Et katalog af katastrofer

I indledningen til sit mesterværk af en europæisk erindringsroman Verden af i går skrev den østrigske forfatter Stefan Zweig:

”Men vi derimod har levet uden gentagelser, intet er blevet stående af det tidligere, intet er vendt tilbage; det blev vores lod at være med i et maksimum af alt det, historien ellers kun lader et enkelt land eller et enkelt århundrede få del i. Den ene generation havde vel til nød oplevet en revolution, den anden et kup, den tredje en krig, den fjerde en hungersnød, den femte en statsbankerot – og nogle velsignede lande, nogle velsignede generationer havde måske slet intet oplevet af alt dette. Men vi, der i dag er 60 år gamle og de jure vel burde have et stykke tid foran os, hvad findes der, som vi ikke har set, ikke har lidt, ikke har levet med i? Vi har gennempløjet et katalog over alle tænkelige katastrofer fra ende til anden (og er endnu ikke nået til sidste side).”

Stefan Zweig var 60 år gammel, da han d. 22. februar 1942 begik selvmord sammen med sin hustru Lotte. Fra sit eksil i Brasilien så den jødiske forfatter, pacifist og europæer, hvordan nazismen som en ustoppelig kraft var ved at nedlægge verden, og da Zweig valgte at forlade denne jord, var det med den skrækkelige tanke, at hans elskede Europa var faldet til Hitler.

”Jeg finder det bedre i rette tid og med hævet hoved at afslutte et liv, hvor intellektuelt arbejde betød den reneste glæde og personlig frihed det største gode på jorden,” lød Zweigs farvel, og først posthumt udkom hans erindringsroman Verden af i går. Bogen handler om et liv med to verdenskrige og om en generation, der blev fanget i historiens måske værste epoke.

Den slags uhyrligheder kan vi børn af nutiden kun forstå netop gennem litteraturen. Men det smukke ved litteraturen er også, at selvom dine egne vilkår er langt bedre end dem, du læser om, så kan grundfølelsen af fortvivlelse give ekko selv i en langt mere privilegeret verden. De færreste lider lige så meget af et knust hjerte som den unge Werther, men de fleste forstår alligevel grundessensen af ugengældt kærlighed, når de læser Goethes romantiske mesterroman om Den Unge Werthers Lidelser. På samme måde giver Zweigs ord genlyd i dag, selvom verden er en helt anden. For i dette Herrens år 2020 føles det næsten også, som om vi lever uden gentagelser. At vi gennempløjer et katalog af katastrofer.

Der har været naturbrande i Australien, raceuroligheder i USA, en hundredårspandemi med dødsofre, der tælles i hundredtusinder, og nu er den libanesiske hovedstad Beirut blevet ramt af en enorm eksplosion, der som minimum har kostet 135 mennesker livet, såret mere end 5.000 og ødelagt i omegnen af en kvart million menneskers hjem. Eksplosionen har oven i købet ramt, mens Libanon i forvejen er i knæ både økonomisk, politisk og sundhedsmæssigt.

Kalenderen afslører, at vi kun er nået til august, så man kan godt frygte, at katastrofernes katalog har flere overraskelser til os i år. Fx er der et præsidentvalg i USA, som skal overstås.

Selv om man forsøger at være rationel i sin tænkning, kan denne parade af ”en ulykke kommer sjældent alene”-hændelser hvirvle én ind i et ganske spekulativt tankemylder. Det er svært ikke at tænke, at 2020 er et uheldsvangert år, til trods for at man minder sig selv om, at der ikke findes en sådan over-kosmisk kraft som uheld.

Men hvis der alligevel gør, så vil vi slutte dagens tekst med at minde om, at man også i uheldige situationer kan finde den største grad af held. I dag er det 75 år siden, at USA kastede en atombombe over den japanske by Hiroshima. Tre dage senere blev der kastet en bombe over Nagasaki. I de dage var japaneren Tsutomu Yamaguchi på en måde både verdens uheldigste og heldigste mand. Uheldig, fordi han var til stede i begge byer, da amerikanernes atombomber sprang. Heldig, fordi han formentlig er det eneste menneske i verden, der har overlevet to atombomber. Han døde i 2010, 93 år gammel.

Vi håber, at støvet fra det uheldsvangre 2020-år på et tidspunkt lægger sig, og verden finder sit eget heldige Yamaguchi-øjeblik. /Andreas T. Kønig