I føljetonen ’Kvinden er en blomst’ har vi opdaget en blomsterinvasion. Sammen med kunsthistoriker Jakob Rosendal har vi undersøgt invasionen i »hverdagens visuelle kultur,« hvor blomstertegnet indgår i et stort strukturelt kredsløb og producerer betydninger som kvindelighed, renhed, hjemlighed og barnlighed. Vi har set på, hvordan blomsten skaber en bestemt forståelse af kønsforskelle og feminiserer de områder, den invaderer. Men ikke nok med det. I samarbejde med journalist og forfatter Karen Syberg har vi også undersøgt blomsten hos alle tiders Tove Ditlevsen. Her stødte vi på en helt anden type blomst. En blomst, som ikke havde meget med naturen at gøre, men som til gengæld repræsenterede dunkelhed, savn og andre triste følelser.
I dag vil vi se på blomsten inden for billedkunst, fotokunst og reklame. Endnu engang har vi allieret os med Jakob Rosendal, som vil give os en guidet tur ind i værker med kvinder og blomster – både nogle, der reproducerer en stereotyp kvinde-blomst metaforik, men måske mest interessant; nogle, der sætter blomstertegnet i cirkulation på en ny måde.
Blomsten som kvindens essens
Jakob Rosendal fortæller: »I kunsthistorien finder man en meget stereotyp fremstilling af kvinden, som går igen i vores hverdags visuelle kultur. Den helt stereotype fremstilling er kvinden, som har blomster på sig, tæt knyttet til sig, nærmest som om de vokser ud af kroppen på hende. Som om blomsten er en materialisering af kvindens indre essens. Det forstærkes af en masse form- og farvemæssige forbindelser mellem kvinden og blomsten. Det kan være hendes tøj eller læbestift, som har samme farve som blomsten, eller håret der er slået ud, så det mimer blomstens form. Forskellige ligheder, der understreger metaforikken. Det man også finder der, er en typisk kvindefigur, som er den smilende og imødekommende søde og artige kvinde, som ikke møder beskueren fjendtligt. Det er kvinden, der har hovedet let på skrå og dermed signalerer underdanighed.«
Kvinder, kurver og former
I denne video fra november 2015 mødes forfatter og debattør Leonora Christina Skov og blogger Emily Salomon til »en snak om kvinder, kurver og former« med udgangspunkt i Interfloras relancering af en vase. Samtidigt bliver der bundet en buket, »der hylder kvinders forskellighed.« Man forstår, at kvindekroppen er at sammenligne med vasen, vasen er den fælles form, som binder alle kvinder sammen.
Som Emily Salomon beskriver det: »Uanset om man er tyk eller tynd eller midt imellem, så har kvindekroppen bare nogle af de her kurver forskellige steder. Nogle er meget kurvede, nogle er meget bulede, og nogle er lige op og ned.« Hun smiler saligt, mens hun siger det, og Leonora Christina Skov følger op: »Ja, altså alle kvinder har jo noget, der er smukt.«
Og man fornemmer, at man som kvinde forventes at drage et lettelsens suk ved den kendsgerning. Samtidigt bliver blomsten netop essensen af kvindens indre, da buketten, som eftersigende indkapsler kvinders forskellighed, til sidst sættes i vasen mellem de to kvinder. Kvinders forskellighed kan gøres op på et spektrum fra mælkebøtte til orkidé. Mangfoldigt.
Gregory Crewdson: Beneath the Roses
Men nu til er par eksempler på kunstnere, der rent faktisk tager blomstertegnet til sig og sætter det i cirkulation på en helt ny måde. Rosendal beretter:
»Crewdson har taget et fotografi af en kvinde, der sidder i hjemmet, i sit køkken, men uden at opfylde den traditionelle husmorrolle, som blomsten ellers peger imod i supermarkedskataloger og andre steder i hverdagens visuelle kultur. Hun sidder i et køkken, hvor gulvet er brudt op. Der er jord udover det hele, og der vokser blomster op ad jorden og op ad køkkengulvet. Hun graver i jorden og har jord op ad armene. Hun gør noget, der er helt forkert for en renlig husmor: Hun får snavs ind i hjemmet, men samtidig vokser blomsterne op af snavset. Værket gør opmærksom på en kvinde-blomst-metaforik, hvor elementer hos blomsten og kvinden bliver brugt til at etablere en lighed, som får metaforen til at fungere – det udgrænser blomstens normale betydning.«
»I dag bruger vi ofte blomsten som noget ophøjet – med fokus på de ophøjede kronblade, som løfter sig over jordens snavs. Normalt er der altså også en idealiserende bevægelse i vores brug af blomsten. Blomsten som symbol bliver brugt til at afvise det jordiske og henlede opmærksomheden på det himmelske. Gregory Crewdson henleder opmærksomheden på, at blomsten har en forbindelse til det jordiske. Han får blomstens nedre dele i spil og udnytter et andet metaforisk potentiale, hvorfra man kan skabe andre betydningsdannelser.«
»Spørgsmålet er, hvor heldig han er med sin foretagende, for kvinden kommer også til at virke psykotisk, gal, vild eller hvad man vil kalde det. Hun sidder og smadre sit eget køkken og lader naturen trænge ind i det her civiliserede og kultiverede hjem. Så det bliver også et værk, som let kan opsluges af en anden traditionel patriarkalsk forståelse af kvinden som natur. På den måde mister det måske noget af sit potentiale.«
Édouard Manet: Olympia
Men allerede i 1863 formåede maleren Édouard Manet at få blomstertegnet til at cirkulere på en ny måde, forklarer Rosendal om det stærkt kanoniserede billede Olympia:
»Kvinden på maleriet har en blomst i håret, så vi har at gøre med en kvinde, som netop har taget blomstertegnet på sig. Det ser ud som om, det vokser ud af hovedet på hende. Samtidigt sidder blomsten lige ved siden af det stirrende og konfronterende blik. Blomsten spreder sig som synsstråler og er på den måde med til at understrege hendes blik. Blomsten bliver nærmest en aktør i undermineringen af den konventionelle blik-økonomi – den konventionelle relation mellem beskuer og beskuet, mellem mand og kvinde.«
»Endnu vigtigere er buketten, som kommer ind i billedet båret af en slave eller tjenestepige. Det er netop en buket, som kvinden ikke tager imod. Den er ved at blive overrakt til hende, men hun ignorerer den. Det er en buket, som ikke knyttes metaforisk til kvinden. Derfor er den i sådan en underlig mellemtilstand. Den er kun hos den, der leverer den. Det bliver understreget, at den ikke er hos kvinden, men hos en der overrækker den. Buketten kommer på den måde til at pege ud af billedet – på én uden for billedet, som må være kommet med den.«
»Billedet forestiller en prostitueret, implicit er det altså en prostitueret, der får besøg af sin elsker. Buketten kommer fra elskeren. Der er både et blik ud på beskueren og et tegn, som peger væk fra billedet – blomsterbuketten – fordi afsenderen ikke er til stede. På den måde får billedet indfanget, ramt beskueren, men samtidigt også indstiftet beskueren som kunden. Beskueren bliver nærmest den prostitueredes elsker, der kommer med buketten. I og med at kvinden ikke tager buketten på sig, viser den endnu stærkere tilbage på den her mandlige bordelkunde eller elsker. Derfor formår billedet at gøre op med en blomst, der er knyttet stærkt til kvinden.«