Gudrun Hasle
Billedkunstneren Gudrun Hasle har rejst og rejst. Måske mere end de fleste. Gudrun Hasle er på en rejse. Hun er på mange rejser hele tiden – for hvornår slutter hverdagen, og hvornår starter rejsen? En af hendes livs længste rejser er hendes ordblindhed. I skolen føltes ordblindheden som at sejle på et oprørt hav i en gammel plimsoller, der hele tiden tog vand ind. Skolesystemet forstod ingenting, de troede, hun var dum. Men Gudrun Hasles ordblindhed var ikke nogen elendig skude, det var den båd, der var til rådighed, og set fra en anden vinkel var det et pragteksemplar af en tremastet skonnert.
Gudrun Hasle er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi (afgang 2008). På et tidspunkt besluttede hun sig for at gå hovedkulds ind i sin ordblindhed og bruge den i sin kunst. Når korte sætninger med et følelsesmæssigt nøgent budskab står broderet uden hensyntagen til almen praksis inden for retskrivning, sker der noget magisk. I hvert fald i tilfældet Gudrun Hasle. ”Pudebetrak fra en pude jeg har skreged ind i”; ”jeg vil garne være usynlig”; ”jeg prøver ikke at grade”. Ja?
Det er en fornøjelse at skrive med Gudrun Hasle, for hun formulerer sig så dugklart og fint. Hun skriver ordene, som de lyder, og hun sier ikke noget fra. Jeg har chattet lidt med hende på Facebook Messenger. Det vil sige: Jeg spurgte hende, om hun kunne skrive om sine vildeste rejser. Her er, hvad hun skrev. Jeg har kun rettet lidt i kommateringen.
Gudrun Hasle: Det er super svært for mig at vælge bare én rejse. Fra jeg har været helt lille, har jeg rejst meget. Vi flødet til Tegland, da jeg var 5-7 år, og siden da har jeg rejst lange rejser med nogle års melem rom.
Da jeg var 10 år, rejste jeg med min familge til Nepal, vi fløg op til dan højste plasered lanengs bande med et vakelvoren fly. Der efter vender vi op Mount Everest fod, og ned til lavlandet. Det var mange vilde oplevlser. Men det, der står tilbage, er et drømme agtig bidel fra ned stigneng. På det tispongt hade vi leved af Darl i forskælige nederen udgaver i 14 dag eller noget i den stil.
Pluslig trader vi ind i den her fortryled dal, fylt med blomstrarne æbletrar. Som et øjeblik fra Brøderne love hjerte. Mid melem tragerne lår der en modarne farm, hvor vi fik den bæste æbletrate, jeg nogen selve har fåde.
Da jeg var 18 år, bode jeg et skole år i Firanze og gik på kunst skole. Det var føste gang, jeg for alovr følte mig fri, jeg hade altid været bange for at rajse aflende på gron af min ordblindhed. Jeg fik en flok vender, vi stardet alle med at have vær vores leglihed, men ente med at dele en leglihed for at spare penge, og det var hygliger. På et tispongt besluter vi at tage til Rom. Den siste nat, bliver vi enig om at broge vores penge på en bytur i sted for hotel. Men det, vi hade glæmt, var, at barne lokker kl 2 om naten i Italen. Så vi ender med at låne noget pap af nogen hjæmløse og sove under det på tog stationen.
Da jeg var 21, besøgte jeg en syd afrikansk venende i 5 uger. En dag tog en groppe unge til Mosembik. I toget var en gamel kondutør med hagekors tatovered på knorne. Vi vogned medt om naten og så ud genem venduet, at han slog en sort kvinde med barn. Vi var så bange, at vi ikke toger sige noget.
Jeg er nok omkring 30 år, jeg seder på altanen på et B&B, der heder Crystal Palace, vi seder og spiser Dominos pizza og kikker ud over Sankt Thomas, min mand skriver på en artikel, jeg seder og tegner, og jeg er lyklig.
For en uge siden står jeg i min leglihed i Nuuk i Grønland og snaker med min mand. Pluslig råber han, ‘der er en val, skat!’. Jeg smider alt og løber hen til venduet og griper min kikert og ser helt tydligt en vel puste loft ud, hope op af vanden og vende halen. Og det var så stoert.
/Oliver Stilling