Taylor Swift, Alexandria Ocasio-Cortez og præsterne til kamp mod en mandeverden

Den tyske statsmand Otto von Bismarck skal berømt have sagt, at ”jo mindre folk ved om, hvordan man laver pølser og politik, jo bedre sover de.” Sådan er det ofte – også med andre ting end politik og pølser. Tilblivelsen kan være forfærdelig, selvom resultatet er poleret.

I dag vil vi dog gerne lukke dig ind i Føljetons pølsefabrik, for produktionsforholdene har været absolut fantastiske i dag. Dagens nyhedsbrev er nemlig skrevet til tonerne af popstjernen Taylor Swifts netop udgivede album folklore, og det er intet mindre end et mesterværk. Swift har skubbet sin stadion-pop i baggrunden og har i stedet kastet sig over en melankolsk indie-lyd, og hvis det ikke passer perfekt til en sommerdag med regn på vinduerne, så ved vi ikke, hvad der gør.

Swift er en sjov størrelse. Hun er over de seneste år gået fra at være højrefløjens country-darling i de amerikanske sydstater til i stedet at være en global superstjerne og et feministisk ikon. Hun bliver ofte beskrevet som en kold og kalkuleret business-dame, men i dokumentaren Miss Americana fortæller Swift selv, at det image er opstået primært på baggrund af modstand mod hendes køn. Den mandedominerende musikbranche har haft svært ved at håndtere en kvinde, der ville gøre tingene selv. Som hun synger i sangen ”mad woman” på det nye album: ”No one likes a mad woman / You made her like that”.

Eller som hun udtrykker sig på det forrige album Lover, hvor hun i sangen ”The Man” kommenterer på, hvordan hun ville blive opfattet anderledes om hun havde været en mand: ”I would be complex / I would be cool / They’d say I played the field before / I found someone to commit to / And that would be okay / For me to do / Every conquest I had made / Would make me more of a boss to you.”

En almengyldig kamp

Swifts feministiske opgør er interessant, fordi det er langt mere almengyldigt end blot at være kvinde i musikindustrien. Overalt synes dygtige kvinder i ”mandebrancher” nemlig at skulle kæmpe mod ulige vilkår, kæmpe med nedsættende bemærkning og kæmpe mod at blive tillagt falske motiver alene på baggrund af deres køn.

Lad os blot vende tilbage til pølsefabrikken for et øjeblik – altså politik. Det var i mange år mændenes domæne, og det er, som om der stadig er nogle mænd, der ikke helt kan acceptere, at nu har kvinderne altså lige så meget at skulle have sagt. Forleden blev den amerikanske komet af en demokratisk politiker Alexandria Ocasio-Cortez overfuset af den republikanske kollega Ted Yoho på trappen til det amerikanske parlament. Her skal Yoho angiveligt have kaldt Ocasio-Cortez for ”ulækker” og  en ”fucking bitch.”

Yoho nægter at have sagt bitch, men hans efterfølgende undskyldning er mere en ikke-undskyldning, så derfor har Ocasio-Cortez retteligt valg at lange ud efter ham i en stærk tale, hvor hun blandt andet sagde:

”Jeg vil gerne gøre det klart, at repræsentant Yohos kommentarer ikke ramte mig hårdt eller var dybt sårende. For jeg har haft et arbejderklasse-job. Jeg har været tjener, og jeg har taget undergrundsbanen. Jeg har gået på gaderne i New York. Og den slags sprog er ikke nyt. Jeg har mødt ord lignende dem ytret af Mr. Yoho, og jeg har mødt mænd der ytrer samme slags ord, mens jeg er blevet chikaneret i restauranter. Jeg har smidt mænd ud af barer, der har brugt samme slags sprog som Mr. Yoho. Det her problem handler ikke om én hændelse, det er en kultur, der accepterer vold og voldeligt sprog rettet mod kvinder.”

Man skulle tro, at kvinderne i det mindste kunne finde lighed over for Gud – thi i hans (hendes?) øjne er vi vel alle lige. Men selv i den gudfrygtige branche må kvinder finde sig i at blive forfordelt. I den svenske folkekirke blev der i 1958 åbnet op for kvindelige præster, og i 2020 har antallet af kvindelige svenske præster overhalet antallet af mænd. Alligevel tjener kvinder i den svenske folkekirke i gennemsnit 2,200 svenske kroner mindre om måneden end mændene.

Uanset hvor godt man gør det, bliver man undervurderet på baggrund af sit køn. Man forstår godt, hvis det fremkalder noget kosmisk vrede blandt de kvindelige præster. ”No one likes a mad woman / You made her like that.” /Andreas T. Kønig