Gudrun Hasle
[Resumé: Onsdag bragte vi første del af et chatinterview om at rejse med billedkunstneren Gudrun Hasle (f.1979). Her fortalte hun om sine mest skelsættende fysiske rejser (og dem er der mange af). I anden del af interviewet skriver Hasle om sine mentale rejser.]
Gudrun Hasle kommer meget omkring for tiden. Hun bor i Nuuk, men er for nylig blevet set på Bornholm. I juni var hun i Haderslev i Sønderjylland for at udføre kunstprojektet Haderslev føler for Kunsthal 6100. På et lille dusin af byens gavle skrev hun sine sætninger med BIC-blåt på råhvid baggrund, og her skal de foreløbig blive i tre år. ”Jeg broger mig tør som forsar”; ”Alt føles helt radig et øjeblik”; ”Jeg pøver at fryse tiden”, står der blandt andet.
Og 23. juni kunne Ugeavisen Haderslev berette, at Gudrun Hasle havde fået en særlig opbakning fra den lokale malermester Frank Andersen: ”Han er som Gudrun Hasle ordblind og kunne derfor se sig i projektet, hvor Gudrun Hasle arbejder med ord frem for motiver. Derfor har han bistået Marie (Dufresne, leder af Kunsthal 6100, red.) og Gudrun med transport og stilladser, ligesom han har malet hvidt på de facader, hvor det var påkrævet.”
I oktober er Gudrun Hasle aktuel i København med soloudstillingen Im hiding in the ligt hos Copenhagen Contemporary på Refshaleøen.
Men her er anden del af mit chatinterview med Gudrun Hasle. Jeg spørger hende, om hun også kan fortælle om eventuelle indre rejser.
Gudrun Hasle:
Da jeg var 15 år, tog jeg den enlige beslutning ikke at tage mit ege liv. I sted ville jeg broge den beslutning til at prasse igenem min frøgt. På mange måde er jeg nu i et liv, som jeg er tilfras i. Jeg broger meget inergi på at lytte til, hvad jeg tenke og føler i verdagen for at formelerer det i mine værker.
Jeg prøver at beskrive det at være menske, så det kraver, at jeg er til stede i det. Jeg husker næsten altid mine drømme om morgen, og jeg er vild med dem: Jeg får lov til at genem leve værdens undergang, vander ront i fortryled haver og have indtime øjeblige med mensker, man ikke hade forvendet det med.
Da jeg var 14 år – en måneds tid før jeg blev indlagt på ungdoms psykiadis afdeleng – hade jeg taget et halt glas vetaminpeller – jeg lå i min seng med feber. jeg drømte en drøm, som var så vild, at jeg har taget den med mig lige siden. Jeg drømte, at jeg var i en mørk by, jeg blev jaget af nogen onde mensker. Jeg sprang melem to huse, men nåde ikke over op på den anden side.
Jeg døde. Jeg vogened op i et mørkt hav. Jeg svømed mod en mørk ø. På øen tog en stor blød kvine i mod mig. og fortalte mig, at jeg var kommet til melemstationen, hvor man vented på at komme til Niravana. Jeg blev instalered på en sove sal med køjesenge. Efter noget tid, kom jeg over på den anden side. Jeg trotte ind i lyset, og jeg var lys og møte lyse skabninger, alt var kærlihed og inder ro. Jeg var der ikke længe, for jeg viste, at det var for tidligt. Jeg bad om at komme tilbage. Lang tid efter søgte jeg stadig den drøm, men den kom aldrig igen.
/Oliver Stilling