Politisk lægevidenskab. Han vil bare ikke lade det ligge. Donald Trump bliver ved med at forsvare medicinen hydroklorokin, som brugbart i kampen mod Covid-19. Den amerikanske præsident har de seneste mange måneder anbefalet medicinen, der egentlig er beregnet til at behandle malaria med, og så sent som i sidste uge påstod han på et pressemøde, at den eneste grund til, at medicinen ikke bliver brugt i den verserende pandemi, er, at han har anbefalet den. Han siger, at der er gået politik i den. Hvis Trump har ret i det, er det en katastrofe. For coronavirussen har ifølge Johns Hopkins Universty medvirket til næsten 700.000 menneskers død på globalt plan. Intet tyder imidlertid på, at præsidenten skulle have ret. For selvom han påstår, at hans anbefaling kommer på baggrund af ”en masse læsning og en masse viden”, så viser de foreløbige forsøg med medicinen, at den er ineffektiv. Fx advarede den amerikanske fødevare- og lægemiddelforvaltning FDA i sidste uge mod at tage midlet mod Covid-19, fordi det kan give hjerteproblemer. Verdenssundhedsorganisationen WHO siger, at der ”for øjeblikket ikke er bevis” for, at medicinen er effektiv mod corona. Så hvorfor vil Trump og hans støtter ikke bare lade det ligge?
Et vidundermiddel. Donald Trump lader til at have ret så langt, at der er gået politik i den. Valgdatoen for det amerikanske præsidentvalg nærmer sig, og Trump er i problemer. I takt med at sygdommen smadrer den amerikanske sundhed og økonomi, falder præsidentens popularitet, og i langt de fleste meningsmålinger halter Trump langt efter sin demokratiske udfordrer Joe Biden. Nu viste det seneste præsidentvalg, at man ikke skal stole blindt på de amerikanske meningsmålinger, men ikke desto mindre må målingerne give koldsved i Det Hvide Hus. Her kommer hydroklorokin ind i billedet. Ved offentligt at italesætte medicinen som et forbudt vidundermiddel har Donald Trump fralagt sig ansvaret for de katastrofale amerikanske coronakonsekvenser. For Trump har jo allerede fundet kuren! Det er de andre, der ikke vil indse det. Fortællingen er, at hvis de ”fake” medier, de teknokratiske læger og den politiske sump havde lyttet til Trump og anbefalet hydroklorokin, så havde coronakrisen været løst for længe siden.
Tvivlsom opbakning. Selvom lægevidenskaben indtil videre synes at modarbejde Trumps fortælling, så får han også en smule opbakning fra folk i hvide kitler. I sidste uge begyndte en video at florere på de sociale medier. Den viste en 45 minutter lang livestream, hvor en række læger på et pressemøde foran USA’s højesteret sagde ting som, ”der er en kur mod virusset. Den hedder hydroklorokin”. Ligeledes sagde lægerne, at ”du behøver ikke gå med maske. Der er en kur. Jeg ved godt, de ikke vil åbne skolerne. Nej, de behøver ikke holde mennesker i nedlukning. Der er forebyggelse, og der er en kur”. Videoen blev set 17 millioner gange på Facebook, og Donald Trump delte den også på sin Twitter-side. Nu er videoen væk. For Facebook, YouTube og Twitter har valgt at slette den fra deres tjenester, fordi den spreder falsk information. Der er også blevet sået tvivl om lægernes troværdighed. Først og fremmest er gruppen af læger på videoen støttet af den konservative organisation Tea Party Patriots, der arbejder for at få genvalgt Trump. Endvidere skriver The Daily Beast, at Dr. Stella Immanuel, der i videoen anbefaler hydroklorokin, tidligere har påstået, at mange gynækologiske problemer kommer af at have sex med dæmoner i drømme. Hun har også påstået, at DNA fra aliens bliver brugt i moderne medicin. Trump har derfor stadig ikke videnskaben på sin side. Spørgsmålet er, om det vil stoppe ham i november. /Andreas T. Kønig