This NASA photo shows a United Launch Alliance Atlas V rocket with NASA's Mars 2020 Perseverance rover onboard as it is rolled out of the Vertical Integration Facility to the launch pad at Space Launch Complex 41, on July 28, 2020, at Cape Canaveral Air Force Station in Florida. - The Perseverance rover is part of NASA's Mars Exploration Program, a long-term effort of robotic exploration of the Red Planet. The launch is scheduled for July 30, 2020. (Photo by Joel KOWSKY / NASA / AFP) / RESTRICTED TO EDITORIAL USE - MANDATORY CREDIT "AFP PHOTO /NASA/JOEL KOWSKY/HANDOUT " - NO MARKETING - NO ADVERTISING CAMPAIGNS - DISTRIBUTED AS A SERVICE TO CLIENTS
Vi får ondt i vores barnlige uskyld, hver gang vi tænker på rumkapløbet under den kolde krig.
Allerhelst vil vi bare blive i en boble, hvor månelandingen handlede om intet andet end menneskelig nysgerrighed, og hvor kosmonaut-hunden Laika gav sit liv for at videnskaben kunne blomstre sammen med de jordiske civilisationer.
Men sådan var det desværre ikke helt. Rumkapløbet var det, vi i videnskabelige termer kalder en ”pikmålingskonkurrence.” Kombattanterne Sovjetunionen og USA skød nok deres raketter mod himlen, men de gjorde det for at minde konkurrenten om deres teknologiske overlegenhed. Kan man sende en raket i rummet, kan man nemlig også sende en raket med et atomsprænghovede lige i bøtten på sin fjende på den anden side af jorden. Lige så smuk som menneskets første skridt på månen var, lige så meget var det en fordækt trussel om den totale udslettelse af menneskeracen. Så meget for ”et lille skridt for mennesket, et kæmpe spring for menneskeheden.”
Vi tænker dog, at de videnskabsfolk, ingeniører og andre genier, som har været de praktiske kræfter bag rumeventyret, har tænkt mere på videnskabelige fremskridt end menneskelig massedød. Vi tænker også, at de måske har set deres arbejde som en udvej. Den kolde krig var en presset tid at leve i, så det var sikkert meget rart at vide, at skulle lorten for alvor ramme ventilatoren, så forelå muligheden for at flygte til månen. Bevares, månen er givetvis ikke det rareste sted at bo, men det kan være at foretrække hvis alternativet er at gå til grunde i kampen mellem kapitalismen og socialismen.
Nu gik det heldigvis sådan, at muren faldt, Jeltsin vandt og Sovjetunionen forsvandt. Pist væk var den kolde krig, og rumeventyret blev lagt lidt på hylden. Der var ikke længere nogen grund til at opmåle kønsorganer, og der var ikke længere nogen grund til at flygte fra jorden… Indtil nu.
Tag os væk herfra
For rumkapløbet er tilbage.
For halvanden uge siden sendte De Forenede Arabiske Emirater en rumsonde afsted mod Mars. Planen er, at sonden skal nå Mars’ kredsløb om 7 måneder, hvor den skal studere den røde planet fra oven.
Rumsonden kommer ikke til føle sig ensom. For blot fire dage efter sendte Kina rumsonden Tianwen-1 afsted. Den indeholder også et kredsløbsmodul, men modsat sin arabiske søster skal Tianwen-1 også forsøge at lande på Mars med et køretøj. Lykkes det, vil det være første gang, at Kina lander på Mars.
Nu er det så ved at være amerikanernes tur. Går alt efter planen så sender USA i morgen en ubemandet mission afsted, som er planlagt til at lande i Jezero-krateret på Mars i februar 2021. Her skal roveren Perseverance og letvægtshelikopteren Ingenuity undersøge den nu tørre jord, som menes at have været et floddelta for milliarder af år siden. Det helt store håb er at finde spor af liv på Mars.
Med alle de mange opsendelser skulle man tro, at der ligger en ny atomkrise og lurer lige under overfladen. Der kan vi komme med et par beroligende ord. Når alle opsendelserne sker lige nu, skyldes det hovedsageligt, at Mars pt står perfekt i forhold til jorden, hvilket gør turen kortere. Mars-missionerne synes også anderledes altruistiske denne gang, og ifølge John Logsdon, der er rumprofessor emeritus på George Washington University, så giver mange missioner kun bedre og mere viden. Det er intet andet end sund konkurrence.
Men måske er der alligevel lidt kold krig at spore i opsendelserne. En ny undersøgelse lavet af Gallup viser, at USA har seriøse image-problemer. Analyseinstituttet har spurgt mennesker i 135 lande, hvad de mener om hhv. USA, Tyskland, Kina og Rusland som verdensledere, og kun 33 pct. ser positivt på USA. Nogenlunde lige så mange synes godt om Kina.
Det må være yderst provokerende for Trump-administrationen, der har bevæget sig ud i en indædt diplomatisk kamp med Kina. Krisen mellem de to lande er i New York Times blevet kaldt en ny ”kold krig.” Det synes derfor ikke usandsynligt, at den amerikanske Mars-opsendelse (også) skal være en påmindelse om, at USA stadig er en stormagt med alt hvad det indebærer.
Måske kan et rumeventyr også få folk til at glemme, hvor dårligt det egentlig går hernede på vores egen jord. I USA er de coronarelaterede dødsfald igen begyndt at stige kraftigt, og generelt ser det ikke for godt ud med virusset. Hvilket bringer os tilbage til videnskabsfolkene og ingeniørerne. De har nu igen fået en god grund til at have en udvej ved hånden, for mon ikke alligevel det er bedre at bo på Mars end at se Donald Trump håndtere en pandemi.
Gem en plads til os. Vi ses på Mars! /Andreas T. Kønig