Europa bør afsætte Lukasjenko

I ly af den brændende container forbander en ung fransk kvinde sagte byplanlæggeren Georges-Eugène Haussmann. Mens hun fra sit skjul ser, hvordan sikkerhedsstyrkerne så let som ingenting bryder igennem demonstranternes interimistiske vejspærringer, husker hun på, hvordan det var Haussmann, der i midten af 1800-tallet stod i spidsen for renoveringen af Paris og dermed skabte byens så karismatiske brede boulevarder, der er designet til at gøre det vanskeligt for det oprørske franske folk at barrikadere gaderne i deres egen hovedstad. ”Haussmann, du tyrannernes tjener,” tænker hun som det sidste, inden betjentens knippel rammer hende i hovedet.

Det er endnu kun få dage siden, den franske præsident udråbte sig selv som sejrherre ved det omdiskuterede valg. Kun få dage siden håbet blev slukket. Oppositionen havde for et kort øjeblik troet på, at denne gang ville det blive anderledes. At præsidenten, der i resten af Europa har fået tilnavnet ”diktatoren”, ville blive væltet efter i årevis at have klamret sig til magten med vold og valgsvindel.

Men det blev ikke anderledes. Præsidenten blev siddende, og nu er oppositionens sidste håb, at demonstrationerne kan føre til revolution og bringe demokratiet tilbage til Frankrig. Men de har brug for omverdenens hjælp, og den er der ikke meget af. For selvom resten af Vesten fordømmer det franske styre, så er ingen for alvor oprørte. Man er blevet for vant til diktaturet i Frankrig.

Vold i Hviderusland

Det er svært at forestille sig denne alternative virkelighed, hvor Frankrig er faldet i autokratiske hænder. Endnu vanskeligere er det at forestille sig, at det europæiske fællesskab ville se til med apati, mens demokratiske kræfter blev kvalt i hjertet af Europa. Et ufrit Frankrig ville utvivlsomt føre til folkeopstande over hele kontinentet, EU ville ikke sky nogen midler for at straffe det franske styre, og de europæiske regeringer ville gøre det til deres førsteprioritet at skabe et atter frit Frankrig. Hvorfor? Fordi vi i Europa er enige om at være et kontinent, der bygger på frihed, lighed og broderskab. Vores europæiske solidaritet forbyder os at se passivt til.

Eller gør den … For mens den franske republik stadig står fri og flot, så er der et andet europæisk land, der i disse dage kæmper næsten alene for at blive fri af deres autokratiske despot.

I Hviderusland måtte den demokratisk-sindede opposition søndag indkassere endnu et valgnederlag. Selvom modstanden mod ”Europas sidste diktator” Aleksandr Lukasjenko øjensynligt nåede nye højder inden valget, blev det på papiret alligevel til en kæmpe sejr til præsidenten. Ingen tror dog rigtig på, at Lukasjenko har rent mel i posen. Fx har EU kaldt valget for ”hverken frit eller fair,” samme melding kommer fra USA, og i Hviderusland har oppositionen da også nægtet at anerkende nederlaget. De er derfor gået på gaden, og her har de mødt en enorm brutalitet fra Lukasjenko-styret. To demonstranter meldes nu dræbt, mindst 200 skal være såret, og i omegnen af 6.000 er i politiets varetægt, hvor de angiveligt bliver behandlet meget dårligt.

Afsæt Lukasjenko

Hviderusland er ikke et eksotisk land langt væk. Det er Europa. Der er lige så langt fra Nexø til Minsk, som der er fra Tønder til Paris. Det er selve de europæiske idealer, der i disse dage er under angreb, og Europa har en forpligtigelse til at hjælpe. Under coronaepidemien har begrebet om ”europæisk solidaritet” fået en renæssance, og nu bliver vi nødt til at vise, at den ikke kun gælder, når det indre marked er truet, men også når Europas demokratiske fundament er i fare.

Der ér tale om at gøre noget. Ifølge Sveriges udenrigsminister vil de europæiske udenrigsministre mødes fredag og diskutere sanktioner mod styret i Minsk. I Danmark har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) været ude og kalde Hviderusland en ”skamplet på Europa”, og FN har ligeledes fordømt brutaliteten i Hviderusland. Det er alt sammen meget godt, men indtil videre er det intet andet end snak, og det er ikke nok.

EU har alt for længe accepteret, at de stadig har en diktator i deres baghave. Alt for længe har apatien hersket, fordi det vestlige Europa afskriver Hviderusland som en del af det skøre øst, der ikke ”rigtig er Europa”. Det må være slut nu. Europa bør anerkende oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja som retmæssig leder af landet, de bør indføre hårde sanktioner mod det nuværende illegitime styre, og de bør lade Lukasjenko forstå, at skulle der ske noget med Tikhanovskaja eller hendes familie, så falder der i sandhed brænde ned.

Diktatur i Europa bør snart høre fortiden til. /Andreas T. Kønig