Det serbiske fupnummer

Et valg kræver per definition, at der foreligger to eller flere muligheder at vælge imellem. Med det udgangspunkt kan der med rette sættes spørgsmålstegn ved, om der vitterligt var tale om et reelt valg, da den serbiske befolkning d. 21 juni gik til stemmeurnerne for at sammensætte landets nye parlament.

Der var nemlig ganske lidt tvivl om, at præsident Aleksandar Vučićs folk ville indtage nationalforsamlingen i hobetal, for hvem skulle man nærmest ellers stemme på? Oppositionen havde i vid udstrækning boykottet valget. Den nuværende oppositionspolitiker og tidligere borgmester i Beograd, Dragan Đilas, kaldte valget for et ”fupnummer,” og forklarede hvordan valget på forhånd var en ulige kamp, fordi regeringspartiets kontrol over landets medier medfører, at folket ikke har ”mulighed for at høre noget andet.”

En lignende kritik kom fra aktivisten Dobrica Veselinovic, der er leder af oppositionsgruppen ”Don’t Let Belgrade Drown.” Til BBC siger han, at hans gruppe boykotter valget, fordi ”hvert forsøg på at åbne en dialog med regeringen er fejlet. Institutionerne vil ikke høre, hvad befolkningen kræver.”

Resultatet blev derefter. Præsidentens parti fik mere end 60 pct. af stemmerne og de har dermed sikret sig det kvalificerede flertal, der blandt andet gør det muligt for regeringen at ændre i landets forfatning, skulle de ønske det. Det har fået præsidentens kritikere til at frygte, at demokratiet nu for alvor igen er ved at forlade balkanstaten, hvis lidelseshistorie allerede er lang og dyster.

Farvel til demokratiet

Noget tyder på, at kritikerne har grund til at bekymre sig. Ifølge den uafhængige amerikanske NGO Freedom House, der monitorerer verdens frihedsrettigheder, er Serbien ikke længere et fuldbyrdet demokrati.

Fra 2018 til 2019 gik den tidligere jugoslaviske delrepublik fra at være et demokrati til i stedet at være det, som Freedom House kalder for et ”hybrid regime.”

NGO’en skriver i deres rapport om Serbien, at Det Progressive Serbiske Parti, som præsident Aleksandar Vučić er leder af, har eroderet landets politiske rettigheder og frihedsrettigheder, samtidig med at der er blevet lagt pres på uafhængige medier, oppositionen og græsrodsbevægelser.

Regeringspartiet er også under anklager for at benytte sig af en hær af robotter på internettet, der spyr propaganda ud på de sociale medier. I april måned meddelte Twitter fx, at de havde set sig nødsaget til at fjerne 8.500 konti på grund af deres ”ikke-autentiske koordinerede aktivitet,” der blev brugt til at fremme ”det regerende parti i Serbien og dets leder.”

Hvem er Vučić

Ifølge Freedom House startede Seriens demokratiske nedtur omkring 2014. Det var også det år, at Aleksandar Vučić for alvor greb magten.

Vučić er ingen vårhare i serbisk politik. Han var informationsminister i slutningen 1990’erne, hvor Slobodan Miloševićs regime var centrum for Jugoslaviens voldelige disintegration. Dengang stod Vučić i spidsen for at give bøder til journalister, der var kritiske over for regeringen, ligesom TV-stationer blev lukket ned på grund af deres kritiske vinkler.

Vučić har senere undskyldt for sin rolle i Miloševićs regering. Han har rykket sig nærmere EU, og i 2012 lykkedes det ham at vende tilbage til magten med sit eget parti. Dengang blev han vice-premierminister i en koalitionsregering, men allerede i 2014 blev han selv premierminister. Den post skiftede han tre år senere, i 2017, ud med præsidentposten.

Politisk er Vučić lidt af en modsætning. Som så mange andre øst-europæiske partier, der bliver beskyldt for at have autoritære tendenser, befinder den serbiske præsident sig på det populistiske højre. Her er tendensen oftest, at bevægelsen væk fra de demokratiske idealer går hånd i hånd med en afvisning af EU og dens institutioner. Sådan er det ikke hos Vučić. Han har lovet vælgerne at arbejde for europæisk integration, og han arbejder stadig på at gøre landet til medlem af EU. Spørgsmålet er så, om EU kan leve med endnu et kontroversielt medlem. Som det ser ud lige nu har Unionen store nok problemer med Ungarn og Polen, der også afviger fra EU’s demokratiske principper, og EU vil uden tvivl også kræve, at de stadig stridende parter Serbien og Kosovo når til en form for forsoning.

Samtidig er det svært at se, hvordan oppositionen skal få knægtet Vučićs magt. For sandheden er, at det ikke kun er præsidenten, der står stærkt, det er også oppositionen, der står svagt. Den er spredt ud i flere mindre fraktioner, og selvom de har forsøgt sig med den mystiske ”Serbiske Alliance,” der indeholder partier fra centrum-venstre til det radikale højre, så er det næppe noget, der for alvor vil kunne mobilisere modstand mod den regerende magt.

Faktisk kan Aleksandar Vučić ærgre sig over, at oppositionen ikke står stærkere og at de nægter at stille op. Det nyligt afholdte valg uden opposition får ham til at ligne en illegitim diktator, og det er ikke noget, som man kan lide i EU. Måske hans styrke dermed kan ende som hans svaghed. /Andreas T. Kønig