerne iført særligt blød bomuld, silke og fintstrikket uld i doucede farver. Det er ikke engang alle, der har kræfter og tid til at løbe en tur, styrketræne, meditere og selvoptimere. Ideen om selvomsorg og dens former er i dag alt for snæver, og det fjerner fokus fra mangfoldigheden af selvomsorgshandlinger. Vi må give plads til mangfoldigheden og stædigt holde fast i, at alle har ret til og burde kunne (n)yde selvomsorg.

Hvis det her har fanget din interesse, vil jeg gerne komme med en anbefaling: Den nye podcast Yoga is Dead af indisk-amerikanske Tejal og Jesan, som kaster et benhårdt kritisk blik på selvomsorgsindustrien. Start med  afsnittene “White Women Killed Yoga”, “Vegans Killed Yoga” og “Karma capitalism Killed Yoga.” Oplysende – også selvom du ikke dyrker yoga.

Som miljøaktivist står jeg selv i en virkelighed, hvor klimaangst er et voksende problem, og hvor miljøaktivister er blandt dem, som brænder hurtigt ud. Samtidig er der dage, hvor jeg er usikker på, om det nu egentlig er okay at nyde duften af en gul rose og lave en omgang ajiaco. Men jeg må minde mig selv om, at selvomsorg ikke er selvisk – det er livsnødvendigt.

Sidste afsnit af min lille serie af essays om omsorg kommer i Jordbo som en særudgave i morgen. Skriv dig op her, hvis du vil have det. Ganske gratis. /Emmy Laura Perez Fjalland