”Jeg beder jer hjælpe mig med at lime Polen sammen igen,” sagde en sejrrig Andrzej Duda, da det stod klart, at de polske vælgere havde valgt at give ham endnu en periode som polsk præsident.
”Det har været en brutal valgkamp, nogle gange nok for brutal. Hvis nogen er blevet stødt over mine ord, så vær venlig at tilgive mig. Og vær venlig at give mig chancen for at gøre det bedre de næste fem år.” Med henvisning til det forestående parlamentsvalg i Polen tilføjede han: ”Vi har tre år indtil det næste valg. Jeg håber, at det det vil blive tre rolige år, fulde af arbejde.”
Tre rolige år skal Duda nok ikke regne med, men hvis han virkelig vil lime Polen sammen igen, så er det i hvert fald stensikkert, at de bliver fulde af arbejde. For der var nogle, der blev stødt over Dudas ord. Der var mange. Og de er ikke lige klar til at tilgive ham, ligesom Dudas tilhængere ikke er klar til at tilgive dem, som ikke stemte på præsidenten.
Øst og vest
Polen blev skåret midt over ved valget d. 12 juli: skilt i to lige store dele, på midten, med et blødende sår der ikke bare vil hele. Sølle 51,03 pct. af stemmerne fik den siddende præsident, som har støtte fra det nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS). Den liberal-progressive udfordrer Rafał Trzaskowski fik de resterende 48,97.
I den vestlige del af Polen var der flest, som stemte på Trzaskowski. Den nuværende Warszawa-borgmester førte en imponerende blitz-valgkamp, hvor han på rekordtid fik organiseret Polens enorme opposition til det regerende PiS-parti. Trzaskowski meldte først sit kandidatur, efter at præsidentvalget var blevet udskudt på grund af corona, og selvom alle regnede med, at Duda ville vinde valget, viste Trzaskowski sig som en særdeles robust modstander.
I øst stemte størstedelen af befolkningen derimod på Duda, og selvom man skal passe på med at lægge for meget i den slags geografiske opdelinger, er det svært ikke at se en vis symbolik. Hvor den pro-europæiske Trzaskowski ser mod Vesten og det liberale demokratis principper, har PiS i langt højere grad kigget mod øst, hvor landet grænser op til Rusland. PiS har gjort Polen til et problembarn i EU, fordi landet beskyldes for at have forbrudt sig mod fundamentale rettigheder som magtens deling, pressefrihed, ligestilling og beskyttelse af minoriteter.
Fx opstod der under valgkampen en klar skillelinje mellen de to kandidater på spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder og abort. Duda meldte ud, at han ønsker at beskytte polske familier mod ”LGBT-ideologi”, som han kaldte for mere farlig end kommunisme. PiS har også flere gange forsøgt at skærpe den allerede meget restriktive polske abortlov. Trzaskowski er modsat tilhænger af, at homoseksuelle i Polen skal kunne indgå registreret partnerskab, ligesom han ikke mener, at det skal blive vanskeligere for kvinder at få abort.
Land og by
Polen blev under valget ikke kun splittet mellem øst og vest. Der viste sig også en klar opdeling mellem land og by. Derfor var det heller ikke tilfældigt, at Duda holdt sejrstale i landsbyen Odrzywół i stedet for en af storbyerne. Det er her, man finder PiS og Dudas hjerteland.
Splittelsen mellem land og by er ikke ny. Det har længe stået klart, at PiS står stærkest i landdistrikterne. Forklaringen er kort sagt, at regeringspartiet taler til det mix af katolsk fromhed og polsk patriotisme, der hersker i de polske landsbyer. Samtidig har PiS gjort meget ud af at uddele økonomiske håndsrækninger til ældre og fattigere vælgere, der i langt højere grad af bosat i disse områder. For disse vælgere er det vigtigere at få mad på bordet end at være et blomstrende demokrati, som er gode venner med EU.
I byerne griner man af, at Duda har brugt store mængder af sin tid på at rejse rundt til alle Polens landdistrikter, hvor han har knælet i kirker og foran monumenter, der minder folk om Polens blodige fortid. ”Den knælende præsident,” kalder de ham i storbyerne. Men på landet elsker de, at præsidenten møder op til de små festivaler og tager del i folkedans og hilser på folk i folkedragter.
Det skel, der er opstået mellem øst og vest, land og by, ser ikke ud til at gå væk foreløbigt. Det er en kulturkamp, der ligger dybt i Polen. Så nok siger Duda, at han vil lime Polen sammen igen. At han håber, at de næste tre år bliver rolige. Men den brutale valgkamp pegede i en anden retning, og fornylig har en række polske byer erklæret sig selv ”LGBT-frie.” Det lugter ikke af forsoning, det lugter af optrapning. Kampen er ikke slut i Polen. Den er først lige begyndt. /Andreas T. Kønig