Pompeo er rigsfællesskabets onde lampeånd

Vi føler, at vi i 2020 er blevet snydt af en ond, snedig lampeånd. Sådan en der ganske rigtigt opfylder dine ønsker til fulde på papiret, men som altid sørger for, at det kommer med en hage.

Vi ønskede os fx, at vi ville få mere tid til at gå og hygge derhjemme. Det fik vi opfyldt. I form af en hundredårs-pandemi, der tog tusinder af liv, rystede verdensøkonomien og stadig raserer. Ih tak, Genie.

Vi ønskede os også, at Danmark i højere grad ville debattere rigsfællesskabet. Her tog lampeånden os atter på ordet, og inden vi nåede at omformulere spørgsmålet, var vi igen blevet snydt af den satans ånd. På nettet gik masserne i gang med at stoppe eskimo-is ned i munden på inuit, ”for vi siger eskimo, det har vi altid gjort, og det ved vi nok bedst.” Mon internetkrigeren lige har rettet på tropehatten, trukket de lange støvler op over khaki-bukser og lagt pisken til side for for at kunne skrive ”Danmark har aldrig været en kolonimagt”?

Her til morgen har vi forsøgt at gøre skaden god igen. Vi har atter bedt Føljetons lampeånd om at sætte fokus på rigsfællesskabet, men denne gang skal det være med politisk substans. Desværre kan vi med tristhed oplyse om, at vi med al sandsynlighed igen har dummet os. Den forbandede lampe-slampert har kvitteret med at sende den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo til Danmark i dag. Her skal han bl.a. diskutere Grønland og Arktis med Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (S), Grønlands naalakkersuisoq (minister. red.) for udenrigsanliggender og energi, Steen Lynge, og Færøernes landsstyremand for kultur og udenrigsanliggender, Jenis av Rana.

Vi er endnu ikke helt sikre på præcis, hvordan vi er blevet snøret, men vi kan se på åndens smørrede smil, at det næppe ender godt.

En lus mellem storpolitiske negle

Pompeo er ikke kommet til Danmark for at diskutere ispinde, for modsat den danske offentlighed er der andre steder, hvor man diskuterer Grønland langt mere seriøst. Grønland er nemlig en vigtig brik i det stormagtsspil om Arktis, der foregår i disse år. Klimaforandringerne har medført, at isen ved Arktis trækker sig tilbage, og det åbner for nye muligheder for forskning, handel, transportruter, naturlige ressourcer og militær-strategiske placeringer.

Det har fået Rusland til at opruste ved den arktiske cirkel, ligesom Kina har udråbt sig selv til en ”nær”-Arktis nation, selvom verdenskortet fortæller noget andet. Kinas strategi har været at investere i regionen. De har fx åbnet en videnskabelig forskningsfacilitet i Svalbard og underskrevet en frihandelsaftale med Island i 2013.

Nu har USA også brug for at røre på sig i forhold til Arktis, og det er her, at Danmark og Grønland kommer ind i billedet. For nok fik Donald Trump sidste år et knap så pænt nej til at købe Grønland, men nu vil USA i stedet gennem diplomatisk kraft have en større indflydelse på Grønland.

For Danmark giver det umiddelbart god mening at flette yderligere fingre med USA, der allerede er en tæt allieret. Det er trods alt bedre end at overlade Arktis til Kina og Rusland. Men det danske rigsfællesskab bliver også nødt til at sætte foden ned overfor Pompeo og USA. Vi må udnytte, at vi for en gangs skyld har en diplomatisk forhandlingssitaution, som vi kan bruge til noget.

USA er nemlig ikke, hvad det har været. Det er ikke den frie leder af verden, som vi engang kunne regne med. Selvsamme Pompeo, som i dag besøger Danmark, sagde fx for nylig, at USA skal begrænse, hvilke menneskerettigheder landet forsvarer. Da han blev spurgt, hvilke rettigheder som er vigtige, gav han ejendomsret som eksempel. Ikke fx kvinderettigheder eller beskyttelse af seksuelle og etniske mindretal.

Jeppe Kofod skal have garantier for, at amerikansk indflydelse i Arktis er bedre for den liberale verdensorden, end hvis Kina eller Rusland kontrollerede området. Og han skal tage sig i agt for Pompeo. For han kan være klar til at opfylde rigsfællesskabets krav på samme måde som den onde lampeånd opfylder vores ønsker. /Andreas T. Kønig